Carlsbergs og supermarkedernes dobbeltmoral

Måske husker du, at der sidste forår var ramaskrig i medierne over, at Royal Unibrew havde lanceret en serie 0,6 liters sodavand, som blev solgt under en kampagne til samme pris som de normale 0,5 liters sodavand?

Ernæringseksperter og senere tandlæger stod i kø for at kalde det en dårlig idé, hvilket hurtigt fik frelste Carlsberg til at skyde med skarpt efter konkurrenten i Faxe.

Endnu mere kvalmende var dog de billige point, som supermarkedernes selv forsøgte at score hos forbrugerne ved forlange, at 0,6 liters flaskerne blev fjernet fra hylderne. Supermarkederne var dog ikke mere hellige, end at de tillod kampagnen at løbe fra maj til august, før de – for forbrugernes bedste – fjernede flaskerne igen.

I sidste ende opgav Royal Unibrew at gøre 0,6 liters flasken permanent – øjensynligt efter en længere dialog med Forbrugerrådet og tre store patientforeninger. Med denne “demonstration af ansvarlighed” over for forbrugeren fik Royal Unibrew delvist renset sit plettede ry og kunne samtidig sætte punktum for en sommer, der set med markedsføringsøjne alligevel måtte betegnes som tilfredsstillende. Salget af de større sodavandsflasker var ikke gået dårligt, og selv om kritikken var haglet ned over bryggeriet, var de unge forbrugere øjensynligt totalt ligeglade. For dem talte det mere, at de fik en større flaske til den samme pris.

Man glemmer hurtigt

Og det er måske det, der har fået Carlsberg og Coca Cola til stille og roligt at liste den nye 2 liters flaske ind ad bagdøren på det danske marked. Fra at have været et særligt kampagnetilbud er den nu et fast element på hylderne i fx Netto og Føtex.

På Coca Colas danske hjemmeside fremgår flasken ganske vist ikke i deres standard sortiment, men det ændrer ikke, at varen er i butikkerne med etiketter, der angiver, at flaskerne er tappet hos Carlsberg i Fredericia.

Så Carlsberg, der mente, at det sendte et “dårligt signal” at øge indholdet i flaskerne med 20 procent, er nu selv med til at øge indholdet 33 procent i deres egne varemærker.

Måske hænger det sammen med, at Carlsberg før nytår måtte konstatere, at salget af 1,5 liters flasker var faldende. Eller måske regnede bryggeriet med, at alle på nuværende tidspunkt havde glemt balladen om de store sodavand sidste sommer.

Supermarkederne har tilsyneladende også glemt alt om deres eget kvalmende angreb på Royal Unibrew og hellige opførsel i medierne . I hvert fald kunne man for en måneds tid siden læse om, at de ikke ligefrem anstrengte sig med at få gjort de sunde fødevarer mere synlige.

Nogle gange betaler det sig altså at opgradere til XXL ad den stille vej i stedet for med store marketingkanoner og fanfarer…😦

Et svar til Carlsbergs og supermarkedernes dobbeltmoral

  1. AP siger:

    Udviklingen er generelt skræmmende.
    Alle kan vel huske dengang sodavand kom i 0,25L, Coca Cola gik op til “King Size” 0,33L.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: