Morten Lund kastede sig for løverne

“Han slipper i hvert fald ikke forbi MIG!” Ordene kommer fra en kameramand, der selvsikkert har taget opstilling ude foran FORUMs Iværk08 messe. Klokken er 15.50. Personen, kameramanden og 7-8 andre journalister og fotografer har taget opstilling ved hovedindgangen for at fange, er Morten Lund. It-millionær, investor, iværksætter og (lalle)glad avisejer. De sidste uger er Morten Lunds omdømme dog også blevet behæftet med mindre rosende tillægsord, efter spekulationer om at han skulle have forsøgt at få penge under bordet for at lukke Nyhedsavisen.

Spørgsmålene er fløjet gennem luften og i næsten alle medier er der, mere eller mindre seriøst, blevet spekuleret i, hvem der mon havde skrevet det kontraktudkast, som pludseligt dukkede op og skabte ondt blod mellem den tidligere ledelse på avisen.

For en time siden, klokken lidt over fire, trådte Morten Lund så ind af bagdøren og op på scenen til Iværk08. Typisk low-key i løs skjorte, baggy pants og sandaler gjorde Lund alt for at signalere, at han ikke havde millioner stukket til side. Selv siger han, at han er på vej mod personlig konkurs. Pressen stod klar ved scenekanten og en snes fotografer kæmpede om at få det bedste billede af, hvad der burde være en særdeles presset mand.

“Mine rådgivere har rådet mig til ikke at komme her i dag”, startede Morten Lund med at sige. Men, forklarede han, så kan Morten Lund ikke sidde stille og holde sig væk, når han bliver behandlet SÅ uretfærdigt og løgnagtigt, som det var tilfældet med den seneste uges mediehistorier. “Der er sikkert mange af jer, som har spørgsmål om et dokument, vi har hørt om. Så jeg vil gerne starte med at besvare 5-6 spørgsmål. Hvem vil spørge om noget?”

Det, der udspillede sig efterfølgende, mindede mest om en dårligt forberedt pressemøde. Og det var det sandsynligvis også. Hele dagen havde rygterne om Morten Lunds oplæg på Iværk08 svirret. Så havde han aflyst. Så kom han alligevel. Så var man alligevel ikke helt sikker. Men ret sikker.

Morten Lund selv tog imod spørgsmål i næsten en halv time, og jeg fik indtrykket af en mand, der virkelig ønskede sin version af historien ud, men som samtidig ikke havde store forhåbninger om, at det ville blive nemt. Og det var da også stor skepsis, der kom til udtryk i journalisternes spørgsmål. Morten Lund forklarede, at kontraktudkastet var “en del af en kompliceret forhandlingsproces” i et forsøg på at lukke avisen uden tab – tab for investorer og kreditorer, inklusive ham selv.

Hvad der fulgte var en stærkt følelsesladet udtalelse om tiltro til projektet (Nyhedsavisen), store forhåbninger, der ikke blev indfriet, og en kamp til sidste blodsdråbe for at få økonomien til at hænge sammen. Flere gange knækkede Morten Lunds stemme, og han havde tårer i øjnene, når han fortalte om den opbakning, både fyrede journalister og skuffede kreditorer efter sigende har vist ham.

Jeg er i tvivl, hvad jeg skal mene om Morten Lund. Hans tavshed indtil nu skyldes måske dårlige (pr-)rådgivere, og hans følelsesladede optræden i dag virkede utroligt stærk og oprigtig. Men samtidig må jeg konstatere, at det ikke lykkedes ham at forklare, hvorfor kontrakten blev lavet. Hvis Morten Lund og Co. havde indset, at avisen ville gå ned, og de prøvede at lukke uden tab, hvorfor skulle Montgomery så betale dem? For at lukke en avis, de alligevel ville lukke? Hvis det hele var et bluffnummer, er det i hvert fald klodset håndteret, og det lykkedes jo som bekendt heller ikke.

Uanset om Morten Lund er skyldig i moralsk tvivlsomme forretningshandlinger eller ej, så må man i hvert fald tage hatten af for hans mod. Og på flere spørgsmål om hvorvidt han ville fortsætte som iværksætter, var svaret klart “Ja”, hvilket udløste klapsalver fra salen.

3 svar til Morten Lund kastede sig for løverne

  1. Til lykke Jesper

    vh Helle

  2. KIM siger:

    Jeg har det som dig , Jesper – jeg er også i tvivl om hvad jeg skal mene om Morten Lund.

    Hans forklaring på kontrakten er noget forvirrende og efterlader ikke et ubetinget positivt billede af hans motiver.

    Jo, han er modig – dét kan man ikke tage fra ham – og jo, han har investeret i fremsynede projekter – og jo, han kommer da nok igen.

    Jeg ved ikke om medierne under ét har lyst til at slagte ham . Jeg synes flere har skrevet rimeligt sobert om det – og bare stillet de kritiske spørgsmål der også skal til…

    Selvom han har – innovationsmæssigt – gjort nogle fede ting, så skal der også være plads til at der bliver stillet kritiske spørgsmål til hans rolle og håndtering af eventyret om Nyhedsavisen.

    Lige så vel som jeg får kvalme af nogle mediers bedrevidende kommentarer om ML , så får jeg også en dårlig smag i munden af dele af it-branchens og blogosfærens ” Jamen, det er bare ren Jantelov, som Morten er udsat for ” .

    Så enkelt er det næppe – og det fjerner bare ansvaret fra den enkelte aktør at pege på Janteloven, når et projekt går galt .

    Btw: et godt referat, Jesper – og fedt at læse.

  3. Jesper siger:

    Kære Helle og Kim

    Tak for kommentarerne og interessen. Det er dejligt at være tilbage efter over to måneders fravær og med det samme få respons på bloggen igen. Fantastisk!

    Jeg glæder mig til i de kommende uger at få skrevet om alt det, jeg har gået og tænkt over hen over sommeren.

    Mvh
    Jesper

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: