Må man kritisere KUNDENS konkurrenter?

april 14, 2011

Vizeum i Norge er kommet i spotlyset, fordi konsulenter fra bureauet, der rådgiver flyselskabet Norwegian, har efterladt flere kritiske kommentarer på SAS’ Facebookside. Men hvor går grænsen for interessekonflikter og kan man overhoved agere privat længere i de sociale medier?

I tirsdags var jeg konferencier ved et debatarrangement afholdt af Social Media Club Copenhagen hos HK Hovedstaden. Emnet var medarbejderpolitikker for ansattes brug af sociale medier, og en af de pointer der bl.a. blev slået fast var, at man skal holde sig fra at kommentere på – endsige kritisere – konkurrenterne eller deres produkter i sociale medier.

Faktisk anbefalede ekspertpanelet også, at man afholdt sig fra fx at anmelde produkter fra den virksomhed, man selv arbejder for (uanset om det var positivt eller negativt), fordi positive udtalelser ville være utroværdige (set i lyset af ansættelsesforholdet) og negative kommentarer kunne være en overtrædelse af loyalitetsforpligtelsen over for arbejdsgiveren.

Nu står Vizeum så med en dum sag. Selv om selvskabet beklager og siger, at kommentarerne blev skrevet af de ansatte på eget initiativ og som forurettede SAS-kunder, klinger det hult. Det var nemlig ikke bare en enkelt men flere ansatte, som havde skrevet de negative kommentarer – og det ligner en bevidst organiseret handling.

Uanset hvad der er op og ned i historien, giver det Vizeum ridser i lakken, at man overhoved kan få mistanken, at de lod sig bestille til at levere en sviner til SAS, fordi det skaber tvivl om uafhængigheden og ærligheden i alle de kommentarer fra brugere og kunder på nettet, som vi i stadig stigende grad bruger som grundlag, når vi træffer beslutninger om køb og investeringer. Vizeum bliver forbundet med manipulation, og det reagerer vi næsten altid stærkt negativt på.

En storm i et glas vand?

Thilde Vesterby stiller på sin blog spørgsmålet: “Er der virkelig en historie her?” og det synes jeg faktisk, at der er. Journalisten på Business.dk, der har historien fra Dagens Næringsliv i Norge, er godt klar over, at forbrugerne orienterer sig mod hinanden for at få et indtryk af flyselskaberne, der ligger i skarp konkurrence med hinanden. Og når konsulenter med association til Norwegian puster til negative historier om SAS, er det relevant at spørge, om det er bestilt af Norwegian. Og at gøre læserne opmærksomme på, at det kan ligge skjulte motiver bag, hvad de ellers måtte læse som almindelige kunde-kommentarer på nettet.

Jeg synes, at historien illustrerer, at man ikke alene bør holde sig fra at kommentere på konkurrenterne men også på kundernes konkurrenter. Det er en interessekonflikt, som i den grad risikerer at ramme dig lige tilbage i nakken for fuld kraft – som det er sket her for Vizeum.

Hvad mener du? Smid en kommentar nedenfor! 🙂

Foto: Norwegian


Turde DU sige ‘Mors Dag’ og ‘tørhed i skeden’ i samme pitch?

april 7, 2011

En sjælden gang imellem oplever man, at det er svært at få ordene frem, når et produkt skal sælges ind til en journalist eller blogger. Et firma med en helt speciel idé til Mors Dag måtte da også bide i græsset og nøjes med en skriftlig pitch. Det gør den nu ikke ringere! 😀

Mit livs værste (som i pinligste) pitch til dato var, da jeg skulle forsøge at få sexologen Joan Ørting til at forholde sig til et nyt kondom-mærke fra RFSU i håb om, at hun ville endorse det med en kommentar i pressematerialet. Jeg husker ikke længere navnet, men dette kondom var formet på en måde, så det skabte den helt rigtige “friktion”, og markedsføringsvinklen var, at det nærmest var at betragte som et sexlegetøj – noget der gjorde det bedre “både for ham og hende”.

Der sidder jeg så med Joan Ørting i røret og prøver at forklare hende, at vi gerne vil have, hvis hun vil sige noget i pressemeddelelsen om, at sådan et kondom vil kunne gøre det sjovt at bruge kondom – noget man kan nyde sammen som par eller noget i den dur.

Du bruger det vel selv?

Uheldigvis havde Joan jo ikke haft lejlighed til at prøve det (det var ikke lanceret i Danmark endnu), og jeg havde været dum nok til at spørge om hendes mening med det samme, fordi jeg var lidt presset af en deadline. Men søde Joan var nysgerrig, og hun er ikke typen, der er bonert, så hun begynder da som det mest naturlige i verden at spørge mig, hvad jeg syntes om kondomet? Om det virkelig virker? Om min kæreste kunne lide det? osv. osv.

Og der sidder jeg så – i et åbent kontorlandskab fuld af skraldgrinende kolleger – og prøver ildrød i ansigtet at forklare, at jeg faktisk ikke selv havde testet “mit” produkt endnu. Lad os bare slutte af med at sige, at “for ham og hende” blev en gængs joke på kontoret, og at jeg vandt prisen for mest katastrofale – men morsomme – opkald til årets julefrokost det år 🙂

Mor er den bedste i verden – men tør i…

Jeg ved ikke, om det er erkendelsen af, at Replens ville være for hårdt et produkt at sælge ind telefonisk og samtidig holde masken, men i hvert fald valgte selskabet at pitche den populære blog Mom-101 skriftligt med denne idé til den perfekte gave til din mor på Mors Dag.

Hvad var dit værste / bedste / sværeste / sjoveste pitch? Smid en kommentar i feltet nedenunder! Og hvis du grinede undervejs, kan du naturligvis dele denne blogpost eller give den et like 🙂


Græd ud og gør comeback – Ditte Okman returns

januar 6, 2011

Ditte Okman får lov til at fortælle sin version af historien, mens medierne igen glemmer modparten – dem, det gik ud over. Det siger meget om, hvad vi i virkeligheden som mennesker interesserer os for.

Siden i går har bl.a. Ekstra Bladet og Berlingske Tidende bragt en forsmag på den tidligere pressemedarbejder i Venstre, Ditte Okmans, comeback-interview i Alt for Damerne, som udkom i dag. Opskriften er velkendt: fortæl din historie, vis lidt anger, græd ud, og så er du stueren igen og klar til vende tilbage til rampelyset.

Under overskrifter som “Jeg tudede i en måned” og “Jeg er ikke ond, men jeg var dum” gentager Ekstra Bladet og Berlingske Tidende Alt for Damernes mikrofonholderi i en stil, som er Reimer Bo værdig. Ditte Okman får lov til at fremstå sympatisk, angrende, menneskelig og ydmyg – alt hvad der skal til for at vinde offentlighedens tilgivelse og lægge historien bag sig. I den henseende er det et fint stykke PR-arbejde.

Også valget af Alt for Damerne er smart – af flere årsager. Ditte Okman blev kendt som heksen, der sagde nogle usædvanligt hårde ting om en anden kvinde. Nu får hun en mulighed for at tale direkte til de medsøstre, hun pissede af. Samtidig er Alt for Damerne et helt anderledes “blødt” medie end de blodtørstige sladderspalter, der sidste år med stor fryd holdt gryden i kog så længe som muligt.

Ikke desto mindre har Alt for Damerne en anseelig læserskare, der er god forberedelsestid til at forme historien og ingen mangel på spalteplads til detaljerne. Bemærk også signalværdien i den lille sløjfe på Okmans frakke – jo jo, der er skam lagt en helt bevidst stil langt fra sidste års party-fotos med sprutflasker og greb i barmen.

Sidst men ikke mindst udgør Alt for Damerne en ideel platform til både at sprede lidt teasere fra (er sket i Ekstra Bladet og Berlingske) og som afsæt for opfølgende interviews (kan forestille mig, at Ditte Okman gæster et eller flere bløde snakke-programmer på tv inden for den nærmeste tid).

En høj pris for et lille fejltrin

Personligt mener jeg, at den pris, Ditte Okman måtte betale for sine fejltrin, slet ikke var proportionel med hendes brøde. Sagen var for mig fagligt interessant (i hvert fald til at starte med), fordi den handlede om en pressemedarbejder hos et regeringsførende parti, som tilsyneladende ikke var sig bevidst om, at Facebook er (eller kan være) et offentligt medie. Men at vi kom derud, hvor Ditte Okman blev hele Danmarks boksepude, hvor hun måtte modtage dødstrusler, og hvor det pludseligt var socialt acceptabelt for alle at svine hende til i alle offentlige fora – det var både usmageligt og trist for den offentlige debatkultur.

Det er muligt, at Ditte Okman kom til at udstille sin indre svinehund, men offentligheden udviste til gengæld heller ingen hæmninger eller skam, da historien rullede. Derfor kan jeg godt unde Ditte Okman et comback – naturligvis kan jeg det. Men det interessante i denne historie er den journalistiske tilgang, som Alt for Damerne lægger til historien.

Vi er ligeglade med forargelsen og ofrene

Som vi også så med Reimer Bos berømte interviews med Stein Bagger og Rigmor Zobel, er der gode seer- eller læsertal i denne slags scoop. Det er god underholdning, og så glemmer vi, at både Stein Bagger og Rigmor Zobel er dømte kriminelle – ikke rollemodeller. En ven skrev til mig i går på Facebook: “Hvorfor interviewer Alt for Damerne ikke kioskdamen, det gik ud over?” Og det er faktisk et godt spørgsmål. Det har sandsynligvis noget at gøre med, at der er forskel på, hvad vi opfatter som ‘rigtigt’ (i en moralsk forstand) og hvad vi opfatter som ‘interessant’.

Ud fra et moralsk standpunkt var det sidste år nemt at tage afstand fra Ditte Okmans hårde ord om kioskdamen. Okman overskred en grænse, da hun offentliggjorde tanker af den slags, som størstedelen af os kun tør holde for os selv. Men netop fordi Ditte Okman er unik og på samme tidspunkt spejler en svinehund, vi alle indeholder og kan identificere os med, er hun den interessante person set med medieøjne. Vi er ikke interesserede i retfærdighed, vi gider ikke høre om, hvor hårdt det var for kioskdamen at læse om sig selv i alle landets medier på den måde – ikke sådan rigtigt. Nej, så er det meget mere interessant at høre en beretning fra en person, som (i værste fald) kunne være sket for enhver af os.

Den virkelig interessante historier her er, hvor hykleriske vi alle sammen i virkeligheden er, og hvordan vores såkaldte moral er til salg for en god tudetur og en undskyldning. Men det hænger nok også sammen med, at ramaskriget sidste år nåede offentlige højder, som det aldrig burde. 🙂

Ditte Okman er i øvrigt blevet selvstændig som kommerciel blogger på DitteOkman.dk

Foto: Alt for Damerne


Politiken offer for url-spøg – nemt at videresende redigerede url’er

januar 5, 2011

Tidligere i dag herskede der en del forvirring og morskab om Politikens url til en artikel om Malou Aamunds exit fra politik. Nu viser det sig, at Politiken aldrig forfattede ordlyden af det uartige link men i stedet var offer for en spøg.

Man kan nemlig redigere i dele af url’erne fra Politikens netavis og så sprede dem videre – men de peger stadig tilbage på den originale artikel!

Eksempel:

http://politiken.dk/politik/ECE1158811/malou-giver-milliongage-til-velgorenhed/ 

Både undertegnede, Ekstra Bladet og mange andre læsere og brugere af Facebook og Twitter faldt for spøgen, da der begyndte at cirkulere skærmdumps og url’er via de sociale netværk. Men nu har Politiken så forklaret, at de aldrig kunne finde på at skrive den slags.

Hvor længe man kan redigere netavisens url’er og sende dem videre, får vi at se 🙂


Politiken: Ikke vores url om Malou Aamund

januar 5, 2011

Eftermiddagens morsomme historie om Politikens uheldige url til en artikel om Malou Aamund har netop taget en sær drejning, da Ekstra Bladet for kort tid siden beklagede, at avisen var “hoppet på et fupnummer”.

I artiklen “Falskt avis-link: Malou boller skatteyderne” forklarer Ekstra Bladet, hvordan man (ligesom undertegnede) var faldet over den komiske url og troede, at det var en fejl på Politikens redaktion, der var årsagen.

Men i Ekstra Bladets artikel forklarer Politikens net-nyhedschef Christian Lindhardt til ekstrabladet.dk:

“Det er en teknisk ting. Det kunne vores journalister aldrig finde på at gøre”. Artiklen fortsætter:  

Det falske link stammer angiveligt fra twitter, hvor det første gang optrådte onsdag formiddag – og førte direkte til artiklen på politiken.dk. Her hed artiklens rubrik hed pænt og artigt ‘Malou Aamund kan tjene lille million på forsinket exit’. Men kiggede læseren op i url’en – altså artiklens adresse – stod der det sjofle link. Det var bare ikke politiken selv, der havde kaldt artiklen dét.

Nu er jeg bestemt ikke Twitter ekspert, men det forekommer mig noget sært, at ‘nogen’ på Twitter skulle kunne influere, hvad der står på Politikens site. Men mon ikke der kommer en lidt mere forståelig forklaring fra Politiken senere?


Politiken turde ikke skrive, at Malou Aamund ‘boller skatteyderne’ – men gjorde det alligevel

januar 5, 2011

På dagbladet Politiken kan man ikke tillade sig at være lige så frække eller direkte i sproget som på formiddagsavisen Ekstra Bladet. Ikke desto mindre er der tilsyneladende mindst en journalist, som har ment, at man burde gøre forsøget.

I dagens netavis skriver Politiken om Malou Aamunds exit fra Folketinget og om hvordan, hun scorer en større sum penge på først at forlade tinget til sommer.

Artiklen har den uskyldige titel “Malou Aamund kan tjene lille million på forsinket exit”, men det var tilsyneladende ikke den overskrift, den unavngivne journalist på den politiske redaktion først havde i tankerne.

Besøger man Politikens netavis, lægger man nemlig mærke til, at url’en til artiklen (i hvert fald i skrivende stund) hedder: http://politiken.dk/politik/ECE1158811/malou-boller-skatteyderne/!!

Se billedet af hele artiklen her

OPDATERING:

Afslutningen på historien: https://startsnakken.wordpress.com/2011/01/05/politiken-offer-for-url-spog-nemt-at-videresende-redigerede-urler/


Sites en PR-m/k bør besøge hver dag

juni 1, 2009

Laura Stegman har skrevet en interessant lille artikel “Web Sites a PR Professional Should Check Every Day”, hvor hun prøver at indkredse, hvilke websites en professionel PR-medarbejder bør besøge hver dag. Hun har lavet en lille rundspørge blandt kolleger i branchen, og så giver hun også sine egne bud.

Naturligvis er alle de websites, hun nævner, amerikanske, og ud over Twitter og Facebook er der nok ikke mange af dem, som en dansk PR-medarbejder ville besøge – i hvert fald ikke dagligt. Men hvad læser danske PR-folk så?

Nedenfor har jeg prøvet at liste de sites, som jeg besøger dagligt eller næsten dagligt. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre, hvad du læser dagligt, hvis du også arbejder med PR eller kommunikation.

Mit daglige fix:

www.dr.dk/nyheder – for det hurtige nyhedsoverblik og nogle gange Update

www.pol.dk – jeg foretrækker klart denne netavis’s layout frem for Berlingske.dk og JP.dk – synes bare, det er mere læsevenligt.

www.mediawatch.dk – en gang om dagen får jeg deres nyhedsbrev, og der er som regel altid en artikel eller to, som jeg klikker mig videre ind på og læser

www.markedsforing.dk – samme historie som med MediaWatch. Her er det dog lidt sjældnere, at jeg klikker mig videre til artiklerne. Men overskrifterne giver stadig lige et godt overblik. Faktisk har nyhedsbrevene fra MediaWatch og Markedsføring gjort, at jeg ikke så tit længere besøger Business.dk’s medie-sekstion, hvor jeg før var en trofast læser…

www.facebook.dk – dette er mere et socialt fix. Jeg bruger ikke Facebook til at holde mig orienteret om arbejdsrelevante ting.

www.ekstrabladet.dk/ferie – fagligt relevant for mit job og ofte er der en underholdende historie eller to, som man kan nyde ud på eftermiddagen.