Græd ud og gør comeback – Ditte Okman returns

Ditte Okman får lov til at fortælle sin version af historien, mens medierne igen glemmer modparten – dem, det gik ud over. Det siger meget om, hvad vi i virkeligheden som mennesker interesserer os for.

Siden i går har bl.a. Ekstra Bladet og Berlingske Tidende bragt en forsmag på den tidligere pressemedarbejder i Venstre, Ditte Okmans, comeback-interview i Alt for Damerne, som udkom i dag. Opskriften er velkendt: fortæl din historie, vis lidt anger, græd ud, og så er du stueren igen og klar til vende tilbage til rampelyset.

Under overskrifter som “Jeg tudede i en måned” og “Jeg er ikke ond, men jeg var dum” gentager Ekstra Bladet og Berlingske Tidende Alt for Damernes mikrofonholderi i en stil, som er Reimer Bo værdig. Ditte Okman får lov til at fremstå sympatisk, angrende, menneskelig og ydmyg – alt hvad der skal til for at vinde offentlighedens tilgivelse og lægge historien bag sig. I den henseende er det et fint stykke PR-arbejde.

Også valget af Alt for Damerne er smart – af flere årsager. Ditte Okman blev kendt som heksen, der sagde nogle usædvanligt hårde ting om en anden kvinde. Nu får hun en mulighed for at tale direkte til de medsøstre, hun pissede af. Samtidig er Alt for Damerne et helt anderledes “blødt” medie end de blodtørstige sladderspalter, der sidste år med stor fryd holdt gryden i kog så længe som muligt.

Ikke desto mindre har Alt for Damerne en anseelig læserskare, der er god forberedelsestid til at forme historien og ingen mangel på spalteplads til detaljerne. Bemærk også signalværdien i den lille sløjfe på Okmans frakke – jo jo, der er skam lagt en helt bevidst stil langt fra sidste års party-fotos med sprutflasker og greb i barmen.

Sidst men ikke mindst udgør Alt for Damerne en ideel platform til både at sprede lidt teasere fra (er sket i Ekstra Bladet og Berlingske) og som afsæt for opfølgende interviews (kan forestille mig, at Ditte Okman gæster et eller flere bløde snakke-programmer på tv inden for den nærmeste tid).

En høj pris for et lille fejltrin

Personligt mener jeg, at den pris, Ditte Okman måtte betale for sine fejltrin, slet ikke var proportionel med hendes brøde. Sagen var for mig fagligt interessant (i hvert fald til at starte med), fordi den handlede om en pressemedarbejder hos et regeringsførende parti, som tilsyneladende ikke var sig bevidst om, at Facebook er (eller kan være) et offentligt medie. Men at vi kom derud, hvor Ditte Okman blev hele Danmarks boksepude, hvor hun måtte modtage dødstrusler, og hvor det pludseligt var socialt acceptabelt for alle at svine hende til i alle offentlige fora – det var både usmageligt og trist for den offentlige debatkultur.

Det er muligt, at Ditte Okman kom til at udstille sin indre svinehund, men offentligheden udviste til gengæld heller ingen hæmninger eller skam, da historien rullede. Derfor kan jeg godt unde Ditte Okman et comback – naturligvis kan jeg det. Men det interessante i denne historie er den journalistiske tilgang, som Alt for Damerne lægger til historien.

Vi er ligeglade med forargelsen og ofrene

Som vi også så med Reimer Bos berømte interviews med Stein Bagger og Rigmor Zobel, er der gode seer- eller læsertal i denne slags scoop. Det er god underholdning, og så glemmer vi, at både Stein Bagger og Rigmor Zobel er dømte kriminelle – ikke rollemodeller. En ven skrev til mig i går på Facebook: “Hvorfor interviewer Alt for Damerne ikke kioskdamen, det gik ud over?” Og det er faktisk et godt spørgsmål. Det har sandsynligvis noget at gøre med, at der er forskel på, hvad vi opfatter som ‘rigtigt’ (i en moralsk forstand) og hvad vi opfatter som ‘interessant’.

Ud fra et moralsk standpunkt var det sidste år nemt at tage afstand fra Ditte Okmans hårde ord om kioskdamen. Okman overskred en grænse, da hun offentliggjorde tanker af den slags, som størstedelen af os kun tør holde for os selv. Men netop fordi Ditte Okman er unik og på samme tidspunkt spejler en svinehund, vi alle indeholder og kan identificere os med, er hun den interessante person set med medieøjne. Vi er ikke interesserede i retfærdighed, vi gider ikke høre om, hvor hårdt det var for kioskdamen at læse om sig selv i alle landets medier på den måde – ikke sådan rigtigt. Nej, så er det meget mere interessant at høre en beretning fra en person, som (i værste fald) kunne være sket for enhver af os.

Den virkelig interessante historier her er, hvor hykleriske vi alle sammen i virkeligheden er, og hvordan vores såkaldte moral er til salg for en god tudetur og en undskyldning. Men det hænger nok også sammen med, at ramaskriget sidste år nåede offentlige højder, som det aldrig burde.🙂

Ditte Okman er i øvrigt blevet selvstændig som kommerciel blogger på DitteOkman.dk

Foto: Alt for Damerne

11 svar til Græd ud og gør comeback – Ditte Okman returns

  1. WilliamJansen siger:

    Jeg mener at kiosk-damens tavshed burde være Ditte Okmans cue til ikke at grave den afdøde historie op fra dens hvilested.

    Hun har en ukrænkelig juridisk ret til at tage en medie-turné. Hun har ikke en moralsk ret til først at svine et med-menneske til i fuld offentlighed, og så fare ud i ugeblade og aviser for at rippe op i fortiden. Den historie burde være sluttet med kioskdamens værdige tavshed.

    Når det så er sagt, så ønskes Ditte Okman et langt og lykkeligt liv, masser af kærlighed og en succesfuld karriere.

  2. Jesper siger:

    Men kioskdamens tavshed skyldes måske også, at der ikke er nogen medier, som har en kommerciel interesse i at bringe hendes historie?

  3. Rasmus siger:

    Hvem er offer?

    Som vanligt velformuleret og nuanceret. Dog må jeg ærligt indrømme, at jeg synes du vender problemstillingen lidt på hovedet. Kan faktisk ikke forstå din tilgang.

    Javel, det var stupide kommentarer hun kom med på Facebook, men det i sig selv, er vel næppe angribeligt.

    Javel, det var dybt usympatisk, at lange ud efter navngivne personer, men igen; hvem forfalder ikke til en grim kommentar om andre fra tid til anden? Alle sladrer – og når vi forfalder til ondsindet sladder, skal vi sige undskyld.

    Javel, det er skræmmende, at en professionel kommunikatør ikke har forstået offentlighedsniveauet i sociale medier, men hvem kan ærligt sige, at de til fulde overskuer hvor langt (eller kort) man kan/bør gå i slige online-fora?

    Den interessante vinkel er i mine øjne, at vi alle fra tid til anden har behov for at bede om syndsforladelse – og især, at blive givet den. Det gælder både fra den skadevoldte (i eksemplet en kioskmedarbejder) og fra den eksterne kreds eller offentlighed, der har rejst sig i mere eller mindre velbegrundet harme. Det er et grundvilkår ved den menneskelige eksistens – og en hjørnesten i flere religioner.

    Hvis præmissen er Okmans misforståelse af offentlighedsniveauet, var det jo aldrig meningen, at skabe ofre. Det var ”bare” ondsindet sladder bag offerets ryg – usympatisk og skidesynd for kioskmedarbejderen, men vel næppe en forbrydelse der berettiger den totale samfundsudstødelse eller umuliggør syndsforladelse i al fremtid.

    Jeg synes heller ikke, at der er tale om mikrofonholderi. Faktisk brugte en del medier lejligheden til at køre et extended disco re-mix af de værste Okman udtalelser. Så den apology tour var vist ikke just omkostningsfri.

    Jeg synes du har ret i, at konsekvenserne for Okman var ude af proportion – faktisk mener jeg, at det var det interessante. At måtte gå bodsgang ad de samme veje, der harmdirrende summede med på ”Okman-gate”.

    Jeg læser ikke ”Alt for Damerne”, jeg kender ikke Ditte Okman og jeg er ærlig talt ligeglad med hvad hun synes om sine omgivelser. Jeg ved til gengæld, at der kan opstå en situation, hvor jeg har behov for at sige undskyld og blive tilgivet (Faktisk tror jeg min mange i min omgangskreds vil kalde det en underdrivelse af dimensioner). Ligeledes ved jeg, hvordan det er, at være i orkanens øje. Det er hårdt i professionel sammenhæng, men hvis det gik på min person, er jeg ikke sikker på, at jeg kunne nøjes med at ”tude i en måned”.

    Jeg vil slutte med at kvaje mig og pege fingre, så jeg kan sige undskyld senere. Skylden tilhører den usympatiske pseudojournalist og evige mentale skruebrækker til Michael Jeppesen og den type journalistik han repræsenterer. (Undskyld Michael)

    I mine øjne er dette et eklatant eksempel på visse mediefolks eklatante mangel på forståelse af den magt de forvalter. Det bliver klassisk dækket ind af misforståede væsentlighedskriterier og en ”Hvis de ikke kan klare mosten…”-attitude. Blot fordi en person har et job i en politisk pressetjeneste bliver det sgu ikke relevant at diskutere hendes personlige moral og eksistensberettigelse i nationale medier på baggrund af tumpede bemærkninger udgydt i en misfortolkning af hendes egen privatsfære.

    Hun var et fjols, men hun skal naturligvis tilgives før eller siden.

  4. Jesper siger:

    Tak for den fyldige kommentar Rasmus!

    Du kan have ret i, at der er noget selvmodsigende i indledningvis at tale om “glemte ofre” og så længere nede melde ud, at Ditte Okman i det store hele slet ikke fortjente den medfart, hun fik. Nogle gange hænder det, at mine tanker strejfer lidt, mens jeg skriver.

    Men der er pokkers mange interessante vinkler i den her historie (case). Som du selv påpeger, udstiller det i den grad mediernes tvetydighed og måske manglende moral, at de både faciliterer “renselsesritualet” uden indvendinger eller kritiske spørgsmål – og samtidig gentager alle de gamle updates, som sendte Okman i unåde.

    Måske er det deres egen opfattelse af “fair and balanced”? For mig vidner det om, at man altid kan synke lidt lavere, hvis der gode læsertal i det…

    Da jeg læste Okmans interview i AfD, var det, der slog mig mest, hvordan hun beskrev, at mange af de journalister, som gladeligt gav hende kniven, var gamle venner og tidligere kolleger! Nogle gange virker det som om (på mig i hvert fald) at journalister føler et behov for at understrege deres uafhængighed af dem, de dækker, ved at gå ekstra hårdt til dem? Og det er vel ikke hensigtsmæssigt og balanceret?

    Hvad angår bemærkningen om “mikrofonholderi”, så synes jeg, at den er berettiget. Okman får et fripas til at fortælle sin version i AfD, og hendes egne indrømmelser af skyld og dumhed er tilstrækkelig til, at journalisten ikke spørger yderligere ind til, hvad der efterfølgende er sket med fx kioskdamen eller om Okman har konfronteret andre af “ofrene” og undskyldt.

    Men AfD har jo heller ikke tradition – mig bekendt – for at levere skrappe interviews og holde den interviewedes fødder over ilden, så på den måde er det ikke et forrædderi over for de trofaste læsere. Det var bare en observation omkring forskelligheder i det journalistiske miljø.

  5. Jesper siger:

    Dette er lidt af en overraskelse: Ditte Okman er gæstebloggger på Michael Jeppesens nye sladder-blog Den Fri?!!

    http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article1483864.ece

  6. mette siger:

    Kan I huske bøllen i klassen? Hvis læreren fangede hende i at nive eller håne eller sende lede sedler rundt – så hulkede hun støjende, som om hendes hjerte skulle briste. Men hun kom sig ganske hurtigt. (Og blev mere fiks på fingrene.)

    • Rasmus siger:

      Og læreren er så Jeppesen og Ekstra Bladet, angeren er pivfalsk, og straffen kun rimelig? G-sus – tror sgu ikke jeg ville holde 5 minutter under din form for retfærdighed.

  7. SG siger:

    Selvom jeg synes Okman skulle bøde for mere end der var retfærdigt, så synes jeg virkelig hun fremstår som et usympatisk menneske – selv når hun siger undskyld. Ja, vi kan allesammen godt lukke galde ud en gang imellem, men at skrive at en man ikke lige bryder sig om er psykisk syg og efterfølgende tilføje “Har lyst til at kvæle hende langsomt. Hvis hun dog bare kunne lukke sin forudsigelige røv en gang imellem…” – det gør man ikke og det er de færreste der gør. Jeg siger oftes min uforbeholdne mening, men den kommer i hvert fald ikke ud på den måde.

    Og istedet for hun render rundt og undskylder så skulle hun måske prøve at finde ud af hvorfor hun overhovedet har sagt sådanne ting. “Jeg var dum” holder ikke!

  8. Jesper siger:

    Hej Stine, tak for kommentaren!

    Jeg kan godt følge dig. Det har overrasket mig, at hun blogger med overskrifter som “Taget i røven, og ikke af min mand!” Det får mig til at undre mig over, hvem der kan have interesse i at hyre hende som commercial blogger, når der konstant bruges et så bramfrit sprog.

    Nu er jeg ikke bonert, slet ikke, men jeg har svært ved at se mange brands forenes med Dittes stil…

  9. SG siger:

    At provokere er godt. Det får folk til at tænke. Men der er forskel på provokation og hvad jeg vil kalde direkte mobning. Og nu tænker jeg stadig på sagen fra sidste år.

    Præcis. Jeg skulle da i hvert fald ikke sættes i forbindelse med hende, jeg har svært ved at forestille mig hvilke positive ting der skulle komme ud af det🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: