Ditte Okman får lov til at fortælle sin version af historien, mens medierne igen glemmer modparten – dem, det gik ud over. Det siger meget om, hvad vi i virkeligheden som mennesker interesserer os for.
Siden i går har bl.a. Ekstra Bladet og Berlingske Tidende bragt en forsmag på den tidligere pressemedarbejder i Venstre, Ditte Okmans, comeback-interview i Alt for Damerne, som udkom i dag. Opskriften er velkendt: fortæl din historie, vis lidt anger, græd ud, og så er du stueren igen og klar til vende tilbage til rampelyset.
Under overskrifter som “Jeg tudede i en måned” og “Jeg er ikke ond, men jeg var dum” gentager Ekstra Bladet og Berlingske Tidende Alt for Damernes mikrofonholderi i en stil, som er Reimer Bo værdig. Ditte Okman får lov til at fremstå sympatisk, angrende, menneskelig og ydmyg – alt hvad der skal til for at vinde offentlighedens tilgivelse og lægge historien bag sig. I den henseende er det et fint stykke PR-arbejde.
Også valget af Alt for Damerne er smart – af flere årsager. Ditte Okman blev kendt som heksen, der sagde nogle usædvanligt hårde ting om en anden kvinde. Nu får hun en mulighed for at tale direkte til de medsøstre, hun pissede af. Samtidig er Alt for Damerne et helt anderledes “blødt” medie end de blodtørstige sladderspalter, der sidste år med stor fryd holdt gryden i kog så længe som muligt.
Ikke desto mindre har Alt for Damerne en anseelig læserskare, der er god forberedelsestid til at forme historien og ingen mangel på spalteplads til detaljerne. Bemærk også signalværdien i den lille sløjfe på Okmans frakke – jo jo, der er skam lagt en helt bevidst stil langt fra sidste års party-fotos med sprutflasker og greb i barmen.
Sidst men ikke mindst udgør Alt for Damerne en ideel platform til både at sprede lidt teasere fra (er sket i Ekstra Bladet og Berlingske) og som afsæt for opfølgende interviews (kan forestille mig, at Ditte Okman gæster et eller flere bløde snakke-programmer på tv inden for den nærmeste tid).
En høj pris for et lille fejltrin
Personligt mener jeg, at den pris, Ditte Okman måtte betale for sine fejltrin, slet ikke var proportionel med hendes brøde. Sagen var for mig fagligt interessant (i hvert fald til at starte med), fordi den handlede om en pressemedarbejder hos et regeringsførende parti, som tilsyneladende ikke var sig bevidst om, at Facebook er (eller kan være) et offentligt medie. Men at vi kom derud, hvor Ditte Okman blev hele Danmarks boksepude, hvor hun måtte modtage dødstrusler, og hvor det pludseligt var socialt acceptabelt for alle at svine hende til i alle offentlige fora – det var både usmageligt og trist for den offentlige debatkultur.
Det er muligt, at Ditte Okman kom til at udstille sin indre svinehund, men offentligheden udviste til gengæld heller ingen hæmninger eller skam, da historien rullede. Derfor kan jeg godt unde Ditte Okman et comback – naturligvis kan jeg det. Men det interessante i denne historie er den journalistiske tilgang, som Alt for Damerne lægger til historien.
Vi er ligeglade med forargelsen og ofrene
Som vi også så med Reimer Bos berømte interviews med Stein Bagger og Rigmor Zobel, er der gode seer- eller læsertal i denne slags scoop. Det er god underholdning, og så glemmer vi, at både Stein Bagger og Rigmor Zobel er dømte kriminelle – ikke rollemodeller. En ven skrev til mig i går på Facebook: “Hvorfor interviewer Alt for Damerne ikke kioskdamen, det gik ud over?” Og det er faktisk et godt spørgsmål. Det har sandsynligvis noget at gøre med, at der er forskel på, hvad vi opfatter som ‘rigtigt’ (i en moralsk forstand) og hvad vi opfatter som ‘interessant’.
Ud fra et moralsk standpunkt var det sidste år nemt at tage afstand fra Ditte Okmans hårde ord om kioskdamen. Okman overskred en grænse, da hun offentliggjorde tanker af den slags, som størstedelen af os kun tør holde for os selv. Men netop fordi Ditte Okman er unik og på samme tidspunkt spejler en svinehund, vi alle indeholder og kan identificere os med, er hun den interessante person set med medieøjne. Vi er ikke interesserede i retfærdighed, vi gider ikke høre om, hvor hårdt det var for kioskdamen at læse om sig selv i alle landets medier på den måde – ikke sådan rigtigt. Nej, så er det meget mere interessant at høre en beretning fra en person, som (i værste fald) kunne være sket for enhver af os.
Den virkelig interessante historier her er, hvor hykleriske vi alle sammen i virkeligheden er, og hvordan vores såkaldte moral er til salg for en god tudetur og en undskyldning. Men det hænger nok også sammen med, at ramaskriget sidste år nåede offentlige højder, som det aldrig burde. 🙂
Ditte Okman er i øvrigt blevet selvstændig som kommerciel blogger på DitteOkman.dk
Foto: Alt for Damerne
Skrevet af Jesper Andersen 
Start snakken! 