I dag er Blog Action Day 2008

oktober 15, 2008

I dag er det Blog Action Day 2008 – den årligt tilbagevendende dag, hvor bloggere over hele verden søger at forenes for at sætte fokus på en fælles sag. I år er sagen fattigdom.

Fattigdom er ikke noget, jeg tænker meget over i hverdagen. Jeg har ganske vist investeret nogle tusinde kroner i mikrolån i Afrika igennem danske MyC4, men det er mest fordi, jeg godt kan lide konceptet. Jeg får desværre ikke fulgt så meget op på investeringerne, som jeg egentlig gerne ville. Måske er det fordi, vi har en tendens til at tænke, at fattigdom er noget, der kun findes langt, langt væk, at de fleste af os ikke bekymrer os om det i hverdagen?

Men det er ikke kun langt væk, at fattigdommen er udbredt. Som Marius Eriksen skriver, så er Norge det rigeste land i verden. Alligevel lever 500.000 nordmænd ud af 4,7 millioner under EU’s fattigdomsgrænse! Og i Danmark er situationen garanteret heller ikke så rosenrød, som vi går og bilder os selv ind.

En video, der for noget tid siden gav mig et chok over den globale fattigdom, er den her: The Miniature Earth. Se den engang og lad tallene trænge helt ind…

Her er ting, DU kan gøre i dag, for at afhjælpe på fattigdom:

  1. DEL inspirationen. Brug Digg, Delicious, ShareThis og andre værktøjer til at sende budskabet og gode råd videre.
  2. GØR noget. Giv et bidrag til din favorit-organisation, der bekæmper fattigdom.
  3. GIV hjælp til selvhjælp. Opret et mikrolån – fx hos MyC4 – og vær med til at give andre en mulighed for at klare sig selv.
  4. Læs blogposten 88 måder at gøre noget ved fattigdom lige nu

På sitet blogactionday.org kan du læse om projektet og tilmelde din egen blog, hvis du vil deltage i projektet.

Reklamer

Røde Kors laver katastrofe-blog og bruger Twitter

juni 17, 2008

American Red Cross relief effort I disse dage oplever Iowa og nabostaterne en oversvømmelseskatastrofe, hvis lige ikke er set i mange år. Store dele af majshøsten er truet og titusinder er på flugt fra deres oversvømmede hjem.

Midt i al elendigheden har American Red Cross oprettet en katastrofeblog, hvor man i ord og billeder kan følge vandets rasen, hjælpeindsatsen og lokalsamfundenes kamp mod tiden. Som en ekstra smart ting har de lavet et rss feed for hvert katastrofeområde, så beboerne hurtigt får de seneste nyheder, alarmer, advarsler og informationer om nødhjælpsindsatsen.

NGO’er langt fremme i brugen af sociale medier

Desuden har Røde Kors oprettet en Twitter konto, som udsender links til audio klip fra Utterz med interviews fra katastrofeområdet i et omfang, som de traditionelle nyhedsmedier slet ikke kan følge med i. Situationen er endnu et ganske interessant eksempel på, at NGO’erne ofte er længere fremme i at indtænke brugen af sociale medier til at sprede ikke kun nyheder men også budskabet om brug for hjælp end mange store virksomheder er.

Tak til Kristian Levring Madsen for tippet om Jeremiah Owyangs blogpost om emnet.

Illustration fra American Red Cross.


Ugen der gik: Post Danmarks blog-hari-kiri og Microsoft spår bladdød

juni 7, 2008

Steve Ballmer, CEO i Microsoft, deltog i går i en morgenmad seance med Washington Posts redaktører, hvor han talte om Microsofts fremtid og hans syn på digitale medier. Her proklamerede han frejdigt, at om 10 år vil der ikke være flere printmedier – alle nyheder vil være IP-baserede i stedet for leveret i fx aviser og magasiner. (Se klippet (nr. 3 “The Future of Advertising”) og flere klip fra dette møde her). Det var nok ikke lige det, Washington Post havde håbet på at høre, men Ballmer har et par gode pointer omkring udviklingen i forbrugernes efterspørgsel og medieforbrug. TechCrunch’s blogger Erick Schonfeld stiller sig dog tvivlende over for, at print vil uddø så hurtigt. I stedet ser han for sig, at print vil genopfinde sig selv med et nyt forretningsgrundlag.

Post Danmark fik utrolig hård start i blogosfæren

Næppe havde Post Danmark annonceret, at de ville starte en blog for at gå i dialog med forbrugerne, før eksperter stillede sig skeptiske og afventende over for det nye initiativ. Når man besøger bloggen her, fornemmer man, at det er en frygtindgydende omfattende opgave, kommunikationschef Lars Kaspersen har kastet sig ud i. Der er ganske vist en del lykønskninger fra folk i kommunikationsbranchen blandt kommentarerne, men der er også adskillige indlæg, som burde have været sendt til kundeservice i stedet. Og så er der den faglige kritik af bloggens form og opbygning.

Men det værste, synes jeg faktisk, er de mange skeletter, der vælter ud af skabet i form af indlæg fra tidligere medarbejdere. Selvfølgelig gør nettets anonymitet det nemt for enhver med et horn i siden på Post Danmark at skrive de mest horible ting, men hvis bare lidt af det, der står i kommentarerne, er sandt, må man spørge sig selv, om Post Danmark har begået PR-hari-kiri ved at åbne dette nye talerør? Se fx hvad Peter Andersen skriver:

“…var selv ansat i virksomheden [Post Danmark, red.] tilbage i 2006 men fik en brat afsked idet jeg stillede spørgsmålstegn ved at man smed adresseløse forsendelser ud i stedet for at omdele dem. Eller sagt på anden vis, Post Danmark tager sig godt betalet via sine erhvervskunder og i stedet for at omdele disse på alle distrikter ja så røg de i containeren. Jeg kan kun opfordre til at man skulle prøve at gå forbi et af distributionscentrene i landet og kigge ned i an af disse røde containere så vil man blive overrasket over mængden der blivger smidt ud. I min verden er det ikke sund og etisk foretning…”

AV!

Det bliver spændende at se, hvordan Post Danmarks blog vil udvikle sig i fremtiden, og om de formår rent faktisk at forbedre virksomhedens plettede image målbart. Men held og lykke herfra!

Ville du købe slik af denne mand?

Prisen for sjoveste citat i pressen går til Allan Pedersen, direktør i Euro-candy, der d. 27. maj fik ørerne i maskinen hos Politiken Tjek, fordi Fødevarekontrollens Rejsehold havde opdaget, at hans firma havde ompakket gammelt slik og givet det ny datomærkning.

Da Allan Pedersen skal forsvare sig i avisen udtaler han blandt andet om Euro-Candys sukkerkugler: “Jeg er 53 år, men selv om man gemte dem til jeg blev 90, ville jeg stadig ikke tøve med at spise dem. Det er rent sukker, og de har været varmet så meget op, at de ikke kan indeholde bakterier. Desuden er de fra Kina og sikkert smækfyldt med kemikalier. De kan overleve en atomkrig!” 🙂

Et lille tip til alle virksomheder, der er udsat for kritik: Når du skal forsvare dig, så tænk igennem om dit budskab åbner din flanke og gør dig sårbar et andet sted. Allan Pedersen tror måske, at han har fået lukket diskussionen om datomærkningen. Til gengæld har han i en tid med fedmedebat og sukkerhysteri åbnet for en lang række andre PR-problemer.


Den personlige kamp føres videre på YouTube

juni 3, 2008

Du har måske allerede set Tricia Walsh Smith’s video på YouTube, som hun lavede, da hendes rige mand forsøgte at smide hende ud af deres fælles lejlighed i New York uden at have grund til skilsmisse. Klippet og de efterfølgende indslag blev til en sørgelig føljeton på nettet, hvor menneskeskæbner blev trukket gennem sølet til hundredetusinder af seeres fornøjelse.

Sladder og grove afsløringer har tidligere været forbeholdt de kulørte blade og aviser og har derfor primært centreret sig omkring kendte personer. Men nu ser vi en ny tendens til, at personlige opgør og skandaleagtige afsløringer også folder sig ud på internettet. Forbrugere revser virksomheder, de har set sig sure på, og personer kan uden filter eller frygt for injurielovgivningen lade deres meninger om hinanden komme til udtryk – til andres skade og vores underholdning.

Mor kæmper mod tvangsfjernelse

Det seneste eksempel på en personlig kamp, der bliver ført videre på YouTube, er Marianne Truelsens kamp for at få hendes tvangsfjernede søn igen. Nyhedsmagasinet Danske Kommuner beskrev historien i dag, og Marianne Truelsen har også været på TV2 Øst for nyligt.

I videoklippet på YouTube anklager Marianne Truelsen flere navngivne kommunale ansatte og langer også hårdt ud efter sin søns plejefamilie, sin advokat og andre.

Klippet er blevet set lidt over 1100 gange i løbet af den sidste måned, og du kan følge kommentarerne, Marianne Truelsen har modtaget på sin video, her.

Internettet – kan det frie ord blive for frit?

Denne seneste historie er naturligvis tragisk og minder derfor ikke ret meget om fx Tricia Walsh Smith’s saftige afsløringer fra et forlist ægteskab, men de to eksempler har det til fælles, at de begge benytter, at ytringsfriheden på internettet i mange henseender måske er en kende for fri. Injurielovgivningen gælder i nogle tilfælde, hvis man fx driver et online forum, hvor folk kan skrive indlæg. Men hvad med videoklip? Hvad med podcasts?

Uanset hvad man kan anklages for at have gjort, er der en risiko for samfundet forbundet med at undlade at gøre det strafbart at rette personlige angreb via video på internettet. Det åbner for hetz og justitsmord og personlige tragedier. Som sagsbehandler bør man som et jobkrav kunne vide sig tryg over for at blive hængt ud på internettet på denne måde.


Ødelægger internettet vores kultur og økonomi? – Andrew Keen gæstede “Den 11. time”

maj 13, 2008

Mandag d. 5. maj gæstede forfatteren Andrew Keen DR2’s program “Den 11. Time”. Keen er bl.a. forfatter til bogen “The Cult of the Amateur – how today’s internet is killing our culture”. (Se hele udsendelsen, 28 minutter, her).

Andrew Keen er en meget kontroversiel person i Sillicon Valley, fordi han er en slags anti-revolutionær, der begræder internettets ødelæggende indflydelse på vores samfund – specielt den fordummende effekt på vores kultur, spredningen af talentløst content og forherligelsen af amatøren på bekostning af den professionelle mediemedarbejder – journalisten, redaktøren, forlæggeren, fotografen og musikklipperen.

Det er en spændende udsendelse, synes jeg, fordi Andrew Keen virker meget velformuleret og logisk argumenterende. Keen ser ud til at nyde sin status som “internettets fjende nr. 1”, fordi det gør ham til noget særligt i en verden, hvor den brede holdning går imod ham og hylder internettets fremskridt og muligheder med Web 2.0. Han er ikke bange for at indrømme, at han er en nostalgiker og partisk til fordel for “de traditionelle medier”, samt at hans bog er en bevidst provokation skrevet med det formål at skabe en debat. Og det må man sige, at han har haft held til.

Retorisk dygtig men ensidigt argumenterende

Jeg har set klippet fra Den 11. Time en håndfuld gange nu, fordi jeg bliver ved med at opdage nye nuancer i Keens retorik, hver gang jeg går det igennem. Jeg vil her prøve at opremse Keens hovedargumenter og påstande:

  1. Ved at give alle personer midlerne til at udgive sig selv på internettet i form af tekst, videoer og musik ødelægger Web 2.0 vores kultur og vores medieøkonomi. Gratis brugerskabt indhold af generelt meget lav kvalitet bliver forherliget som “sandhed” og ødelægger levebetingelserne for de etablerede nyhedsmedier, pladeselskaber og filmproducenter, fordi mennesker ikke længere vil betale for kvalitet men er tilfredse med amatøragtige videoklip, løse rygter og talentløs musik.
  2. Web 2.0’s stiftere er anti-autoritære ex-hippier med inspiration i marxisme og en religiøs holdning til informationsfrihed, som anser de professionelle mediefolk for at være elitære censorer, der ønsker at have monopol på meninger og indhold.
  3. Hele grundlaget for at talent kan blive opdaget og finpudset forsvinder, fordi der ikke er ressourcer til at aflønne de professionelle fagfolk, der før har stået for den slags. Jo længere alverdens internetbrugere bare stjæler musik, tekst, billeder og film, som burde være beskyttet af rettigheder, desto mere udhuler vi vækstgrundlaget for de virkelige talenter, indtil der til sidst kun er amatørlavet indhold på alle kanaler.
  4. Medier uden professionelle nyhedsformidlere, redaktører, fakta-tjekkere, researchere med en faglig uddannelse er utroværdige. Der skal være en “gatekeeper”, ellers spreder vi bare rygter og løgne.
  5. Jo mere vi fodrer internettet med informationer om os selv, desto mere er vi på vej mod et Big Brother samfund, hvor det ikke er Staten men Google og andre Web 2.0 giganter, der pludselig ved alt om os og styrer vores liv.

Den reklamedrevne medieverden

Umiddelbart er det nemt at skyde Keen i skoene, at han er en forstokket, sur mand, der er bitter over hans egen manglende succes som web-entreprenør. Men jeg synes, at han trods alt har fat i nogle interessante pointer, selv om jeg ikke når frem til alle de samme konklusioner, som Keen gør.

I 2005 skrev jeg mit speciale om “Corporate Media and the Threat to Democracy”, hvori jeg redegjorde for problemerne for et demokratisk samfund i (næsten) udelukkende at have reklamefinansierede medier, der (udelukkende) tager hensyn til det købedygtige publikum og ikke til deres historiske rolle som demokratiets vagthund. Keens bekymringer om Web 2.0 mediernes usaglighed er berettigede, men han overser, at de traditionelle medier som aviser og tv også lider under en enorm ydre påvirkning i form af interessegrupper, professionelle PR-folk, lobbyister, annoncører og ikke mindst mediernes egen ejerkreds, som i en konglomerat-verden kan have alverdens interesser i at fremme forskellige dagsordener. Det er derfor en smule naivt at dyrke den nostalgiske opfattelse af de traditionelle medier som sandhedens vogtere, selv hvis Keen har ret i nogle af sine kritikpunkter af Web 2.0 omkring kildebrug og research.

Ødelægger vi vores egen kultur?

Det er et af de interessante spørgsmål, jeg har tænkt over efter at have set interviewet med Keen. For der er vist ikke tvivl om for mange af os, at YouTube, Facebook og MySpace rummer rigeligt med trivialiteter til, at vi kan spilde en god portion af vores arbejdsuge med at surfe rundt. Når Keen virker forarget over hundeprutter og eksploderende Cola-flasker på YouTube, fordi det er “fornedrende og banalt”, slår han mig som en af de mavesure smagsdommere, han så desperat prøver at holde i arbejde. Det har da også været med til at give ham mærkatet elitær, som han har taget til sig med stolthed.

Jeg har svært ved at tro på, at folk generelt ikke vil betale for kvalitet. Men internettets enorme udbredelse på rekordtid er bl.a. skabt på baggrund af, at fx nyhedsmedier har gjort nyheder gratis tilgængelige online. Det har været et led i deres strategi for at fastholde læsere og udvikle deres online profil som nyhedsmedier. Men i takt med at avisernes læsere gradvist rykker online, er jeg også sikker på, at mediehusene vil have held til at opbygge en forretningsmodel, der kan sikre en indtjening her. TV2 har tidligere indført betaling for Sputnik, og den norske mediekoncern Schibsted får nu over halvdelen af sin indtjening fra online tiltag, skriver Business.dk.

Derfor er jeg også sikker på, at kvalitet vil forblive et nødvendigt parameter i underholdning og nyhedsformidling – men at fx blogs og brugergenereret viden udfylder en vigtig rolle som et supplement til etablerede medier. At Keen på den ene side beskylder Web 2.0 brugerne for at stjæle content, som i mange tilfælde er blevet lagt online for at tiltrække brugere, og på den anden side også klandrer dem for at lave underlødigt amatørmateriale, må siges at være lidt paradoksalt.

Er Google den nye Big Brother?

Det er faktisk en af de mere interessante af Keens bekymringer, selv om den desværre får ham til at fremstå en smule som en småparanoid konspirationsteoretiker. Men Peter Hesseldahls klumme på Computerworld forleden om Googles bekymrende allestedsnærværelse opridser et par af de pointer, som Keen ikke når så godt igennem med. For hvad gør vi, når en computer i hænderne på et af verdens største firmaer igennem flere år har registreret alt, hvad vi har læst, søgt efter, besøgt og linket til på interenettet? For en måneds siden beskrev Politiken, hvordan EU har valgt at begrænse hvor længe Google og Yahoo må gemme søgeresultater i deres systemer. Samtidig stillede EU krav om, at hvordan søgemaskinerne opererer og fungerer skal fremgå tydeligere på hjemmesiderne. Google forsvarede sig dog med, at det var for at kunne give brugerne den bedst mulige service, at man gemte oplysningerne i så lang tid.

En interessant modpol i debatten

Trods kritikpunkterne mod Keens argumentation og hans ensidige valg af kilder, der støtter hans bogs budskaber, anerkender selv hans modstandere, at bogen udgør en interessant og nødvendig modpol i debatten, fordi den trods alt også rammer Web 2.0’s ømme hæl – copyright brud, rygtespredning og spredningen af en mediekultur, der forherliger platheder, vulgaritet og rå narcissisme. Selv har jeg tilmeldt mig på hans blog på The Great Seduction, så jeg over noget tid kan følge hans skriverier og danne mig dybere mening om hans synspunkter. Og den mulighed kan jeg takke Web 2.0 for. 🙂

 

Se mere til Andrew Keen og hans bog

Hvis du har tid og lyst, så se dette 59 minutter lange klip, hvor Andrew Keen debatterer sin bog ved et bogmøde hos Google. Det er virkeligt spændende, fordi han bliver mødt af nogle kritiske spørgsmål og får en god dialog med Googles ansatte.

Jeg kan også anbefale disse virkeligt gode anmeldelser af Keens bog fra Journalisten.dk og Luftskibet.information.dk.


Start snakken! ‘full circle’ via USA i Ugen der gik

maj 5, 2008

Selv om jeg ikke har fået skrevet så mange indlæg, har den forgangne uge på Start snakken! for mig været både spændende og begivenhedsrig. Bloggen rundede et skarpt hjørne i mere end en forstand, da den i torsdags både fejrede sin 1 måneds fødselsdag og sit besøg nummer 1000. Da jeg startede første april havde jeg ikke nogen anelse om, at det ville komme til at gå så stærkt! Men jeg vil gerne sige tak til jer, der læser bloggen og følger med i mine skriverier.

Start snakken! havde også en anderledes uge på en anden måde, idet K-forum kontaktede mig i onsdags på baggrund af mit blogindlæg om Darfur og Louis Vuitton. De var interesserede i, at blogposten blev udvidet til en artikel til K-forum, og det blev den så. Og senere kom den via link også på Business.dk. Nu er det ikke første gang, jeg får udgivet en artikel, men det var da en rar anerkendelse af bloggens eksistens og kvalitet, syntes jeg.

Start snakken! ‘Full circle’ via USA

Men min største glæde kom her til aften, da jeg læste det nyeste indlæg på en af mine favorit-blogs – dSeneste på nettet – som handlede om brand-jacking. Jeg havde nemlig en rigtig sjov oplevelse ved at sidde og følge kildelinks baglæns. Søren er så venlig at henvise til min K-forum artikel i sin blogpost, men når man følger hans anden kilde – Jeremiah Owyangs blog om brands der får på puklen i de sociale medier – så ser man at Jeremiah takker Søren for tippet om Louis Vuitton og Darfur, der var med til at influere Jeremiahs blogpost om emnet.

Så selv om Søren selvfølgelig har fulgt med i medierne og læst en masse om Darfur og Louis Vuitton andre steder ud over min K-forum artikel, så kunne jeg ikke undlade at smile over, at min artikel har været med til at inspirere Søren, som så inspirerede Jeremiah, som igen inspirerede Søren til at skrive en ny spændende blogpost, som jeg så sad og nød her til aften. 🙂

Internettet fyldte 15 år

Det var også Internettets fødselsdag forleden. Dets skaber, Sir Tim Berners-Lee, fortalte i et par interessante interviews med BBC (og her) om udviklingen de sidste 15 år, og hvor han tror, at Internettet er på vej hen. Det er ret interessant. En af de ting, som Berners-Lee glæder sig mest over, er fremkomsten af blogs og Wikis, fordi de ligger meget tættere på hans oprindelige grundtanke om et Internet, hvor alle kunne skrive og alle kunne læse, end de komplicerede editors, webprogrammører ellers har brugt i årevis. På den måde er nettet nu på vej tilbage mod dens åbne grundtanke.

 


Ugens ord: del.icio.us

april 21, 2008

Det første indlæg i min ordbog over sociale/digitale medier skal handle om tjenesten del.icio.us, som er en såkaldt social bookmark tjeneste. Du er sikkert allerede vant til at gemme hyppigt besøgte hjemmesider som bogmærker i din Internet browser. De bogmærker er gemt på computeren, og du har derfor ikke adgang til dem, hvis du fx arbejder på en anden computer på biblioteket eller derhjemme.

Sociale bogmærker er forskellige på flere måder. For det første gemmes bogmærkerne ikke på en bestemt computer men på en hjemmeside på Internettet – del.icio.us – som du derfor kan få adgang til alle vegne, hvor du kan gå online.

For at gemme bogmærker på del.icio.us skal du oprette en simpel konto med et brugernavn, et password og en e-mail. Bare rolig – del.icio.us sender dig ikke spam og videregiver ikke din e-mail til andre. Når du har oprettet dig, kan du gemme dine bogmærker på hjemmesiden. For at du nemt kan finde rundt i dem, har du mulighed for at give dine bogmærker såkaldte ‘tags‘, som er ord, der hjælper med at beskrive indholdet af siden, som du gemmer.

Du kan give en hjemmeside – fx en nyhed – flere tags på en gang, fx ‘erhverv’, ‘aktiekurs’ og ‘bank’. Hvert enkelt tag virker så efterfølgende som et link til en liste over alle de web-sider, du har tagget med det ord. Når din tag-liste bliver meget lang, kan du så samle dine tags i bundter under relevante overskrifter osv.

Hvad gør så del.icio.us socialt?

Hver gang du gemmer en hjemmeside, registrerer del.icio.us det, og tjenesten registrerer også hvilke tags, du giver den. På den måde er del.icio.us i stand til at fremvise lister over de mest populære (mest gemte) hjemmesider og hvilke emner (tags), de bliver forbundet med. Du kan dog altid vælge, om din bogmærkning og tagging af en hjemmeside skal være privat eller offentlig synlig. Men rigtig mange mennesker verden over gemmer og tagger hver dag hjemmesider om alverdens emner, hvilket genererer ‘hitlister’ over populære emner og sider. Som besøgende kan du så søge i tags og emner og finde sider, som andre på den måde har markeret som måske relevante for din søgning.

Du kan også have knytte kontakter til andre del.icio.us-brugere, hvis du kender deres brugernavn. Når du kender andre brugere og de dig, kan I anbefale relevante bogmærker til hinanden. Disse dukker så op på din personlige side på del.icio.us under overskriften ‘links for you’, indtil du godkender eller afviser dem, hvorefter de forsvinder eller bliver en del af dine egne bogmærker med de tags, du giver dem.

Selv hvis dine kontakter ikke gemmer anbefalede bogmærker til dig, kan du med et klik på linket ‘your network’ se en liste over, hvad de har gemt af bogmærker for nyligt. På den måde kan du følge med i, hvad de læser og få gavn af, hvis de kender til nyttige hjemmesider, du ikke selv kendte til.

Du kan også vælge at undersøge et bestemt tag – fx ‘politik’ – hvilket giver dig en liste over sider, der er gemt med denne tag. Her kan du så se hvilke personer, der har bogmærket disse sider, og derfra se, hvad de ellers har bogmærket. Med andre ord får du mulighed for at se, hvad personer, der har en interesse til fælles med dig, ellers har bogmærket offentligt på Internettet.

Den sidste interessante ting ved del.icio.us er, at du kan abonnere på et RSS feed med et eller flere tags. Det vil sige, at du i din RSS-feed reader modtager en stadig strøm af links til hjemmesider med de(t) tag(s), som du gerne vil vide mere om. Og du kan indstille dit feed til at være fra en bestemt del.icio.us-bruger, flere brugere eller alle bogmærker med det pågældende tag. Hvis du fx indtaster http://del.icio.us/rss/tag/politik i din RSS-feed reader, så vil du begynde at modtage de sider, der er bogmærket og tagget ‘politik’. Denne funktion er nyttig, hvis du gerne vil følge med i, hvad en eller flere andre bogmærker om et emne.

Social bookmarking som arbejdsredskab og fornøjelse

del.icio.us har en lang række praktiske anvendelsesmuligheder – både for virksomheder og enkeltpersoner. De er fx:

  1. Vis dine “must reads” frem. Hvis du er en autoritet på et felt, eller bare en entusiast, kan du hjælpe andre til at læse det, du anbefaler. Fordi sociale bogmærker kan tagges på mange måder, der kan krydsrefereres, gør det søgningen for interesserede meget nemmere. Forestil dig fx en ingeniør-virksomhed, der gerne vil hjælpe studerende og potentielle ansatte til at finde de mest relevante hjemmesider og online publiceringer. I stedet for at fremvise en stribe links på virksomhedens hjemmeside med statiske (og måske misforståelige) navne, kan de linke til íngeniørvirksomhedens del.icio.us profil, hvor besøgende ikke alene kan se, hvad de anser for “must reads” i deres ‘tag cloud‘, men også også oprette sig som abonnenter på fremtidige bogmærker. På den måde intræder ingeniørvirksomheden pludselig i de studerende og jobsøgendes liv som en tilbagevendende ekspert, hjælper og sparringspartner!
  2. Spred ordet. del.icio.us er integreret med et hav af andre sociale/digitale medier og tjenester, som alle kan fremvise, hvad du gemmer som bogmærker. I min blog har jeg fx en widget, der viser, hvad jeg senest har gemt på del.icio.us, så besøgende kan klikke direkte videre til siderne. Og flere af mine venner bruger ligesom jeg FriendFeedFacebook, så vi i løbet af dagen bliver inspirerede af hinanden til at besøge nye sider, som andre har fundet frem. Dette aspekt af del.icio.us er genialt til at videndele mellem kolleger i en virksomhed eller mellem professionelle inden for den samme branche.
  3. Fang nyheden hurtigt. Bloggere er efterhånden oftere hurtigere ude med nyhederne end de traditionelle medier – i hvert fald kan det betale sig at lægge et øre til jorden i blogosfæren. Da mange blogs læses, bogmærkes og tagges af del.icio.us-brugere, kan du med de før beskrevne RSS-feeds faktisk sætte din egen private nyhedsstrøm om et emne op og så få udrettet andre vigtige ting, mens titusinder af andre læser, sorterer og indekserer Internettet for dig. Det er selvfølgelig ikke en erstatning for almindelig nyhedslæsning, men for virksomheder er det ofte guld værd at kunne følge med i, hvad der skrives om deres produkter og services. Og det hjælper bogmærker og tags i del.icio.us dem med.

Afslutningsvis vil jeg vise en god lille introduktionsvideo til del.icio.us fra YouTube. Der er links til et par stykker mere nedenunder og mange flere på selve YouTube, men dette er efter min mening den bedste.

Hvis dette opslag var til hjælp for dig, vil jeg være glad for, hvis du vil lægge en kommentar i selve ordbogen her.

God fornøjelse!

Og så er der disse videoer, der er længere men indeholder en vejledning på skærmen skridt for skridt: Getting started with del.icio.us og Using del.icio.us