Det er sjældent, at man ser danske virksomheder oprette stillinger specifikt rettet mod kommunikation gennem sociale medier. Derfor fangede nedenstående min opmærksomhed i dag på K-forum:

Project Manager – temporary

(Kilde: Kommunikationsforum.dk)

Med sådan en overskrift har jeg virkelig dummet mig, hvis jeg ikke kan følge ordene op med handling…

Men skidt pyt! Start snakken! er hermed officielt tilbage efter 2½ måneds pause og nogle grundige overvejelser om, hvad bloggen skal og ikke skal handle om. Den lange pause var først og fremmest resultatet af et travlt efterår og vinter med lidt for meget arbejde. Men jeg havde også igennem længere tid følt, at jeg med projekter som “Ordbogen over sociale medier” havde forpligtet mig til at levere noget, som der i det daglige bare ikke blev tid til. Derfor blev det hurtigt forsømt.

Derfor er Start snakken! tilbage i en mere fokuseret version. Væk er “Who’s who of social media” siden. Og ordbogen bliver nu kun udbygget, når jeg falder over noget, jeg ikke kan lade være med at skrive om. Jeg lader dog de gamle opslag stå, da de kan være nyttig læsning for nogle besøgende.

Web 2.0 revolutionen som udeblev

Da jeg startede bloggen i april 2008 var jeg meget optaget af web 2.0, som så ud til at transformere hele verden omkring os. Den interesse har jeg til dels stadigvæk, men jeg er en del mere skeptisk i dag omkring, hvor hurtigt forandringerne vil slå igennem.

De første negative tegn viste sig – for mig – da Twitter fjernede muligheden (for størstedelen af europæerne) for at sms’e opdateringer for et halvt år siden. Det, der var stærkt på vej til at blive den vigtigste kommunikationskanal for hurtige statusopdateringer fra vennerne, blev bundet til at være online. Og hvis man er online, hvorfor så opdatere status på Twitter, når man kan opdatere sin status på Facebook, som mange flere bruger? Som en konsekvens heraf er jeg næsten aldrig på Twitter mere…

Finanskrisen har også sat sine spor på hastigheden hvormed web 2.0 har holdt sit indtog i danske virksomheders kommunikation. I foråret 2008 var der rigtig mange spændende tegn på, at store virksomheder havde tid, lyst og råd til at eksperimentere. Men med finanskrisen er virksomhedskommunikationen i høj grad skåret ned og gået ‘back to basics’.

Hvad så nu?

Jeg følger stadig udviklingen inden for digitale/sociale medier med interesse, men Start snakken!s fokus bliver fremover nok mindst lige så meget på generel PR og kommunikation. Jeg vil prøve at blive bedre til at kommentere mere jævnligt – selv hvis det kun bliver i mindre kommentarer og observationer og ikke altid i lange synspunkter og indlæg.

Til gamle læsere siger jeg: velkommen tilbage! og til de nye, der måtte komme til: velkommen til!

God fornøjelse!

Hmm… det er godt nok en kedelig overskrift – selv om den er meget præcis.

Forleden startede min ven og tidligere kollega Kristian Levring Madsen endelig en blog op. Den hedder Det Levende Ord og handler om kommunikation, politik og medier. Den er kommet rigtig godt fra start, hvilket ikke undrer mig, for Kristian har altid haft et skarpt øje for spændende emner og vinkler. Han har flere gange været direkte inspirationskilde til historier her på Start snakken!, så jeg kan varmt anbefale, at I lægger vejen forbi Det Levende Ord.

Kristian har modstået fristelsen til at sætte en besøgstæller på sin blog (i modsætning til mig), men hvis man dømmer ud fra antallet af kommentarer på den første håndfuld indlæg, han har skrevet, så har han ramt en nerve i blogosfæren, der giver opmærksomhed. Og det er jeg overbevist om, at Kristian vil fortsætte med.

Inden for de sidste 24 timer er jeg blevet gjort opmærksom på to gode blogposts om, hvordan man øger sit besøgstal på ens blog. Jeg kan desværre ikke nå at omskrive dem til en lang dansk post i aften, men i det mindste kan jeg da dele dem med jer.

Det første link fik jeg fra Morten Saxnæs via FriendFeed. Det er Chris Brogans blogpost “Growing your audience – some basics“. Det næste link var “Building Blog Readership” af Dave Fleet, som jeg fik tilsendt som Twitter link fra Thomas Tangen, en kollega i GCI Communique i Norge.

Det kunne være spændende at høre, om I er enige i betragtningerne i de to blogposts, synes der er noget der mangler, eller har helt andre erfaringer med at opbygge en læserskare?

Illustration: Tumultmedia.dk

Brian Solis’ nye e-bog om sociale medier indeholdt et link til denne lille underholdende film om, hvordan en forbruger slår op med sin reklamemand, fordi de ikke længere har det indbyrdes forhold, hun ønsker. Ret underholdende og en tankevækkende måde at illustrere overgangen fra massekommunikation til dialog på.

Hans Henriks kommentar til min seneste blogpost om Twitter fik mig til at tænke over, hvordan de sociale medier præger vores valg af kommunikationskanaler i arbejdet og privatlivet.

Sidste efterår afsagde NOKIAs forskningschef, Terjo Ojanperäs, en dyster dom over e-mails som værende på vej til at uddø som redskab til intern kommunikation. Som alternativer nævner han, at NOKIAs medarbejdere anvender blogs og Facebook-profiler til at kommunikere med hinanden. Artiklen kalder også e-mails for en “tidsrøver”.

Når man samtidig kigger på Weminds interne mikroblog, som Hans Henrik fortalte mig om, og man ser på mange virksomheders brug af fx wikis som alternativ til et intranet til at styre projektplaner og videndele, så er det nemt at tro, at e-mailen vil gå dinosaurernes vej.

Men det er for tidligt at afskrive e-mailen endnu, primært af den grund, at det stadig er den digitale kommunikationsform, der har flest handlemuligheder og håndteringsmuligheder. Jeg blev meget inspireret af at læse Michael Arringtons blogpost på TechCrunch sidste uge om Facebook Messagings mange mangler, og jeg synes, at Michael har nogle rigtig gode pointer.

Kort fortalt, så beklager Michael sig over, at messages på Facebook ikke kan arkiveres, sorteres eller håndteres og derfor anvendes som et supplement eller alternativ til e-mails. Der er problemer med load tiden, når man modtager mange arbejdsrelaterede messages, de kan ikke forwardes, tagges eller lægges i bestemte mapper til senere brug.

Jeg har det på samme måde med eksempelvis Twitter, selv om en URL fra en Twitter besked trods alt kan bogmærkes, så jeg kan vende tilbage til den senere, så bliver det før eller senere et mareridt at skulle besøge Twitterportalen flere gange om dagen for at arkivere mine favoritbeskeder, som jeg vil gemme af den ene eller anden årsag.

Hvad så med wikis? Jeg må indrømme, at jeg ikke selv har den store erfaring med opbygning af wikis som interne kommunikationskanaler, og jeg kan sagtens se nytten af wikis i forbindelse med projektstyring, men en wiki kan efter min mening stadig ikke tilbyde e-mailens fleksibilitet eller muligheder for privat/diskret dialog. Det er jo ikke altid alting, man ønsker at alle ens kolleger skal læse.

Så har jeg fået oprettet mig på Twitter! Det var ikke så intuitivt, som jeg kunne have ønsket mig. Sitet bærer stadig præg af, at det er en gratis tjeneste uden særlige indtægter, synes jeg. Men det lykkedes da i sidste ende.

Jeg har fundet nogle personer, hvis Twitter feed jeg gerne vil følge. Det drejer sig i første omgang om nogle danske, norske og amerikanske kolleger, men jeg har også tilføjet den kendte blogger Jeff Jarvis og New York Times bare for skæg.

Inden for fire timer lærer jeg, hvorfor Twitter kan slås fra i bestemte tidspunkter af døgnet, og hvorfor man for hver feed, man følger, kan vælge om man vil modtage på devices – dvs. min mobil – eller ej. Jeg har fået 14 beskeder! Tre fra kolleger, syv fra NY Times og fire fra Jeff Jarvis, der gerne ville fortælle, at han ventede på et fly i Portland og senere at “den flinke pilot lod dem Twitte løs i flyet, men at sidemanden var forkølet”, så Jeff kunne se frem til flere timer med bakterier, snøften og hosten. Stakkels Jeff.

Jeg kan ikke lade være med at føle, at ud over at være et godt sociale medie til at holde kontakten på, så er Twitter ideelt for virksomheder til oplysning og kundeservice. Her er bare et par af de ting, jeg kunne forestille mig, at vi inden for nogle år vil se Twitter blive brugt flittigt til:

Buslinjer og togforbindelser – det bliver et Twitter feed for hver S-togslinje og hver busrute. Når der er forsinkelser, modtager de faste pendlere straks besked om hvor og hvor længe. Trafikradio kunne lave det samme med en række feeds for forskellige motorvejsstrækninger.

Ugens økologiske tilbud – den her idé har jeg faktisk allerede prøvet at sælge ind til en kunde, men det var sidste efterår og tiden var vist ikke moden til det. Men jeg tror stadig på tanken. Folk gider ikke modtage en masse reklamer – og slet ikke i papir ind af døren. Men hvad med tilbud på bleer til børnefamilier, økologi til de sundhedsbevidste eller vin til entusiasterne? Der kan sagtens laves Twitter feeds inden for en lang række produktkategorier, som folk gerne vil have at vide, når der er gode tilbud på.

Pre-sale på modetøj – hvis du er flittig kunde hos et bestemt tøjmærke, får du særlige Twitterinvitationer til lukkede arrangementer med førudsalg af attraktive varer.

Deltagerinput til konferencer – dette bruges allerede i USA, hvor paneleksperter fx modtager spørgsmål på Twitter fra lyttere og seere til videotransmitterede debatter og lignende.

Nyheder – når New York Times gør det, er det kun et spørgsmål om tid før nyhedsmedier over hele verden gør det. I takt med at nyheder rykker online og mobilen bliver et mere udbredt medie at browse i, vil vi se mange flere breaking news udsendt på Twitter eller lignende tjenester med links, der fører direkte ind på mediernes hjemmesider eller mobilsider.

Patientgrupper – alt lige fra “husk din medicin” til “læs om ny forskning i din sygdom” kan kommunikeres fra både medicinalbranchen som serviceoplysninger og sundhedssektoren som led i deciderede behandlinger.

Underholdningsbranchen – alt fra bands til ugens biograffilm vil blive sendt ud til interesserede brugergrupper, der gerne vil være orienteret om udbuddet af tilbud.

Hvis du skulle have lyst til at følge mine Twitter beskeder, kalder jeg mig “startsnakken” på www.twitter.com!

Nykredit går galt i byen med Facebook side og jeg giver gode råd.

En ’sponsored story’ med overskriften “Tænk nyt – Bliv fan af Nykredit” dukkede op i min news feed på Facebook i dag.

Det lød umiddelbart ikke så tillokkende, men der stod også noget om en konkurrence, så jeg klikkede alligevel nysgerrigt videre og kom hertil.

Det, jeg fandt, var Nykredits page på Facebook kaldet “Job i Nykredit”. Ved første øjekast ser jeg både videoer med medarbejdere, en stor konkurrence om at lave en ny “Tænk Nyt” reklamefilm, invitationer til virksomhedspræsentationsevents, fotoalbums og et diskussionsforum. Og så tænkte jeg: “Fedt! Endelig en dansk virksomhed, der rykker på Facebook og tilsyneladende gør et ordentligt stykke arbejde ud af det!”

Men så begynder advarselslamperne at blinke. Der er kun 142 medlemmer – ‘fans’ som Facebook så åndssvagt har valgt at døbe dem – på siden. Til trods for at konkurrencen om at lave en ny reklamefilm har kørt siden februar, er der kun ét bidrag – lavet af nogle knægte, der øjensynligt har haft det skægt, men som næppe vinder en reklamepris foreløbigt.

Videoerne med medarbejdere fra Nykredit ligner et forsøg på at tegne en alsidig virksomhed med diversitet i de ansatte og mange karrieremuligheder, men de savner noget originalitet. Og så er der det, som virker mest underligt på mig: i diskussionsforummet stiller Nykredit de besøgende spørgsmålet: “Hvad er det vigtigste for dig, når du søger job?” med underspørgsmålene “Hvad brænder du for?” og “Hvordan fanger Nykredit bedst din interesse?” Det er der ikke en eneste, der har svaret på.

Siden har været oppe og køre siden februar 2008, men har altså kun 142 medlemmer, 1 bidrag i konkurrencen og ingen kommentarer i forummet. Ikke så imponerende. Når jeg læser velkomstnoten står der:

Det lyder jo godt, men siden er kun opdateret to gange – 4. marts da der kom et event i kalenderen og 3. april, da bidraget i filmkonkurrencen landede på deres Super Wall.

Men hvor er det så, at Nykredit er gået galt i byen? Der er flere ting, men først og fremmest har de tilsyneladende manglet en klar strategi med tilstedeværelsen på Facebook.

1. ”What’s in it for me?”

Det første spørgsmål, Nykredit burde have spurgt sig selv, er: “hvad får de besøgende med sig?” Det er en flot side, og videoerne og virksomhedspræsentationsevents er måske interessante, hvis man kunne tænke sig at arbejde for Nykredit. Men der er intet, der belønner dem, som kommer tilbage jævnligt – ingen nyheder eller opdateringer. Og helt ærligt: hvor meget interessant nyt kan en rekrutteringsafdeling skabe?

Forummets spørgsmål er et eksempel på, at man ikke tænker i modtagere men prøver at få noget nyttigt (for Nykredit) ud af gruppen. Og det er sådan set legitimt nok – men det er stillet op på en måde, så Nykredit beder om min mening – og min dyrebare tid – og ikke giver noget igen. Den går ikke i et socialt medie, og det viser de manglende svar også.

Man bør også stille spørgsmålstegn ved valget af en page på Facebook – frem for en group eller måske noget helt andet på et andet socialt medie. Styrken ved en page er bl.a., at medlemskab automatisk fremhæver page’ns navn og ikon på hver enkelt medlems profil – så andre kan se det. Men et af de centrale elementer i Facebook er ekshibitionisme: jeg vælger at være med i en gruppe eller fan af noget, fordi det er med til at skabe den signalværdi, jeg ønsker. Derfor vil jeg gerne være fan af iPod, Hugo Boss eller Dyrenes Beskyttelse, men hvor er det fede i at være fan af “Job i Nykredit”? Så havde “Nykredit” trods alt været (en smule) bedre.

2. En video er ikke dialog

Kernen i de sociale medier er, at de ansporer dialog. Men at lægge en video på et socialt medie som Facebook er ikke at gå i dialog med de jobsøgende. Det er stadig at tale til dem – bare på en ny platform. Jeg lavede en rask søgning og fandt desværre kun en af de fire medarbejdere fra videoerne med en profil på Facebook. Hvis Nykredit virkelig ville i dialog, så havde det været oplagt, at der i slutningen af hver video havde stået: “Vil du vide mere? Så skriv til [navn] her på Facebook!” efterfulgt af et link. Når nu medarbejderne stiller op til en video, kunne man godt forestille sig, at de kunne få løn for at tage skridtet videre og blive rigtige ambassadører for Nykredit i kød og blod?

3. Viral spredning bygger på underholdning

Jeg kan naturligvis ikke vide, om siden er en stor succes og har haft tusinder af besøgende. Men brugen af en ’sponsored story’ (som jeg må antage koster penge?) og den ringe aktivitet på siden tyder på, at Nykredit ikke har fået spredt ordet ordentligt. Og det er egentlig synd, for specielt ideen med konkurrencen om at lave sin egen “Tænk Nyt” video er både sjov, involverende og har nogle præmier, der sikkert kunne få folk op af stolene – hvis de havde hørt om den!

Men der er ikke noget på siden, der ansporer eller faciliterer den virale spredning. Der er ikke et konkurrenceopslag på Super Wall’en, man kan forwarde til vennerne. Der er ikke noget spas, som kan give mig positiv opmærksomhed blandt venner og kolleger ved, at jeg sender det videre. Der er ikke noget, som gør, at når man ser vennerne blive medlemmer (fans), så tænker man: “Det må jeg lige tjekke ud!”

4. De har ikke TÆNKT NYT

Mest af alt savner jeg, at Nykredit tager deres eget “Tænk Nyt” slogan alvorligt med siden og viser mig noget, jeg slet ikke har set før! Det er måske en svær udfordring for en rekrutteringsafdeling, men det er trods alt deres eget slogan og burde derfor, kunne man synes, gennemsyre alt, hvad de laver i Nykredit.

Nykredits “Tænk Nyt” portal er et rigtig godt eksempel på nytænkning og involvering af kunderne. Det bygger på samme koncept som DELL’s “Idea Storm”, der er et forum, hvor almindelige mennesker kommer med ideer til produkter og services, som DELL bygger videre på. Den form for nytænkning savner man på Facebook siden.

Hvis Nykredit gerne vil i dialog med flere potentielle medarbejdere og have nogle flere bidrag til deres reklamefilmskonkurrence, kan de fx overveje følgende:

Nå ud til jeres medarbejderes netværk

Der er over 500 Nykredit medarbejdere med profiler på Facebook – start der. Igennem den interne kommunikation i virksomheden kan man opfordre medarbejderne til at medvirke. Det vil også helt automatisk fungere som et kvalitetsfilter, for ting der ikke er sjove, interessante og godt lavet, gider man ikke give videre.

Prøv ikke at nå alt på en gang

Det er svært at samle en god konkurrence, noget saglig information om Nykredit som arbejdsplads og så et cool fan-koncept under samme hat. Prøv at tænke de forskellige mål igennem og så lægge strategien (en gang til). For hvert budskab Nykredit vil formidle, skal der gerne være én klar kommunikationsindsats. Det kan fx være, at konkurrencen er bedre tjent med at køre sit eget liv på sin egen side (eller på MySpace?), hvor den kan fungere som et element i Nykredits branding aktiviteter.

Gør det sjovt

En medarbejdervideo, der fortæller hvor fede muligheder der er i Nykredit, forventer jeg at finde på Nykredits egen hjemmeside under HR. Det er ren markedsføring af den slags, man selv kan opsøge, hvis man mangler informationer. Hvis Nykredit skal bruge et socialt medie til at vise mig, at de er en fed virksomhed at arbejde i, vil jeg se noget, som er virkeligt. Hvorfor lader man ikke afdelingerne dyste om at lave den fedeste (sjove) video omkring, hvad det vil sige at være en del af Nykredits team? Det ville sætte ansigter på virksomheden på en helt anden måde og garanteret også være sjovt for medarbejderne – hvilket igen er med til at brande Nykredit.

Brug hvad I allerede har

Der er allerede over 140 medlemmer, som I kan gå i gang med at tale med. Hvorfor ikke spørge dem, hvorfor de er blevet medlemmer, hvad de gerne vil have mere af på siden og hvad de evt. ville være interesserede i ift en ansættelse i Nykredit?

Gå i dialog

Dette er faktisk det vigtigste af alt. Hvis Nykredit skal have udbytte af at være på Facebook og ikke bare have et statisk, virtuelt visitkort liggende, så skal de i gang med at tale med folk. Nykredit bruger i forvejen blogs og RSS-feeds. Den slags kan integreres på Facebook fx via FriendFeed, der fås som application. Hvis Nykredit havde en personprofil, man kunne “være venner med”, kunne man i FriedFeed se, når Nykredit blogger, uploader Flickr billeder, lægger videoer på YouTube, bruger del.icio.us til at bogmærke spændende emner på Internettet og mange andre ting, der ansporer interaktion med Nykredit, fordi man får pirret sin nysgerrighed.

Facebook giver også muligheder for at bruge polls, så man kan lave meningsmålinger (der er nemmere at forholde sig til end et spørgsmål i et diskussionsforum og giver øjeblikkelig belønning i form af en svarstatistik). Som en branding gimmick kunne man lave en “Hvilken slags Nykredit medarbejder er du?”-quiz, for selv om mange Facebook brugere efterhånden siger nej pr. automatik til nye, hjernedøde tidsrøvere, så er quizzer på grund af konkurrenceelementet stadig populære som korte afbræk i hverdagen.

Men man skal have bestemt sig for, hvad det er man vil opnå – hvad man vil i dialog om – for der er ikke nogen tvivl om, at det koster lidt ekstra ressourcer at være i dialog.

Så Tænk Nyt Nykredit! – og skab værdi for Facebook brugerne. Så kommer de også til jer.

Det første indlæg i min ordbog over sociale/digitale medier skal handle om tjenesten del.icio.us, som er en såkaldt social bookmark tjeneste. Du er sikkert allerede vant til at gemme hyppigt besøgte hjemmesider som bogmærker i din Internet browser. De bogmærker er gemt på computeren, og du har derfor ikke adgang til dem, hvis du fx arbejder på en anden computer på biblioteket eller derhjemme.

Sociale bogmærker er forskellige på flere måder. For det første gemmes bogmærkerne ikke på en bestemt computer men på en hjemmeside på Internettet – del.icio.us – som du derfor kan få adgang til alle vegne, hvor du kan gå online.

For at gemme bogmærker på del.icio.us skal du oprette en simpel konto med et brugernavn, et password og en e-mail. Bare rolig – del.icio.us sender dig ikke spam og videregiver ikke din e-mail til andre. Når du har oprettet dig, kan du gemme dine bogmærker på hjemmesiden. For at du nemt kan finde rundt i dem, har du mulighed for at give dine bogmærker såkaldte ‘tags‘, som er ord, der hjælper med at beskrive indholdet af siden, som du gemmer.

Du kan give en hjemmeside – fx en nyhed – flere tags på en gang, fx ‘erhverv’, ‘aktiekurs’ og ‘bank’. Hvert enkelt tag virker så efterfølgende som et link til en liste over alle de web-sider, du har tagget med det ord. Når din tag-liste bliver meget lang, kan du så samle dine tags i bundter under relevante overskrifter osv.

Hvad gør så del.icio.us socialt?

Hver gang du gemmer en hjemmeside, registrerer del.icio.us det, og tjenesten registrerer også hvilke tags, du giver den. På den måde er del.icio.us i stand til at fremvise lister over de mest populære (mest gemte) hjemmesider og hvilke emner (tags), de bliver forbundet med. Du kan dog altid vælge, om din bogmærkning og tagging af en hjemmeside skal være privat eller offentlig synlig. Men rigtig mange mennesker verden over gemmer og tagger hver dag hjemmesider om alverdens emner, hvilket genererer ‘hitlister’ over populære emner og sider. Som besøgende kan du så søge i tags og emner og finde sider, som andre på den måde har markeret som måske relevante for din søgning.

Du kan også have knytte kontakter til andre del.icio.us-brugere, hvis du kender deres brugernavn. Når du kender andre brugere og de dig, kan I anbefale relevante bogmærker til hinanden. Disse dukker så op på din personlige side på del.icio.us under overskriften ‘links for you’, indtil du godkender eller afviser dem, hvorefter de forsvinder eller bliver en del af dine egne bogmærker med de tags, du giver dem.

Selv hvis dine kontakter ikke gemmer anbefalede bogmærker til dig, kan du med et klik på linket ‘your network’ se en liste over, hvad de har gemt af bogmærker for nyligt. På den måde kan du følge med i, hvad de læser og få gavn af, hvis de kender til nyttige hjemmesider, du ikke selv kendte til.

Du kan også vælge at undersøge et bestemt tag – fx ‘politik’ – hvilket giver dig en liste over sider, der er gemt med denne tag. Her kan du så se hvilke personer, der har bogmærket disse sider, og derfra se, hvad de ellers har bogmærket. Med andre ord får du mulighed for at se, hvad personer, der har en interesse til fælles med dig, ellers har bogmærket offentligt på Internettet.

Den sidste interessante ting ved del.icio.us er, at du kan abonnere på et RSS feed med et eller flere tags. Det vil sige, at du i din RSS-feed reader modtager en stadig strøm af links til hjemmesider med de(t) tag(s), som du gerne vil vide mere om. Og du kan indstille dit feed til at være fra en bestemt del.icio.us-bruger, flere brugere eller alle bogmærker med det pågældende tag. Hvis du fx indtaster http://del.icio.us/rss/tag/politik i din RSS-feed reader, så vil du begynde at modtage de sider, der er bogmærket og tagget ‘politik’. Denne funktion er nyttig, hvis du gerne vil følge med i, hvad en eller flere andre bogmærker om et emne.

Social bookmarking som arbejdsredskab og fornøjelse

del.icio.us har en lang række praktiske anvendelsesmuligheder – både for virksomheder og enkeltpersoner. De er fx:

1. Vis dine “must reads” frem. Hvis du er en autoritet på et felt, eller bare en entusiast, kan du hjælpe andre til at læse det, du anbefaler. Fordi sociale bogmærker kan tagges på mange måder, der kan krydsrefereres, gør det søgningen for interesserede meget nemmere. Forestil dig fx en ingeniør-virksomhed, der gerne vil hjælpe studerende og potentielle ansatte til at finde de mest relevante hjemmesider og online publiceringer. I stedet for at fremvise en stribe links på virksomhedens hjemmeside med statiske (og måske misforståelige) navne, kan de linke til íngeniørvirksomhedens del.icio.us profil, hvor besøgende ikke alene kan se, hvad de anser for “must reads” i deres ‘tag cloud‘, men også også oprette sig som abonnenter på fremtidige bogmærker. På den måde intræder ingeniørvirksomheden pludselig i de studerende og jobsøgendes liv som en tilbagevendende ekspert, hjælper og sparringspartner!
2. Spred ordet. del.icio.us er integreret med et hav af andre sociale/digitale medier og tjenester, som alle kan fremvise, hvad du gemmer som bogmærker. I min blog har jeg fx en widget, der viser, hvad jeg senest har gemt på del.icio.us, så besøgende kan klikke direkte videre til siderne. Og flere af mine venner bruger ligesom jeg FriendFeed på Facebook, så vi i løbet af dagen bliver inspirerede af hinanden til at besøge nye sider, som andre har fundet frem. Dette aspekt af del.icio.us er genialt til at videndele mellem kolleger i en virksomhed eller mellem professionelle inden for den samme branche.
3. Fang nyheden hurtigt. Bloggere er efterhånden oftere hurtigere ude med nyhederne end de traditionelle medier – i hvert fald kan det betale sig at lægge et øre til jorden i blogosfæren. Da mange blogs læses, bogmærkes og tagges af del.icio.us-brugere, kan du med de før beskrevne RSS-feeds faktisk sætte din egen private nyhedsstrøm om et emne op og så få udrettet andre vigtige ting, mens titusinder af andre læser, sorterer og indekserer Internettet for dig. Det er selvfølgelig ikke en erstatning for almindelig nyhedslæsning, men for virksomheder er det ofte guld værd at kunne følge med i, hvad der skrives om deres produkter og services. Og det hjælper bogmærker og tags i del.icio.us dem med.

Afslutningsvis vil jeg vise en god lille introduktionsvideo til del.icio.us fra YouTube. Der er links til et par stykker mere nedenunder og mange flere på selve YouTube, men dette er efter min mening den bedste.

Hvis dette opslag var til hjælp for dig, vil jeg være glad for, hvis du vil lægge en kommentar i selve ordbogen her.

God fornøjelse!

Og så er der disse videoer, der er længere men indeholder en vejledning på skærmen skridt for skridt: Getting started with del.icio.us og Using del.icio.us

PR-bureauer mangler blogerfaring kunne man i sidste uge læse på Business.dk. Artiklen tager udgangspunkt i en undersøgelse, Rescu Kommunikation har lavet af danske PR-bureauers brug af corporate blogs.

Artiklen citerer Rescu for at konstatere, at kun syv ud af 58 bureauer har en blog eller er ved at opbygge en. Det er paradoksalt, mener Rescu Kommunikations direktør Christian Bogh, der udtaler til Business.dk: ”…det kan undre, hvor bureauerne får erfaringer fra til at rådgive om blogs, når de ikke selv bruger dem”.  

Nu er det jo altid sjovt at se en fagmand benytte en af fagets gamle travere (”ny undersøgelse viser at…”) til at skabe lidt opmærksomhed – i dette tilfælde om hans egen virksomhed. Men jeg synes ikke, det hænger sammen at sige, at de danske blog-rådgivere ’ikke har noget på’.  

Christian Bogh og brancheforeningens formand Niels Rasmussen nævner begge i artiklen en række grunde til ikke at have en corporate blog i virksomheden – bl.a. mangel på tid, ressourcer eller noget relevant at sige. Og alle tre ting har garanteret indflydelse på manglen på corporate blogs i PR-Danmark. 

Men hænger rådgivningsevner og egen blog nødvendigvis sammen? Det mener jeg ikke. Som rådgiver har jeg aldrig styret en børsnoteret virksomhed igennem en krise, men det betyder ikke, at jeg ikke kan være kvalificeret til at rådgive om kommunikation i en krisesituation. Christian Boghs filosofi er tilsyneladende ’learning by doing’, men i min verden kommer læring ikke kun af praktisk arbejde men også af fordybelse, af at studere cases, og af at lytte til andres erfaringer.  

Jeg synes også, at præmissen for Christian Boghs konklusion er mangelfuld, idet han fortæller, at hans undersøgelse ikke tæller ”enkeltstående private blogs, skrevet af danske PR-folk” men kun PR-bureauernes corporate blogs. Med andre ord så talte GCI Mannovs officielle bureau-blog med i undersøgelsen (inden den blev nedlagt, netop af de førnævnte grunde), men mine kollegers blogs og min egen gælder altså ikke.  Men det holder ikke at sætte lighedstegn mellem en (PR)-direktørs corporate blog og så hans/hendes ansattes grundlag for at rådgive om blogs, samtidig med at man blankt ignorerer den enkelte rådgivers all-round erfaring.  

Jeg vil desuden sige, at for at forstå blogs som fænomen, og de farer og det potentiale de udgør for en virksomhed, så er det efter min mening vigtigere at læse blogs end selv at skrive en. Virksomheder, der lytter til deres interessenter og følger med i, hvad de har på hjerte, vil være langt bedre rustet til at gå i dialog end en virksomhed, der holder taler i en corporate blog, som nok de færreste alligevel læser.