Fantastisk social media marketing-research liste

oktober 21, 2008

Morten Saxnæs var så venlig på Twitter at poste dette link til bloggen Being Peter Kim, hvor Peter Kim med hjælp fra sine læsere har lavet en liste over 270 brands, der har eksperimenteret med eller anvender social media marketing.

Det er en guldgrubbe af informationer og case-studier – du kan fx læse om den amerikanske hær på Twitter, Eukanuba hundefodders YouTube tv-kanal, Absolut Vodkas bartenderkonkurrencer på Facebook eller Reeboks community for motionsløbere.

Reklamer

Darfur: Louis Vuittons PR-mareridt

april 29, 2008

Ved at lægge sag an mod et projekt, der skaffer penge til Darfur, har Louis Vuitton stukket hånden i en hvepserede.

Du har sikkert allerede læst om Louis Vuittons sagsanlæg mod designeren Nadia Plesner, som der har været skrevet en del om den sidste uges tid. Hvis ikke, så er historien kort, at den 26-årige danske designer Nadia Plesner har tegnet en håndtaske, der til forveksling ligner Louis Vuittons kendte design, i et billede på en række plakater og T-shirts, hvis salg genererer penge til nødhjælp i Darfur. Det bryder Louis Vuitton sig ikke om, og de har derfor lagt sag an mod Plesner, da hun ikke frivilligt vil stoppe sit velgørende foretagende.

Louis Vuitton kræver ifølge medierne 112.500 kroner i bøder om dagen, for hver dag Plesner gør følgende:

  1. Sælger sine T-shirts og plakater på sit website http://www.nadiaplesner.com/
  2. Fremviser brevene fra Louis Vuitton på det nævnte website
  3. Anvender navnet “Louis Vuitton” på det nævnte website!!

Sagen har fået global medieomtale, og støtteerklæringer fra hele verden strømmer ind på Plesners hjemmeside. Bloggerne og internetaktivisterne er aktivt i gang med at svine Louis Vuitton til i diverse fora, og for et par dage siden sprang også mindst tre Facebook grupper frem til støtte for Nadia Plesner. På Google er der allerede over 61.000 hits på “LV+Darfur”, 39.000 hits på “Louis Vuitton+Darfur” og blandt de første 10 hits på “Louis Vuitton” dukker nyheden om den sagsøgte kunstner op to gange (i hvert fald i Danmark).

Nadia Plesners tegning

Hele sagen er begyndt at minde om et regulært PR-mareridt for Louis Vuitton. Det er specielt faldet de kritiske masser for brystet, at Louis Vuitton sagsøger et non-kommercielt projekt, der skal rejse penge til nødlidende i Afrika, og at summerne i sagsanlægget er så astronomiske. Før medieomtalen (og dermed salget af T-shirts) rigtig tog fart, havde Simple Living kun skaffet omkring 20.000 kroner til Darfur. Det beløb må forventes at være steget betydeligt de sidste par uger.

Uden at jeg skal kloge mig for meget på copyrights og jura, har jeg svært ved at se, at Louis Vuitton har en sag her. Eftersom tegningen kun minder om en Louis Vuitton taske, salget af T-shirtene ikke konkurrerer med Louis Vuittons eget salg af varer og der er tale om et non-profit foretagende, er der efter min overbevisning ikke meget at komme efter. Og kravet om at Plesner ikke må fremvise breve, Louis Vuitton selv har sendt hende, eller skrive deres firmanavn på hendes website, virker direkte i strid med loven om ytringsfrihed.

Men hvorfor har Louis Vuitton så reageret så voldsomt over for det lille filantropiske firma? En forklaring kan være præcedens i forhold til kommende retsopgør. Fjollet eller ej så er specielt store, internationale virksomheder nødt til at tage selv opfattede krænkelser af deres copyright alvorlige, da de ellers kan bruges senere af en modpart i retten (“dengang reagerede I ikke, hvorfor så nu?”).

Uanset bevæggrunden så virker håndteringen af sagen fra Louis Vuittons side klodset og ikke ordentligt gennemtænkt. De har formået at få pisket en stemning op i medierne og har ligefrem vakt internetaktivisterne op til kamp. Flere steder, som på bloggen detfalskested.dk og på Facebook, går opfordringer igen til at genere Louis Vuitton ved at fremprovokere negative søgeresultater igennem linkaktivisme, købe Simple Livings T-shirts og boykotte Louis Vuittons produkter.

Louis Vuitton kunne have undgået hele denne affære ved at tage bestik af situationen og i stedet for at bede Plesner om at droppe sit foretagende så støtte det. De kan ikke løbe fra, at de som virksomhed sælger varer, der ligger i den absolutte luksus-ende af skalaen. Det kan godt være, at Louis Vuitton ikke bryder sig om at se deres design anvendt som kulturikon sat sammen med et sultende barn, men hvis de i det mindste havde anerkendt, at det var det, det var – et kulturikon og symbol på vor tids rigdom – så kunne de have vendt historien til noget positivt.

Rockidoler og filmstjerner er konstant fremme og tale Afrikas sag, uden at de af den grund behøver at undskylde for, at de selv tjener styrtende med penge. Bono har endda været nomineret til en Nobel Pris for sin godhed, selv om han beskyldes for at gemme penge i et skattely. Hvis Louis Vuitton ikke kunne undlade helt at reagere – af hensyn til fremtidig jura – så kunne de have indgået en aftale med Simple Living om, at produktionen af T-shirts var med deres viden og accept på betingelse af, at projektet forblev non-profit og overskuddet fortsatte med at gå til Darfur.

Det er vanskeligt at se, at Louis Vuitton har ret mange muligheder lige p.t. Bloggere skal nok holde liv i historien om sagsanlægget, indtil det enten bliver droppet eller der indgås en form for forlig. Allerede nu står advokater i både Holland og Frankrig parate til at hjælpe Plesner med at håndtere sagen – gratis – og hvis en egentlig boykot af Louis Vuittons produkter begynder, kan sagen ende med at blive en langt større hovedpine for modehuset, end de er villige til at kæmpe med.

Under alle omstændigheder bliver det spændende at følge sagen videre frem.