Først den ene vej…

oktober 7, 2008

For nogle uger siden var der en livlig diskussion af, hvorvidt de danske bloggere var indstillet på at arbejde sammen med PR-bureauer. Diskussionen var afstedkommet af en analyse fra Cision, der blev bragt i bl.a. Dagbladet Børsen. Analysen konkluderede, at “danske bloggere er generelt positivt indstillede på at modtage henvendelser fra pr-folk, ikke mindst hvis henvendelserne er målrettede” (se hele analysen her).

Den analyse – og den efterfølgende artikel i Børsen og andre steder – startede en ophedet diskussion i blogosfæren (eksemplificeret på Det Levende Ord, Ernst Poulsen’s Weblog og Medieblogger) af, hvorvidt det nu også var et sandfærdigt billede af blogosfæren. Som det fremgår af de ovenstående links, var der delte meninger om undersøgelsens validitet, metode og konklusioner. Men selv om dele af blogosfæren talte analysen imod, kørte medier som MediaWatch gladeligt videre med Børsens vinkel.

Og så den anden vej…

Og nu er tiden så kommet til at et andet medie – Berlingske – skal mene det modsatte. Sjovt nok fangede jeg igen nyheden hos MediaWatch, der ikke ser nogen trang til at kommentere, at de d. 24. september bragte den stik modsatte nyhed. Det havde ellers været en god service for læseren.

Men altså, på Business.dk kan man læse artiklen “Bloggere kan blive millionærer”, hvori Christian Bogh fra Rescu Kommunikation citeres for at kalde danske bloggere “berøringsangste” over for pr-branchen. Resten af artiklen er i øvrigt hovedsageligt – set med mine øjne – ny suppe kogt på gamle ben, idet den fortæller om svenske Blondinbella, der tjener millioner på sin teenageblog.

Business.dk inddrager sjovt nok faktisk også Thomas Telving fra Cision med en kommentar, men skyder ham i skoene, at Cisions undersøgelse skal “tages med et forbehold”, da den ikke er repræsentativ.

Undskyld mig, Business.dk, men er Christian Bogh’s meninger om danske bloggere (korrekt eller ej) “repræsentativ”?? Hvorfor er det god journalistik at viderebringe personlige vurderinger men kritisabelt at gå ud med en ikke-skudsikker undersøgelse?

Markedsføringskroner eller ej…

Afslutningvis vil jeg blot opfordre dig til at besøge Det Levende Ord og læse Kristians glimrende indlæg “Lovgivning om markedsføring på blogs”. Det er solid research og spændende indsigt, som både journalister og analytikere måske skulle have skævet til tidligere i processen. Det havde nok hjulpet til at gøre klart, hvad vi egentlig taler om, når vi snakker om PR og bloggere og hvor grænserne går.

Reklamer

Learning by NOT doing

april 1, 2008

PR-bureauer mangler blogerfaring kunne man i sidste uge læse på Business.dk. Artiklen tager udgangspunkt i en undersøgelse, Rescu Kommunikation har lavet af danske PR-bureauers brug af corporate blogs.

Artiklen citerer Rescu for at konstatere, at kun syv ud af 58 bureauer har en blog eller er ved at opbygge en. Det er paradoksalt, mener Rescu Kommunikations direktør Christian Bogh, der udtaler til Business.dk: ”…det kan undre, hvor bureauerne får erfaringer fra til at rådgive om blogs, når de ikke selv bruger dem”.  

Nu er det jo altid sjovt at se en fagmand benytte en af fagets gamle travere (”ny undersøgelse viser at…”) til at skabe lidt opmærksomhed – i dette tilfælde om hans egen virksomhed. Men jeg synes ikke, det hænger sammen at sige, at de danske blog-rådgivere ’ikke har noget på’.  

Christian Bogh og brancheforeningens formand Niels Rasmussen nævner begge i artiklen en række grunde til ikke at have en corporate blog i virksomheden – bl.a. mangel på tid, ressourcer eller noget relevant at sige. Og alle tre ting har garanteret indflydelse på manglen på corporate blogs i PR-Danmark. 

Men hænger rådgivningsevner og egen blog nødvendigvis sammen? Det mener jeg ikke. Som rådgiver har jeg aldrig styret en børsnoteret virksomhed igennem en krise, men det betyder ikke, at jeg ikke kan være kvalificeret til at rådgive om kommunikation i en krisesituation. Christian Boghs filosofi er tilsyneladende ’learning by doing’, men i min verden kommer læring ikke kun af praktisk arbejde men også af fordybelse, af at studere cases, og af at lytte til andres erfaringer.  

Jeg synes også, at præmissen for Christian Boghs konklusion er mangelfuld, idet han fortæller, at hans undersøgelse ikke tæller ”enkeltstående private blogs, skrevet af danske PR-folk” men kun PR-bureauernes corporate blogs. Med andre ord så talte GCI Mannovs officielle bureau-blog med i undersøgelsen (inden den blev nedlagt, netop af de førnævnte grunde), men mine kollegers blogs og min egen gælder altså ikke.  Men det holder ikke at sætte lighedstegn mellem en (PR)-direktørs corporate blog og så hans/hendes ansattes grundlag for at rådgive om blogs, samtidig med at man blankt ignorerer den enkelte rådgivers all-round erfaring.  

Jeg vil desuden sige, at for at forstå blogs som fænomen, og de farer og det potentiale de udgør for en virksomhed, så er det efter min mening vigtigere at læse blogs end selv at skrive en. Virksomheder, der lytter til deres interessenter og følger med i, hvad de har på hjerte, vil være langt bedre rustet til at gå i dialog end en virksomhed, der holder taler i en corporate blog, som nok de færreste alligevel læser.