Den dag Google svigtede sine brugere

februar 12, 2010

Jeg har skrevet et kort blogindlæg på Kommunikationsforum om Googles (u)fejlbarlighed som søgemaskine: http://www.kommunikationsforum.dk/jesper-andersen/blog/den-dag-google-svigtede-sine-brugere

Det er baseret på http://www.readwriteweb.com/archives/facebook_wants_to_be_your_one_true_login.php og http://www.readwriteweb.com/archives/how_google_failed_internet_meme.php

🙂


Ugen der gik: Post Danmarks blog-hari-kiri og Microsoft spår bladdød

juni 7, 2008

Steve Ballmer, CEO i Microsoft, deltog i går i en morgenmad seance med Washington Posts redaktører, hvor han talte om Microsofts fremtid og hans syn på digitale medier. Her proklamerede han frejdigt, at om 10 år vil der ikke være flere printmedier – alle nyheder vil være IP-baserede i stedet for leveret i fx aviser og magasiner. (Se klippet (nr. 3 “The Future of Advertising”) og flere klip fra dette møde her). Det var nok ikke lige det, Washington Post havde håbet på at høre, men Ballmer har et par gode pointer omkring udviklingen i forbrugernes efterspørgsel og medieforbrug. TechCrunch’s blogger Erick Schonfeld stiller sig dog tvivlende over for, at print vil uddø så hurtigt. I stedet ser han for sig, at print vil genopfinde sig selv med et nyt forretningsgrundlag.

Post Danmark fik utrolig hård start i blogosfæren

Næppe havde Post Danmark annonceret, at de ville starte en blog for at gå i dialog med forbrugerne, før eksperter stillede sig skeptiske og afventende over for det nye initiativ. Når man besøger bloggen her, fornemmer man, at det er en frygtindgydende omfattende opgave, kommunikationschef Lars Kaspersen har kastet sig ud i. Der er ganske vist en del lykønskninger fra folk i kommunikationsbranchen blandt kommentarerne, men der er også adskillige indlæg, som burde have været sendt til kundeservice i stedet. Og så er der den faglige kritik af bloggens form og opbygning.

Men det værste, synes jeg faktisk, er de mange skeletter, der vælter ud af skabet i form af indlæg fra tidligere medarbejdere. Selvfølgelig gør nettets anonymitet det nemt for enhver med et horn i siden på Post Danmark at skrive de mest horible ting, men hvis bare lidt af det, der står i kommentarerne, er sandt, må man spørge sig selv, om Post Danmark har begået PR-hari-kiri ved at åbne dette nye talerør? Se fx hvad Peter Andersen skriver:

“…var selv ansat i virksomheden [Post Danmark, red.] tilbage i 2006 men fik en brat afsked idet jeg stillede spørgsmålstegn ved at man smed adresseløse forsendelser ud i stedet for at omdele dem. Eller sagt på anden vis, Post Danmark tager sig godt betalet via sine erhvervskunder og i stedet for at omdele disse på alle distrikter ja så røg de i containeren. Jeg kan kun opfordre til at man skulle prøve at gå forbi et af distributionscentrene i landet og kigge ned i an af disse røde containere så vil man blive overrasket over mængden der blivger smidt ud. I min verden er det ikke sund og etisk foretning…”

AV!

Det bliver spændende at se, hvordan Post Danmarks blog vil udvikle sig i fremtiden, og om de formår rent faktisk at forbedre virksomhedens plettede image målbart. Men held og lykke herfra!

Ville du købe slik af denne mand?

Prisen for sjoveste citat i pressen går til Allan Pedersen, direktør i Euro-candy, der d. 27. maj fik ørerne i maskinen hos Politiken Tjek, fordi Fødevarekontrollens Rejsehold havde opdaget, at hans firma havde ompakket gammelt slik og givet det ny datomærkning.

Da Allan Pedersen skal forsvare sig i avisen udtaler han blandt andet om Euro-Candys sukkerkugler: “Jeg er 53 år, men selv om man gemte dem til jeg blev 90, ville jeg stadig ikke tøve med at spise dem. Det er rent sukker, og de har været varmet så meget op, at de ikke kan indeholde bakterier. Desuden er de fra Kina og sikkert smækfyldt med kemikalier. De kan overleve en atomkrig!” 🙂

Et lille tip til alle virksomheder, der er udsat for kritik: Når du skal forsvare dig, så tænk igennem om dit budskab åbner din flanke og gør dig sårbar et andet sted. Allan Pedersen tror måske, at han har fået lukket diskussionen om datomærkningen. Til gengæld har han i en tid med fedmedebat og sukkerhysteri åbnet for en lang række andre PR-problemer.


Start snakken! ‘full circle’ via USA i Ugen der gik

maj 5, 2008

Selv om jeg ikke har fået skrevet så mange indlæg, har den forgangne uge på Start snakken! for mig været både spændende og begivenhedsrig. Bloggen rundede et skarpt hjørne i mere end en forstand, da den i torsdags både fejrede sin 1 måneds fødselsdag og sit besøg nummer 1000. Da jeg startede første april havde jeg ikke nogen anelse om, at det ville komme til at gå så stærkt! Men jeg vil gerne sige tak til jer, der læser bloggen og følger med i mine skriverier.

Start snakken! havde også en anderledes uge på en anden måde, idet K-forum kontaktede mig i onsdags på baggrund af mit blogindlæg om Darfur og Louis Vuitton. De var interesserede i, at blogposten blev udvidet til en artikel til K-forum, og det blev den så. Og senere kom den via link også på Business.dk. Nu er det ikke første gang, jeg får udgivet en artikel, men det var da en rar anerkendelse af bloggens eksistens og kvalitet, syntes jeg.

Start snakken! ‘Full circle’ via USA

Men min største glæde kom her til aften, da jeg læste det nyeste indlæg på en af mine favorit-blogs – dSeneste på nettet – som handlede om brand-jacking. Jeg havde nemlig en rigtig sjov oplevelse ved at sidde og følge kildelinks baglæns. Søren er så venlig at henvise til min K-forum artikel i sin blogpost, men når man følger hans anden kilde – Jeremiah Owyangs blog om brands der får på puklen i de sociale medier – så ser man at Jeremiah takker Søren for tippet om Louis Vuitton og Darfur, der var med til at influere Jeremiahs blogpost om emnet.

Så selv om Søren selvfølgelig har fulgt med i medierne og læst en masse om Darfur og Louis Vuitton andre steder ud over min K-forum artikel, så kunne jeg ikke undlade at smile over, at min artikel har været med til at inspirere Søren, som så inspirerede Jeremiah, som igen inspirerede Søren til at skrive en ny spændende blogpost, som jeg så sad og nød her til aften. 🙂

Internettet fyldte 15 år

Det var også Internettets fødselsdag forleden. Dets skaber, Sir Tim Berners-Lee, fortalte i et par interessante interviews med BBC (og her) om udviklingen de sidste 15 år, og hvor han tror, at Internettet er på vej hen. Det er ret interessant. En af de ting, som Berners-Lee glæder sig mest over, er fremkomsten af blogs og Wikis, fordi de ligger meget tættere på hans oprindelige grundtanke om et Internet, hvor alle kunne skrive og alle kunne læse, end de komplicerede editors, webprogrammører ellers har brugt i årevis. På den måde er nettet nu på vej tilbage mod dens åbne grundtanke.

 


3D sofaer og liv efter Facebook i Ugen der gik

april 28, 2008

Det var egentlig meningen, at jeg skulle uploade nogle flere YouTube cases til min ordbog over sociale/digitale medier i denne weekend, men det dejlige vejr har forsinket processen en dag eller to. I stedet vil jeg igen slutte søndag aften af med et lille tilbageblik på et par af de nyheder, jeg ikke nåede at kommentere i ugens løb.

Er der liv efter Facebook?

Det var overskriften på en artikel på 24timer.dk onsdag d. 23. april. Kort fortalt er Facebooks medlemstal faldet fem procent i Storbritanien, og 24timer spørger derfor it-forsker Mads Thimmer, Innovation Lab, om det samme vil ske herhjemme? Jeg får mig som regel et godt grin over artikler og debatindlæg, der udråber Facebook til at være “so last year” og på vej til at dø. Og denne artikel var igen undtagelse.

Med al respekt for Mads Thimmer, så synes jeg, at han har overset et par ting. Fx når han skærer de sociale netværk over en kam og siger, at det mest statusgivende (og dermed værdifulde) i dem har været at have masser af venner. Det er måske i nogen grad sandt om MySpace, men en grov generalisering om Facebook, der på få år har udviklet sig til en af verdens bedste adressebøger med et hav af nyttige tjenester.

Når Mads Thimmer derfor forudser, at brugerne af sociale netværk vil vandre over til mindre, personbårne, fagspecifikke sociale netværk – så som K-forum – så synes jeg, at han overser både hvor dygtigt Facebook med rasende hast udvikler sig, og måske også at netop Facebook har bredden og dybden til faktisk at favne de fagspecifikke mindre netværk.

Indrømmet, jeg har et lidt ambivalent forhold til K-forum, men jeg synes faktisk, at det sociale netværk der – K-profilerne – havde stået sig stærkere ved at integrere sig i et populært netværk som Facebook end ved at lave deres eget uafhængige setup. Som det er nu, er man tvunget til at have en separat K-profil, som ikke kan “kommunikere” med noget andet socialt medie andet end gennem linkhenvisninger.

Hvis K-forum havde åbnet for, at brugernes Facebook profiler, YouTube favourites, LinkedIN CV’er og WordPress/Blogger.com blogs kunne interagere med K-forum som omdrejningspunkt og kommunikation som fokus, så havde de efter min mening stået stærkere og sandsynligvis også fået flere faste brugere, end det er tilfældet i dag. Men den mening ved jeg også, at det langt fra er alle K-profiler, der deler :-).

Kig ind til vennerne i 3D

Har du nogensinde set en fed sofa hos en god ven eller veninde og tænkt på, om den ikke også ville se godt ud i din stue? Takket være ny teknologi fra firmaet 3Djam kan det snart lade sig gøre online. Firmaet er finalist i Computerworlds Edison konkurrence, og deres idé går ud på at skabe “verdens førende online community for boligindretning i 3D”.

Med et revolutionerende og brugervenligt tegneprogram kommer vi alle til at kunne tegne vores egen bolig i 3D på lyntid, hvorefter vi kan fylde vores hjem op med lækre møbler fra hele verden – helt gratis! Møbel-skabelonerne er nemlig stillet til rådighed af møbelproducenterne. 3Djam vil naturligvis linke videre til fx blogs om boligindretning og sites som eBay, hvor man kan købe møblerne. I fremtidsvisionen kommer vi også til at kunne gå på besøg i hinandens 3D-boliger via Internettet. 3Djam ambitiøse mål er at skabe en virksomhed med væksttal i størrelsesordenen med Skype og YouTube inden for fem år.

Umiddelbart kan jeg rigtig godt lide ideen. Jeg har ikke prøvet, hvor let tegneprogrammet er at bruge, men introduktionsvideoen er overbevisende lavet, og jeg kan sagtens forestille mig, at muligheden for at kombinere møbelskabeloner fra forskellige producenter vil falde i brugernes smag. I dag har flere bolighuse som fx IKEA og Bo Concept digitale tegneprogrammer, hvormed man kan fylde stuen op med deres møbler. Men hvis 3Djam kan blande det hele og samtidig give entusiaster mulighed for selv at designe møbelskabeloner og sælge dem videre, ja så kan der jo opstå en helt ny form for virtuel økonomi (og sikkert også en masse ny ballade om ophavsret :-)).


Ting jeg ikke nåede at kommentere i ugens løb

april 20, 2008

Pyh, selv med en forlænget weekend synes jeg at ugen fløj afsted! Men her søndag aften er der lige tid til at kigge tilbage på ugens begivenheder, før jeg laver ugens indlæg i min ordbog over sociale medier. Det var specielt tre ting i ugens løb, jeg fandt interessante.

Google Maps kombineres med YouTube videoer

I mandags kunne TechCrunch berette, at den populære søgetjeneste Google Maps nu har integreret videoer fra YouTube på kortene. Resultaterne af en søgning på fx hoteller i København på Google Maps giver i forvejen et nemt overblik med tegnestifter på det virtuelle kort, og disse søgeresultater kan altså nu linkes til videoer fra de pågældende virksomheder på YouTube. Løsningen dækker indtil videre kun firmaer men ikke private brugere, så indtil videre kan man som forbruger kun se videoer fra restauranter, museer, butikker osv. men ikke selv uploade en video fra ens yndlingspark eller lignende.

Jeg synes, at det er et virkelig smart eksempel på mashup af to af tidens populære tjenester online og glæder mig til at gå på opdagelse i København, efterhånden som forskellige virksomheder tager det i brug. Det ville fx være oplagt for Tivoli at linke til en stribe videoer fra forlystelseshaven (varieret efter årstiden naturligvis) og byens teatre kan vise bidder af, hvad de har på programmet. Restauranter kan friste med lækre billeder fra køkkenet (eller vinkælderen?), og man kan også sagtens forestille sig, at Wonderful Copenhagen går i gang med at uploade videoer fra de største turistattraktioner i stil med den her, de udgav for et år siden.

Twitter – don’t leave home without it

En anden nyhed fra TechCrunch i ugens løb, der fangede min opmærksomhed, handlede om den studerende James Karl Buck, der var blevet arresteret i Egypten for at fotografere ved en demonstration. James nåede at sende en Twitter besked med ordet “arresteret” til sine venner, som kontaktede både ambassaden og en række presseorganisationer og fik bevirket hans løsladelse dagen efter.

Note til selv: Afprøv Twitter ved nærmeste lejlighed og i hvert fald før du besøger hårdhændede politistater :-).

Fra blog til nyhed

Politiken lignede i fredags et interessant eksempel på, at blogs ofte er inspirationskilde til nyheder i diverse medier. I hvert fald havde Kim Elmose skrevet en glimrende introduktion til feed-oversigts tjenesten Netvibes, som bloggen dSeneste på Nettets skribent Søren Storm Hansen kort forinden havde bragt en lignende introduktion til.

Jeg er selv blevet Netvibes bruger efter at have rodet lidt rundt med Google Reader, som jeg først fik anbefalet et par steder. Men jeg må sige, at den fleksibilitet og designfrihed, som både Kim og Søren også beskriver, gør, at jeg klart foretrækker Netvibes indtil videre.