Start snakken!

SF’eren Pia Olsen Dyhr er blevet afsløret i at optræde i en Hewlett-Packard reklame, skriver Politikens netavis her til aften. Det er en pinlig sag, fordi SF tidligere har kritiseret Videnskabsministeren for at gøre præcis det samme. Pia Olsen Dyhr undskylder sig med, at hun troede, at hun medvirkede i “et indstik” og udtalte sig om grøn it - et område hun er ordstyrer for.

Det er naturligvis en god historie for pressen, fordi SF fremstår dobbelmoralske eller naive, men også fordi HP ved samme lejlighed ikke slipper godt fra deres snørklede svar på, hvorfor de kalder et annoncetillæg for en “informationsavis”, når der skal skaffes kendte ansigter til at medvirke på siderne.

Sagen er altså blevet pinlig også for it-virksomheden, men det kunne være undgået, hvis den ansvarlige havde fulgt nogle simple regler for rekruttering af endorsere.

5 regler for rekruttering af endorsere

1. Sørg for at briefe den rekrutterede grundigt og ærligt omkring situationen, mediet og hensigten med henvendelsen.
2. Hvis den rekrutterede stiller betingelser eller krav, så sørg for at de bliver kommunikeret videre til alle involverede parter uden undtagelse og uden mellemled, der ellers kan glemme detaljer eller misforstå ting.
3. Lav en skriftlig aftale om brugsretten til det producerede materiale - hvad enten det er tekst, billeder, film, lyd eller noget helt femte. Så er der klare linjer, også efterfølgende, og alle ved hvordan og hvor længe materialet kan (gen)anvendes.
4. Hvis du rekrutterer på vegne af en tredje part, så har du et ansvar for ikke at slippe den rekrutterede, før de ovenstående punkter er opfyldt.
5. Lad være med at tage ting for givet. Det mest naturlige i verden for dig kan risikere slet ikke at falde en anden person ind. Og hvis den person sidder med eksekveringsansvaret, så kan resultatet pludseligt godt blive negativt.

 I disse dage oplever Iowa og nabostaterne en oversvømmelseskatastrofe, hvis lige ikke er set i mange år. Store dele af majshøsten er truet og titusinder er på flugt fra deres oversvømmede hjem.

Midt i al elendigheden har American Red Cross oprettet en katastrofeblog, hvor man i ord og billeder kan følge vandets rasen, hjælpeindsatsen og lokalsamfundenes kamp mod tiden. Som en ekstra smart ting har de lavet et rss feed for hvert katastrofeområde, så beboerne hurtigt får de seneste nyheder, alarmer, advarsler og informationer om nødhjælpsindsatsen.

NGO’er langt fremme i brugen af sociale medier

Desuden har Røde Kors oprettet en Twitter konto, som udsender links til audio klip fra Utterz med interviews fra katastrofeområdet i et omfang, som de traditionelle nyhedsmedier slet ikke kan følge med i. Situationen er endnu et ganske interessant eksempel på, at NGO’erne ofte er længere fremme i at indtænke brugen af sociale medier til at sprede ikke kun nyheder men også budskabet om brug for hjælp end mange store virksomheder er.

Tak til Kristian Levring Madsen for tippet om Jeremiah Owyangs blogpost om emnet.

Illustration fra American Red Cross.

For nogle uger siden skrev jeg et blogindlæg om Nadia Plesners kamp mod modegiganten Louis Vuitton, som senere blev til en artikel på K-forum. I går kunne man så læse på Politikens hjemmeside, at selv om kunstneren og T-shirtdesigneren Nadia Plesner ikke har indgået forlig med Louis Vuitton, og derfor stadig står over for et krav om en millionerstatning for krænkelse af varemærket, så har hun nu valgt at fjerne tegningen af tasken fra sine fremtidige T-shirts.

Nadia Plesner har, som hun selv siger, valgt at bruge sin tid og energi på at hjælpe Darfur frem for på et langt retsligt slagsmål mod Louis Vuitton. Om fjernelsen af håndtasken fra fremtidige T-shirts betyder, at LV dropper søgsmålet, er nok tvivlsomt - specielt efter at Nadia Plesner har afvist den aftale, de var ved at forhandle sig frem til. Men man må da håbe, at der når støvet har lagt sig stadig er nogle kroner tilbage til Darfur. Det var jo det, der var meningen.

Steve Ballmer, CEO i Microsoft, deltog i går i en morgenmad seance med Washington Posts redaktører, hvor han talte om Microsofts fremtid og hans syn på digitale medier. Her proklamerede han frejdigt, at om 10 år vil der ikke være flere printmedier - alle nyheder vil være IP-baserede i stedet for leveret i fx aviser og magasiner. (Se klippet (nr. 3 “The Future of Advertising”) og flere klip fra dette møde her). Det var nok ikke lige det, Washington Post havde håbet på at høre, men Ballmer har et par gode pointer omkring udviklingen i forbrugernes efterspørgsel og medieforbrug. TechCrunch’s blogger Erick Schonfeld stiller sig dog tvivlende over for, at print vil uddø så hurtigt. I stedet ser han for sig, at print vil genopfinde sig selv med et nyt forretningsgrundlag.

Post Danmark fik utrolig hård start i blogosfæren

Næppe havde Post Danmark annonceret, at de ville starte en blog for at gå i dialog med forbrugerne, før eksperter stillede sig skeptiske og afventende over for det nye initiativ. Når man besøger bloggen her, fornemmer man, at det er en frygtindgydende omfattende opgave, kommunikationschef Lars Kaspersen har kastet sig ud i. Der er ganske vist en del lykønskninger fra folk i kommunikationsbranchen blandt kommentarerne, men der er også adskillige indlæg, som burde have været sendt til kundeservice i stedet. Og så er der den faglige kritik af bloggens form og opbygning.

Men det værste, synes jeg faktisk, er de mange skeletter, der vælter ud af skabet i form af indlæg fra tidligere medarbejdere. Selvfølgelig gør nettets anonymitet det nemt for enhver med et horn i siden på Post Danmark at skrive de mest horible ting, men hvis bare lidt af det, der står i kommentarerne, er sandt, må man spørge sig selv, om Post Danmark har begået PR-hari-kiri ved at åbne dette nye talerør? Se fx hvad Peter Andersen skriver:

“…var selv ansat i virksomheden [Post Danmark, red.] tilbage i 2006 men fik en brat afsked idet jeg stillede spørgsmålstegn ved at man smed adresseløse forsendelser ud i stedet for at omdele dem. Eller sagt på anden vis, Post Danmark tager sig godt betalet via sine erhvervskunder og i stedet for at omdele disse på alle distrikter ja så røg de i containeren. Jeg kan kun opfordre til at man skulle prøve at gå forbi et af distributionscentrene i landet og kigge ned i an af disse røde containere så vil man blive overrasket over mængden der blivger smidt ud. I min verden er det ikke sund og etisk foretning…”

AV!

Det bliver spændende at se, hvordan Post Danmarks blog vil udvikle sig i fremtiden, og om de formår rent faktisk at forbedre virksomhedens plettede image målbart. Men held og lykke herfra!

Ville du købe slik af denne mand?

Prisen for sjoveste citat i pressen går til Allan Pedersen, direktør i Euro-candy, der d. 27. maj fik ørerne i maskinen hos Politiken Tjek, fordi Fødevarekontrollens Rejsehold havde opdaget, at hans firma havde ompakket gammelt slik og givet det ny datomærkning.

Da Allan Pedersen skal forsvare sig i avisen udtaler han blandt andet om Euro-Candys sukkerkugler: “Jeg er 53 år, men selv om man gemte dem til jeg blev 90, ville jeg stadig ikke tøve med at spise dem. Det er rent sukker, og de har været varmet så meget op, at de ikke kan indeholde bakterier. Desuden er de fra Kina og sikkert smækfyldt med kemikalier. De kan overleve en atomkrig!”

Et lille tip til alle virksomheder, der er udsat for kritik: Når du skal forsvare dig, så tænk igennem om dit budskab åbner din flanke og gør dig sårbar et andet sted. Allan Pedersen tror måske, at han har fået lukket diskussionen om datomærkningen. Til gengæld har han i en tid med fedmedebat og sukkerhysteri åbnet for en lang række andre PR-problemer.

Du har måske allerede set Tricia Walsh Smith’s video på YouTube, som hun lavede, da hendes rige mand forsøgte at smide hende ud af deres fælles lejlighed i New York uden at have grund til skilsmisse. Klippet og de efterfølgende indslag blev til en sørgelig føljeton på nettet, hvor menneskeskæbner blev trukket gennem sølet til hundredetusinder af seeres fornøjelse.

Sladder og grove afsløringer har tidligere været forbeholdt de kulørte blade og aviser og har derfor primært centreret sig omkring kendte personer. Men nu ser vi en ny tendens til, at personlige opgør og skandaleagtige afsløringer også folder sig ud på internettet. Forbrugere revser virksomheder, de har set sig sure på, og personer kan uden filter eller frygt for injurielovgivningen lade deres meninger om hinanden komme til udtryk - til andres skade og vores underholdning.

Mor kæmper mod tvangsfjernelse

Det seneste eksempel på en personlig kamp, der bliver ført videre på YouTube, er Marianne Truelsens kamp for at få hendes tvangsfjernede søn igen. Nyhedsmagasinet Danske Kommuner beskrev historien i dag, og Marianne Truelsen har også været på TV2 Øst for nyligt.

I videoklippet på YouTube anklager Marianne Truelsen flere navngivne kommunale ansatte og langer også hårdt ud efter sin søns plejefamilie, sin advokat og andre.

Klippet er blevet set lidt over 1100 gange i løbet af den sidste måned, og du kan følge kommentarerne, Marianne Truelsen har modtaget på sin video, her.

Internettet - kan det frie ord blive for frit?

Denne seneste historie er naturligvis tragisk og minder derfor ikke ret meget om fx Tricia Walsh Smith’s saftige afsløringer fra et forlist ægteskab, men de to eksempler har det til fælles, at de begge benytter, at ytringsfriheden på internettet i mange henseender måske er en kende for fri. Injurielovgivningen gælder i nogle tilfælde, hvis man fx driver et online forum, hvor folk kan skrive indlæg. Men hvad med videoklip? Hvad med podcasts?

Uanset hvad man kan anklages for at have gjort, er der en risiko for samfundet forbundet med at undlade at gøre det strafbart at rette personlige angreb via video på internettet. Det åbner for hetz og justitsmord og personlige tragedier. Som sagsbehandler bør man som et jobkrav kunne vide sig tryg over for at blive hængt ud på internettet på denne måde.

Det er altid en fornøjelse for mig at følge med i Brian Solis’ blog om PR 2.0, og i går opdagede jeg så, at han faktisk også gæsteblogger på TechCrunch. Han har netop skrevet indlægget “PR Secrets for Startups” - 12 gode råd om PR til iværksættere og nystartede virksomheder. Men megen af Brians visdom kan også anvendes på ældre virksomheder af alle med en interesse i public relations. Derfor får du her en kort gennemgang af Brians 12 råd. Jeg vil dog anbefale, at du læser hele hans blogpost, da der er mange flere detaljer at hente og god info om PR 2.0.

Hemmelighed #1: Forstå at din historie ikke er den eneste i byen

Bare fordi din historie er ny, betyder ikke at det er en nyhed. Journalister og bloggere har travlt, så jo mere du gør ud af din historie, desto større chancer har den.

Hemmelighed #2: Vælg den rette person eller det rigtige team til at lede din PR indsats

Tænk grundigt over, om du har virkelig selv har tid til at stå for PR. Hvis ikke så vær meget omhyggelig, når du skal vælge en konsulent eller et bureau til at hjælpe dig. De skal kunne forstå dit marked, have gode referencer og erfaring fra lignende projekter tidligere. Og så skal du møde hele teamet, der faktisk skal stå for at få dine budskaber ud.

Hemmelighed #3: Deltagelse er god markedsføring

Din deltagelse er vigtig i PR processen. Hvis du introducerer dig til bloggere og vigtige journalister og prøver at få en relation til dem, vil det gavne dig, når du senere skal have dine historier ud. Deltag i netværk i din branche, kommenter på andres blogs og deltag i debatten online. Personlige relationer er gode relationer.

Hemmelighed #4: Identificer målgrupper for hvert trin i din vækst

I takt med at din virksomhed vokser og forandrer sig, vil dit publikums sammensætning også ændre sig. Identificer for hvert trin i din vækst, hvem du gerne vil have i tale og til at høre om din virksomhed.

Hemmelighed #5: Ingen lanceringer om mandagen

Mandag er den dag, hvor der ligger den største bunke af historier, som journalisterne kan gå i gang med. Hvis din lancering skal have maksimal opmærksomhed, skal den ud senere på ugen. Men husk at give bloggere og journalister rigeligt med forberedelsestid! Du kan evt. bruge solohistorier og/eller klausuler.

Hemmelighed #6: Ingen to bloggere eller journalister er ens

Sørg for at du og dine PR-folk forstår, hvordan dine vigtigste kontakter blandt bloggere og journalister ønsker at få nye informationer præsenteret. Vær serviceminded over for den enkelte og tag hensyn til specielle behov og ønsker.

Hemmelighed #7: Mål succes - ikke trafik!

Sørg for at opstille realistiske, målbare succeskriterier i stedet for kun at kigge på trafiktal på nyheder eller hjemmesider. Der er mange parametre at måle succes på - ikke kun kvantitativt men også kvalitativt.

Hemmelighed #8: Tilpas din nyhed målrettet til hver interessent

Få styr på dine budskaber - de skal være kortfattede og præcise. Og så skal de versioneres til hver enkelt interessents behov. Gør deres research for dem og giv så mange understøttende oplysninger med som muligt, så de kan fokusere på historien og ikke alt det rundt om.

Hemmelighed #9: Find en talsmand

Det kan være svært - specielt for en iværksætter - at overlade talsmandsrollen til en anden. Det er jo ens hjerteblod, det drejer sig om. Derfor er det også ofte her, at utroligt mange virksomheder går galt i byen. Specielt som nystartet virksomhed får man få chancer til at gøre et godt indtryk, derfor kan det være altafgørende at finde en talsmand, der kan levere budskaberne klart og præcist.

Hemmelighed #10: Din virksomheds blog er mægtigere, end du tror

En blog bør hverken undervurderes eller overvurderes. Din virksomheds blog er med til at give dit brand personlighed. Det er et godt værktøj til at opbygge relationer. Men husk nu, at du ikke skal lancere dine egne historier på din egen blog først! Dine historier skal ud alle andre steder, så du kan linke til dem fra din blog (så der også linkes tilbage til dig!).

Hemmelighed #11: Vigtige bloggere inkluderer både A-listen og “Den Magiske Midte”

Din PR skal ikke kun henvende sig til de vigtigste Top 10 bloggere i din virksomheds branche. Du skal ud og have fat i alle de bloggere, der har 20-1000 andre blogs, som linker til dem. Det er “Den Magiske Midte” - den store masse af bloggere hvis kontakter virkelig får bredt din historie ud.

Hemmelighed #12: Følg med i samtalerne og tag del i dem

Glem ikke de sociale medier. Hvis de anvendes rigtigt, kan de potentielt nå ud til flere relevante og engagerede mennesker end en hvilken som helst velplaceret PR-historie i medierne. Og de sociale medier skaber relationer, der varer længere end interessen for nogen nyhedsartikel.

De fleste journalister kender til fænomenet med en indbakke, der bugner af mails fra alle og enhver, der ønsker at få to minutters offentlig taletid. Det tager tid at sortere de mest relevante fra, og til sidst bliver det bare en daglig rutine at delete alt, hvad der ikke umiddelbart har en fængende subject-linje. Desværre er PR-branchen stadig fyldt med folk, der tror, at det bare handler om at ramme flest mulige modtagere på diverse redaktioner, så kommer medieomtalen nok.

Redaktøren på Wired Magazine, Chris Anderson, er nu blevet så træt af henvendelser, der bare er sendt til ham personligt, fordi han er redaktør, at han er begyndt at sende PR-folk i spamfilteret første gang, de sender ham noget, som skulle have været sendt til en generel redaktionel e-mailadresse i stedet. Og der er ingen nåde. Den seneste måneds syndere har Chris netop offentliggjort på sin blog med en bemærkning om, at hvis en spammer høster de nu offentliggjorte e-mails, så vil det bare være poetisk retfærdighed.

Det er interessant at se, at flere af de virkeligt store PR-bureauer i USA, som burde vide bedre, er på Chris’ liste, så som Edelman, Webershandwick og, desværre i et tilfælde, GCI. Man kunne ellers godt tro, at den slags fejl var for amatører, men nej. Lad mig derfor opstille et par tommelfingerregler for god håndtering af presselister:

1. Presselister og -databaser er til brede udsendelser af nyheder, som pr. definition er alt andet end solohistorier. Derfor er det hverken gavnligt eller tilrådeligt at sende fast til redaktører personligt, da næsten alle medier har en fast redaktionsadresse, som kontinuerligt monitoreres af en stab af nyhedsvagter, redaktører, ajourhavende og redaktionssekretærer. Tro mig, de skal nok kigge på din nyhed hurtigt og vurdere, om det er noget for dem. Redaktørens personlige mail er til lige netop det - personlige mails.
2. Skriv kun direkte til navngivne journalister eller redaktører i disse tre situationer:
   1. Hvis du forudgående har talt i telefon med vedkommende og aftalt, at du sender noget
   2. Hvis du har haft kontakt til vedkommende, som har accepteret eller bedt om at komme på en bestemt presseliste for jævnligt at modtage nyheder om et givent emne/firma/produkt
   3. Hvis du igennem noget tid har leveret nyheder og tips til vedkommende, så I har en fælles forståelse af, at du godt kan skrive uopfordret med historier
3. Hvis en redaktion skriver tilbage og frabeder sig flere pressemeddelelser, så kan det fx være fordi, de kun skriver lokalstof (hvis det er et distriktsblad), de får alt for mange henvendelser og prøver at begrænse byrden, eller fordi du ikke har sat dig nok ind i, hvordan de ønsker at modtage pressemateriale. Måske har du brugt et uhensigtsmæssigt filformat, for store vedhæftede filer eller bare vægtet stoffet forkert. Der er fx stor forskel på, hvordan radiostationer og avisredaktioner ønsker at modtage stoffet. Lad være med at sende sådan en redaktion mere - i hvert fald til du har snakket med redaktøren. Tro ikke, at “næste gang går det nok bedre, og de opdager nok ikke, at det er mig igen”. Det gør de, og du risikerer bare at ryge i deres spamfilter, sådan som dem, der forstyrrede Chris Anderson. Og det er hverken du eller dine kunder tjent med. Tal i stedet med den pågældende redaktør, undskyld hvis de har følt sig generede af dine udsendelser, og prøv at finde frem til, hvordan du bedst servicerer dem i fremtiden uden at spamme dem unødigt. Jeg taler af erfaring, når jeg siger, at 7 ud af 10 redaktører falder til ro og kommer frivilligt tilbage på presselisten, når de føler, at du tager dem alvorligt og respekterer deres travle hverdag. Og resten takker pænt nej men taler i hvert fald ikke dårligt om dig og dit firma bagefter.
4. Hvis du etablerer en fast udsendelsesliste - fx på vegne af en bestemt kunde eller et produkt - så gør det nemt at melde sig af listen igen. Det kan du fx gøre med en lille signatur og et link i bunden af dine udsendte nyheder.
5. Tænk dig om. Det handler ikke om at ramme flest mulige medier men at ramme de relevante medier. De fleste kunder forstår godt konceptet kvalitet over kvantitet, så der er ikke nogen grund til at gøre alle journalisternes hverdag mere hektisk ved at sende dem pressemeddelelser, som en stor del af dem ikke vil bruge, hvis du i forvejen ved, hvad det er for 10-20 medier der med al sandsynlighed vil interessere sig for historien.

Disse regler har ikke til hensigt at give dig berøringsangst med medierne. Rigtig mange journalister forstår heldigvis arbejdsværdien af de pressemeddelelser, de modtager, og sætter pris på dem. Men målret dine udsendelser mod relevante modtagere og tro ikke, at chefredaktøren er en genvej til omtale.

Ved at lægge sag an mod et projekt, der skaffer penge til Darfur, har Louis Vuitton stukket hånden i en hvepserede.

Du har sikkert allerede læst om Louis Vuittons sagsanlæg mod designeren Nadia Plesner, som der har været skrevet en del om den sidste uges tid. Hvis ikke, så er historien kort, at den 26-årige danske designer Nadia Plesner har tegnet en håndtaske, der til forveksling ligner Louis Vuittons kendte design, i et billede på en række plakater og T-shirts, hvis salg genererer penge til nødhjælp i Darfur. Det bryder Louis Vuitton sig ikke om, og de har derfor lagt sag an mod Plesner, da hun ikke frivilligt vil stoppe sit velgørende foretagende.

Louis Vuitton kræver ifølge medierne 112.500 kroner i bøder om dagen, for hver dag Plesner gør følgende:

1. Sælger sine T-shirts og plakater på sit website http://www.nadiaplesner.com/
2. Fremviser brevene fra Louis Vuitton på det nævnte website
3. Anvender navnet “Louis Vuitton” på det nævnte website!!

Sagen har fået global medieomtale, og støtteerklæringer fra hele verden strømmer ind på Plesners hjemmeside. Bloggerne og internetaktivisterne er aktivt i gang med at svine Louis Vuitton til i diverse fora, og for et par dage siden sprang også mindst tre Facebook grupper frem til støtte for Nadia Plesner. På Google er der allerede over 61.000 hits på “LV+Darfur”, 39.000 hits på “Louis Vuitton+Darfur” og blandt de første 10 hits på “Louis Vuitton” dukker nyheden om den sagsøgte kunstner op to gange (i hvert fald i Danmark).

Hele sagen er begyndt at minde om et regulært PR-mareridt for Louis Vuitton. Det er specielt faldet de kritiske masser for brystet, at Louis Vuitton sagsøger et non-kommercielt projekt, der skal rejse penge til nødlidende i Afrika, og at summerne i sagsanlægget er så astronomiske. Før medieomtalen (og dermed salget af T-shirts) rigtig tog fart, havde Simple Living kun skaffet omkring 20.000 kroner til Darfur. Det beløb må forventes at være steget betydeligt de sidste par uger.

Uden at jeg skal kloge mig for meget på copyrights og jura, har jeg svært ved at se, at Louis Vuitton har en sag her. Eftersom tegningen kun minder om en Louis Vuitton taske, salget af T-shirtene ikke konkurrerer med Louis Vuittons eget salg af varer og der er tale om et non-profit foretagende, er der efter min overbevisning ikke meget at komme efter. Og kravet om at Plesner ikke må fremvise breve, Louis Vuitton selv har sendt hende, eller skrive deres firmanavn på hendes website, virker direkte i strid med loven om ytringsfrihed.

Men hvorfor har Louis Vuitton så reageret så voldsomt over for det lille filantropiske firma? En forklaring kan være præcedens i forhold til kommende retsopgør. Fjollet eller ej så er specielt store, internationale virksomheder nødt til at tage selv opfattede krænkelser af deres copyright alvorlige, da de ellers kan bruges senere af en modpart i retten (”dengang reagerede I ikke, hvorfor så nu?”).

Uanset bevæggrunden så virker håndteringen af sagen fra Louis Vuittons side klodset og ikke ordentligt gennemtænkt. De har formået at få pisket en stemning op i medierne og har ligefrem vakt internetaktivisterne op til kamp. Flere steder, som på bloggen detfalskested.dk og på Facebook, går opfordringer igen til at genere Louis Vuitton ved at fremprovokere negative søgeresultater igennem linkaktivisme, købe Simple Livings T-shirts og boykotte Louis Vuittons produkter.

Louis Vuitton kunne have undgået hele denne affære ved at tage bestik af situationen og i stedet for at bede Plesner om at droppe sit foretagende så støtte det. De kan ikke løbe fra, at de som virksomhed sælger varer, der ligger i den absolutte luksus-ende af skalaen. Det kan godt være, at Louis Vuitton ikke bryder sig om at se deres design anvendt som kulturikon sat sammen med et sultende barn, men hvis de i det mindste havde anerkendt, at det var det, det var - et kulturikon og symbol på vor tids rigdom - så kunne de have vendt historien til noget positivt.

Rockidoler og filmstjerner er konstant fremme og tale Afrikas sag, uden at de af den grund behøver at undskylde for, at de selv tjener styrtende med penge. Bono har endda været nomineret til en Nobel Pris for sin godhed, selv om han beskyldes for at gemme penge i et skattely. Hvis Louis Vuitton ikke kunne undlade helt at reagere - af hensyn til fremtidig jura - så kunne de have indgået en aftale med Simple Living om, at produktionen af T-shirts var med deres viden og accept på betingelse af, at projektet forblev non-profit og overskuddet fortsatte med at gå til Darfur.

Det er vanskeligt at se, at Louis Vuitton har ret mange muligheder lige p.t. Bloggere skal nok holde liv i historien om sagsanlægget, indtil det enten bliver droppet eller der indgås en form for forlig. Allerede nu står advokater i både Holland og Frankrig parate til at hjælpe Plesner med at håndtere sagen - gratis - og hvis en egentlig boykot af Louis Vuittons produkter begynder, kan sagen ende med at blive en langt større hovedpine for modehuset, end de er villige til at kæmpe med.

Under alle omstændigheder bliver det spændende at følge sagen videre frem.