Bloggen flytter til startsnakken.dk!

januar 28, 2014

Da jeg i sin tid startede denne blog – dengang man var nødt til at have en blog for at kunne kalde sig seriøs rådgiver og vise, at man vidste noget om “de der sociale medier” – var startsnakken.dk allerede taget af Merrild Kaffe, der brugte det som et kampagnesite for at hjælpe Kirkens Korshær. Derfor blev løsningen en wordpress-hosted blog. Den løsning har jeg bandet over flere gange, fordi det på mange måder er ufedt ikke at have fuld kontrol over sit eget indhold.

I årenes løb er aktivitetsniveauet gået i bølge og dal – mest dal de sidste par år – og jeg har ligesom skulle genfinde både lysten til at blogge og et formål med at gøre det flere gange.

I efteråret tog jeg så beslutningen at blive selvstændig kommunikations- og presserådgiver med mit lille selskab God PR IVS. Omkring det tidspunkt besluttede Merrild sig for, at de ikke længere havde brug for startsnakken.dk. Jeg ville gerne begynde at blogge igen, men ville også gerne kunne holde blog og rådgivningsfirma lidt adskildt. Derfor takkede jeg ja, da Merrild ville lade mig overtage www.startsnakken.dk, som nu er platformen for min fortsatte blog-aktivitet herfra.

Tak til gamle og nye læsere for mange spændende meningsudvekslinger. Hvis I læser dette, håber jeg, at I har lyst til at følge med over på det nye site, som er oppe og køre helt i løbet af de næste par dage! 🙂

Reklamer

VisitSweden has the PR opportunity of a lifetime!

juni 13, 2012

I usually don’t blog in English, but I do today in the hopes VisitSweden will see this and act on it.

Following the highly controversial tweets by 27-year old Sonja Abrahamsson this week on their official @Sweden account, VisitSweden has been handed a gift by the gods of PR themselves: international comedy star and tv-host Steven Colbert of the Colbert Report has offered to take over the Twitter account when it changes to a different person next week as part of VisitSweden’s ongoing experiment “Curators of Sweden”!

VisitSweden writes that the account can only be managed by Swedish citizens but that “in the future” other nationals may be guest tweeters as well. And it is this idea that Steven Colbert has seized on. Following last night’s program, he has launched a campaign to rally support for his idea, urging followers and fans to send an e-mail to curatorapplication@visitsweden.com or to tweet about it using the hashtag #artificialSwedener are currently doing.

Tweets from fans

tweets from fans

Sad to say, I don’t think VisitSweden is going to accept Steven Colbert’s offer, but they should. Up until now, the six months old shared Twitter account’s worst offense has been tales of masturbation, but the comments by Sonja about jews and more have genuinely offended and shocked a lot of people.

VisitSweden is faced with either a) declaring that the project is a failure and apologizing or b) defending their curators’ freedom of speech and idea of the social experiment and suffer the condemnation and negative reactions that follow. Naturally, a) means a loss of face and embarrasment. But if VisitSweden choses the latter, who knows what future curators might tweet to ‘stir things up’ and have some fun at Sweden’s expence?

Instead, VisitSweden could accept Colbert’s offer and demonstrate that they have a sense of humour and can acknowledge that perhaps this was a bit too much. It is a sort of a non-apology apology. On top of that, having Steven Colbert as your ambassador for a full week is a PR scoop that money can’t buy. Not only would the number of followers of @Sweden explode, which will benefit VisitSweden afterwards, but the stunt is also sure to generate tons of other earned media as the story spreads like wildfire.

So, I am going to e-mail VisitSweden and tweet about this and hope that miracles actually do happen. 🙂


Fodboldstjerner hjælper forsvundne børn

oktober 18, 2011
Den tyske organisation “Initiative Vermisste Kinder” ønskede at sætte fokus på, at der årligt efterlyses 100.000 forsvundne børn i Tyskland, og de ønskede at gøre det så billigt og effektfuldt som muligt. Løsningen blev en håndsrækning fra topholdet FC Bayern München, der gik direkte i hjertet på 15 millioner tv-seere.

FC Bayern München fremviser før kampen mod Real Madrid et billede af et af de mange forsvundne børn sammen med navnet på kampagnen: "Deutschland findet euch" ("Tyskland vil finde jer!")

Nogle gange er de simpleste ideer, der skaber de mest markante resultater. Organisationen “Initiative Vermisste Kinder” fik en af de bedre, da de allierede sig med det tyske tophold FC Bayern München for at sætte fokus på behovet for hjælp med at eftersøge de 100.000 børn, der årligt bliver meldt savnet i Tyskland.

Forud for venskabskampen mod Real Madrid den 13. august 2010 fremviste holdkaptajn Marc van Bommel et billede af Deborah, der havde været meldt savnet siden 1996. På billedet var trykt navnet og hjemmesiden for en kampagne, der skulle bringe børnene hjem igen.

Billedet gik jorden rundt.

I løbet af få øjeblikke var kampagnen på alles læber i Tyskland og tusindvis af mennesker strømmede ind på hjemmesiden og kampagnens tilhørende Facebookside.

Her var der lagt profiler og beskrivelser ind på de utallige børn, som organisationen gerne ville have offentlighedens hjælp til at finde og i løbet af blot en uge havde flere tusinde frivillige meldt sig til at hjælpe.

De satte plakater op, som de downloadede fra nettet, i de områder hvor børnene sidst var set. Plakaterne var forsynet med QR-koder, som ledte direkte ind på det enkelte barns online profil, hvor folk havde mulighed for at efterlade kommentarer og tips. Derudover blev der udviklet en mobil app, som gav de frivillige besked, når nye børn blev meldt savnet.

I dag har Facebooksiden https://www.facebook.com/deutschlandfindeteuch over 122.000 fans, og i modsætning til fans’ne på mange kommercielle fan-pages på Facebook, er disse fans faktisk utroligt aktive i det frivillige arbejde. Ved at holde fokus på at give de frivillige nyttige redskaber til at gøre en forskel har man på bare seks måneder formået at skabe et af de største netværk af frivillige i hele Tyskland!

Og de første børn er allerede sikkert hjemme igen.

Hvilke eksempler kender du på kampagner, der er nået langt med få, simple midler? Del dine erfaringer, tanker og kommentarer nedenfor! 🙂


Må man kritisere KUNDENS konkurrenter?

april 14, 2011

Vizeum i Norge er kommet i spotlyset, fordi konsulenter fra bureauet, der rådgiver flyselskabet Norwegian, har efterladt flere kritiske kommentarer på SAS’ Facebookside. Men hvor går grænsen for interessekonflikter og kan man overhoved agere privat længere i de sociale medier?

I tirsdags var jeg konferencier ved et debatarrangement afholdt af Social Media Club Copenhagen hos HK Hovedstaden. Emnet var medarbejderpolitikker for ansattes brug af sociale medier, og en af de pointer der bl.a. blev slået fast var, at man skal holde sig fra at kommentere på – endsige kritisere – konkurrenterne eller deres produkter i sociale medier.

Faktisk anbefalede ekspertpanelet også, at man afholdt sig fra fx at anmelde produkter fra den virksomhed, man selv arbejder for (uanset om det var positivt eller negativt), fordi positive udtalelser ville være utroværdige (set i lyset af ansættelsesforholdet) og negative kommentarer kunne være en overtrædelse af loyalitetsforpligtelsen over for arbejdsgiveren.

Nu står Vizeum så med en dum sag. Selv om selvskabet beklager og siger, at kommentarerne blev skrevet af de ansatte på eget initiativ og som forurettede SAS-kunder, klinger det hult. Det var nemlig ikke bare en enkelt men flere ansatte, som havde skrevet de negative kommentarer – og det ligner en bevidst organiseret handling.

Uanset hvad der er op og ned i historien, giver det Vizeum ridser i lakken, at man overhoved kan få mistanken, at de lod sig bestille til at levere en sviner til SAS, fordi det skaber tvivl om uafhængigheden og ærligheden i alle de kommentarer fra brugere og kunder på nettet, som vi i stadig stigende grad bruger som grundlag, når vi træffer beslutninger om køb og investeringer. Vizeum bliver forbundet med manipulation, og det reagerer vi næsten altid stærkt negativt på.

En storm i et glas vand?

Thilde Vesterby stiller på sin blog spørgsmålet: “Er der virkelig en historie her?” og det synes jeg faktisk, at der er. Journalisten på Business.dk, der har historien fra Dagens Næringsliv i Norge, er godt klar over, at forbrugerne orienterer sig mod hinanden for at få et indtryk af flyselskaberne, der ligger i skarp konkurrence med hinanden. Og når konsulenter med association til Norwegian puster til negative historier om SAS, er det relevant at spørge, om det er bestilt af Norwegian. Og at gøre læserne opmærksomme på, at det kan ligge skjulte motiver bag, hvad de ellers måtte læse som almindelige kunde-kommentarer på nettet.

Jeg synes, at historien illustrerer, at man ikke alene bør holde sig fra at kommentere på konkurrenterne men også på kundernes konkurrenter. Det er en interessekonflikt, som i den grad risikerer at ramme dig lige tilbage i nakken for fuld kraft – som det er sket her for Vizeum.

Hvad mener du? Smid en kommentar nedenfor! 🙂

Foto: Norwegian


Tweet sponsortekster med samvittigheden (og juraen) i orden

januar 12, 2011

Markedsføringsloven siger klart, at det er ulovligt at reklamere for produkter og serviceydelser på en blog, hvis man ikke oplyser, at man har modtaget betaling eller en anden form for modydelse.

De danske regler for mikrobloggingtjenesten Twitter er – mig bekendt – knapt så skarpt formulerede og efterprøvede, en juridisk gråzone om man vil.

Federal Trade Commission i USA har dog allerede for et år siden indført såkaldte guidelines vedrørende betalt indhold i berømtheders tweets, Facebookopdateringer m.m. Det har det britiske Office of Fair Trading (OFT), der er FTC’s modpart, nu lagt sig op ad i deres eget forsøg på at regulere eller vejlede for brugen af bl.a. testimonials og product placement i de sociale medier, skriver Wall Street Journal.

Hvis du gerne vil tweete betalt indhold og samtidig være ærlig omkring det (kan varmt anbefales), kan du anvende følgende populære hashtags: #spon for sponseret indhold, #paid hvis du har modtaget betaling for at tweete indholdet eller #samp, hvis du har modtaget en produktprøve (sample) som modydelse for din tweet.

Blogger eller tweeter du kommercielt, og har du lyst til at dele dine erfaringer?


Græd ud og gør comeback – Ditte Okman returns

januar 6, 2011

Ditte Okman får lov til at fortælle sin version af historien, mens medierne igen glemmer modparten – dem, det gik ud over. Det siger meget om, hvad vi i virkeligheden som mennesker interesserer os for.

Siden i går har bl.a. Ekstra Bladet og Berlingske Tidende bragt en forsmag på den tidligere pressemedarbejder i Venstre, Ditte Okmans, comeback-interview i Alt for Damerne, som udkom i dag. Opskriften er velkendt: fortæl din historie, vis lidt anger, græd ud, og så er du stueren igen og klar til vende tilbage til rampelyset.

Under overskrifter som “Jeg tudede i en måned” og “Jeg er ikke ond, men jeg var dum” gentager Ekstra Bladet og Berlingske Tidende Alt for Damernes mikrofonholderi i en stil, som er Reimer Bo værdig. Ditte Okman får lov til at fremstå sympatisk, angrende, menneskelig og ydmyg – alt hvad der skal til for at vinde offentlighedens tilgivelse og lægge historien bag sig. I den henseende er det et fint stykke PR-arbejde.

Også valget af Alt for Damerne er smart – af flere årsager. Ditte Okman blev kendt som heksen, der sagde nogle usædvanligt hårde ting om en anden kvinde. Nu får hun en mulighed for at tale direkte til de medsøstre, hun pissede af. Samtidig er Alt for Damerne et helt anderledes “blødt” medie end de blodtørstige sladderspalter, der sidste år med stor fryd holdt gryden i kog så længe som muligt.

Ikke desto mindre har Alt for Damerne en anseelig læserskare, der er god forberedelsestid til at forme historien og ingen mangel på spalteplads til detaljerne. Bemærk også signalværdien i den lille sløjfe på Okmans frakke – jo jo, der er skam lagt en helt bevidst stil langt fra sidste års party-fotos med sprutflasker og greb i barmen.

Sidst men ikke mindst udgør Alt for Damerne en ideel platform til både at sprede lidt teasere fra (er sket i Ekstra Bladet og Berlingske) og som afsæt for opfølgende interviews (kan forestille mig, at Ditte Okman gæster et eller flere bløde snakke-programmer på tv inden for den nærmeste tid).

En høj pris for et lille fejltrin

Personligt mener jeg, at den pris, Ditte Okman måtte betale for sine fejltrin, slet ikke var proportionel med hendes brøde. Sagen var for mig fagligt interessant (i hvert fald til at starte med), fordi den handlede om en pressemedarbejder hos et regeringsførende parti, som tilsyneladende ikke var sig bevidst om, at Facebook er (eller kan være) et offentligt medie. Men at vi kom derud, hvor Ditte Okman blev hele Danmarks boksepude, hvor hun måtte modtage dødstrusler, og hvor det pludseligt var socialt acceptabelt for alle at svine hende til i alle offentlige fora – det var både usmageligt og trist for den offentlige debatkultur.

Det er muligt, at Ditte Okman kom til at udstille sin indre svinehund, men offentligheden udviste til gengæld heller ingen hæmninger eller skam, da historien rullede. Derfor kan jeg godt unde Ditte Okman et comback – naturligvis kan jeg det. Men det interessante i denne historie er den journalistiske tilgang, som Alt for Damerne lægger til historien.

Vi er ligeglade med forargelsen og ofrene

Som vi også så med Reimer Bos berømte interviews med Stein Bagger og Rigmor Zobel, er der gode seer- eller læsertal i denne slags scoop. Det er god underholdning, og så glemmer vi, at både Stein Bagger og Rigmor Zobel er dømte kriminelle – ikke rollemodeller. En ven skrev til mig i går på Facebook: “Hvorfor interviewer Alt for Damerne ikke kioskdamen, det gik ud over?” Og det er faktisk et godt spørgsmål. Det har sandsynligvis noget at gøre med, at der er forskel på, hvad vi opfatter som ‘rigtigt’ (i en moralsk forstand) og hvad vi opfatter som ‘interessant’.

Ud fra et moralsk standpunkt var det sidste år nemt at tage afstand fra Ditte Okmans hårde ord om kioskdamen. Okman overskred en grænse, da hun offentliggjorde tanker af den slags, som størstedelen af os kun tør holde for os selv. Men netop fordi Ditte Okman er unik og på samme tidspunkt spejler en svinehund, vi alle indeholder og kan identificere os med, er hun den interessante person set med medieøjne. Vi er ikke interesserede i retfærdighed, vi gider ikke høre om, hvor hårdt det var for kioskdamen at læse om sig selv i alle landets medier på den måde – ikke sådan rigtigt. Nej, så er det meget mere interessant at høre en beretning fra en person, som (i værste fald) kunne være sket for enhver af os.

Den virkelig interessante historier her er, hvor hykleriske vi alle sammen i virkeligheden er, og hvordan vores såkaldte moral er til salg for en god tudetur og en undskyldning. Men det hænger nok også sammen med, at ramaskriget sidste år nåede offentlige højder, som det aldrig burde. 🙂

Ditte Okman er i øvrigt blevet selvstændig som kommerciel blogger på DitteOkman.dk

Foto: Alt for Damerne


Politiken offer for url-spøg – nemt at videresende redigerede url’er

januar 5, 2011

Tidligere i dag herskede der en del forvirring og morskab om Politikens url til en artikel om Malou Aamunds exit fra politik. Nu viser det sig, at Politiken aldrig forfattede ordlyden af det uartige link men i stedet var offer for en spøg.

Man kan nemlig redigere i dele af url’erne fra Politikens netavis og så sprede dem videre – men de peger stadig tilbage på den originale artikel!

Eksempel:

http://politiken.dk/politik/ECE1158811/malou-giver-milliongage-til-velgorenhed/ 

Både undertegnede, Ekstra Bladet og mange andre læsere og brugere af Facebook og Twitter faldt for spøgen, da der begyndte at cirkulere skærmdumps og url’er via de sociale netværk. Men nu har Politiken så forklaret, at de aldrig kunne finde på at skrive den slags.

Hvor længe man kan redigere netavisens url’er og sende dem videre, får vi at se 🙂