Start snakken!

 I de senere år har vi se mange eksempler på studerende, der har søgt alternative måder at få penge til deres uddannelser. Der var de to unge fyre, som gjorde sig til omvandrende reklamesøjler for en virksomhed, andre fik en sponsor og en fik vist tatoveret et logo i panden. Påhittene var mange og havde ofte karakter af mediestunts, som fik en kortvarig men intens opmærksomhed.

Brendan Baker, en 28-årig studerende, har valgt at bruge en blog til at skabe opmærksomhed om sin økonomiske udfordring. Brendan er blevet optaget på en MBA på Oxford, hvor han kan studere Social Entrepreneurship, men det koster 90.000$, som han ikke har. Derfor er han nu gået i gang med en viral kampagne for at skaffe pengene. Via sin blog med navnet “3 Bucks for Brendan” og en side på Facebook forsøger han at skaffe 3$ fra 30.000 personer på to måneder.

Indtil videre er støtten - i hvert fald på Facebook - ikke så stor, men der er rygter om, at Oprah har hørt om Brendan, så måske vil en masse amerikanere snart høre om hans historie. Den kendte blogger Jeff Jarvis har også omtalt Brendans projekt på Twitter tidligere i dag, hvilket har sendt historien rundt til tusinder af followers.

Du kan give Brendan Baker lidt støtte via PayPal eller andre overførselsmetoder, der er beskrevet på hans blog.

MadLar har lavet en sang til Fighterwing Skrydstrup - “Danish Fighterwing” - der er som taget ud af de gode, gamle roligansange fra 80′erne og 90′erne. Lyt til den her.

Du kan også besøge Fighterwing Skrydstrup på Facebook her.

Hans Henriks kommentar til min seneste blogpost om Twitter fik mig til at tænke over, hvordan de sociale medier præger vores valg af kommunikationskanaler i arbejdet og privatlivet.

Sidste efterår afsagde NOKIAs forskningschef, Terjo Ojanperäs, en dyster dom over e-mails som værende på vej til at uddø som redskab til intern kommunikation. Som alternativer nævner han, at NOKIAs medarbejdere anvender blogs og Facebook-profiler til at kommunikere med hinanden. Artiklen kalder også e-mails for en “tidsrøver”.

Når man samtidig kigger på Weminds interne mikroblog, som Hans Henrik fortalte mig om, og man ser på mange virksomheders brug af fx wikis som alternativ til et intranet til at styre projektplaner og videndele, så er det nemt at tro, at e-mailen vil gå dinosaurernes vej.

Men det er for tidligt at afskrive e-mailen endnu, primært af den grund, at det stadig er den digitale kommunikationsform, der har flest handlemuligheder og håndteringsmuligheder. Jeg blev meget inspireret af at læse Michael Arringtons blogpost på TechCrunch sidste uge om Facebook Messagings mange mangler, og jeg synes, at Michael har nogle rigtig gode pointer.

Kort fortalt, så beklager Michael sig over, at messages på Facebook ikke kan arkiveres, sorteres eller håndteres og derfor anvendes som et supplement eller alternativ til e-mails. Der er problemer med load tiden, når man modtager mange arbejdsrelaterede messages, de kan ikke forwardes, tagges eller lægges i bestemte mapper til senere brug.

Jeg har det på samme måde med eksempelvis Twitter, selv om en URL fra en Twitter besked trods alt kan bogmærkes, så jeg kan vende tilbage til den senere, så bliver det før eller senere et mareridt at skulle besøge Twitterportalen flere gange om dagen for at arkivere mine favoritbeskeder, som jeg vil gemme af den ene eller anden årsag.

Hvad så med wikis? Jeg må indrømme, at jeg ikke selv har den store erfaring med opbygning af wikis som interne kommunikationskanaler, og jeg kan sagtens se nytten af wikis i forbindelse med projektstyring, men en wiki kan efter min mening stadig ikke tilbyde e-mailens fleksibilitet eller muligheder for privat/diskret dialog. Det er jo ikke altid alting, man ønsker at alle ens kolleger skal læse.

Ved at lægge sag an mod et projekt, der skaffer penge til Darfur, har Louis Vuitton stukket hånden i en hvepserede.

Du har sikkert allerede læst om Louis Vuittons sagsanlæg mod designeren Nadia Plesner, som der har været skrevet en del om den sidste uges tid. Hvis ikke, så er historien kort, at den 26-årige danske designer Nadia Plesner har tegnet en håndtaske, der til forveksling ligner Louis Vuittons kendte design, i et billede på en række plakater og T-shirts, hvis salg genererer penge til nødhjælp i Darfur. Det bryder Louis Vuitton sig ikke om, og de har derfor lagt sag an mod Plesner, da hun ikke frivilligt vil stoppe sit velgørende foretagende.

Louis Vuitton kræver ifølge medierne 112.500 kroner i bøder om dagen, for hver dag Plesner gør følgende:

1. Sælger sine T-shirts og plakater på sit website http://www.nadiaplesner.com/
2. Fremviser brevene fra Louis Vuitton på det nævnte website
3. Anvender navnet “Louis Vuitton” på det nævnte website!!

Sagen har fået global medieomtale, og støtteerklæringer fra hele verden strømmer ind på Plesners hjemmeside. Bloggerne og internetaktivisterne er aktivt i gang med at svine Louis Vuitton til i diverse fora, og for et par dage siden sprang også mindst tre Facebook grupper frem til støtte for Nadia Plesner. På Google er der allerede over 61.000 hits på “LV+Darfur”, 39.000 hits på “Louis Vuitton+Darfur” og blandt de første 10 hits på “Louis Vuitton” dukker nyheden om den sagsøgte kunstner op to gange (i hvert fald i Danmark).

Hele sagen er begyndt at minde om et regulært PR-mareridt for Louis Vuitton. Det er specielt faldet de kritiske masser for brystet, at Louis Vuitton sagsøger et non-kommercielt projekt, der skal rejse penge til nødlidende i Afrika, og at summerne i sagsanlægget er så astronomiske. Før medieomtalen (og dermed salget af T-shirts) rigtig tog fart, havde Simple Living kun skaffet omkring 20.000 kroner til Darfur. Det beløb må forventes at være steget betydeligt de sidste par uger.

Uden at jeg skal kloge mig for meget på copyrights og jura, har jeg svært ved at se, at Louis Vuitton har en sag her. Eftersom tegningen kun minder om en Louis Vuitton taske, salget af T-shirtene ikke konkurrerer med Louis Vuittons eget salg af varer og der er tale om et non-profit foretagende, er der efter min overbevisning ikke meget at komme efter. Og kravet om at Plesner ikke må fremvise breve, Louis Vuitton selv har sendt hende, eller skrive deres firmanavn på hendes website, virker direkte i strid med loven om ytringsfrihed.

Men hvorfor har Louis Vuitton så reageret så voldsomt over for det lille filantropiske firma? En forklaring kan være præcedens i forhold til kommende retsopgør. Fjollet eller ej så er specielt store, internationale virksomheder nødt til at tage selv opfattede krænkelser af deres copyright alvorlige, da de ellers kan bruges senere af en modpart i retten (”dengang reagerede I ikke, hvorfor så nu?”).

Uanset bevæggrunden så virker håndteringen af sagen fra Louis Vuittons side klodset og ikke ordentligt gennemtænkt. De har formået at få pisket en stemning op i medierne og har ligefrem vakt internetaktivisterne op til kamp. Flere steder, som på bloggen detfalskested.dk og på Facebook, går opfordringer igen til at genere Louis Vuitton ved at fremprovokere negative søgeresultater igennem linkaktivisme, købe Simple Livings T-shirts og boykotte Louis Vuittons produkter.

Louis Vuitton kunne have undgået hele denne affære ved at tage bestik af situationen og i stedet for at bede Plesner om at droppe sit foretagende så støtte det. De kan ikke løbe fra, at de som virksomhed sælger varer, der ligger i den absolutte luksus-ende af skalaen. Det kan godt være, at Louis Vuitton ikke bryder sig om at se deres design anvendt som kulturikon sat sammen med et sultende barn, men hvis de i det mindste havde anerkendt, at det var det, det var - et kulturikon og symbol på vor tids rigdom - så kunne de have vendt historien til noget positivt.

Rockidoler og filmstjerner er konstant fremme og tale Afrikas sag, uden at de af den grund behøver at undskylde for, at de selv tjener styrtende med penge. Bono har endda været nomineret til en Nobel Pris for sin godhed, selv om han beskyldes for at gemme penge i et skattely. Hvis Louis Vuitton ikke kunne undlade helt at reagere - af hensyn til fremtidig jura - så kunne de have indgået en aftale med Simple Living om, at produktionen af T-shirts var med deres viden og accept på betingelse af, at projektet forblev non-profit og overskuddet fortsatte med at gå til Darfur.

Det er vanskeligt at se, at Louis Vuitton har ret mange muligheder lige p.t. Bloggere skal nok holde liv i historien om sagsanlægget, indtil det enten bliver droppet eller der indgås en form for forlig. Allerede nu står advokater i både Holland og Frankrig parate til at hjælpe Plesner med at håndtere sagen - gratis - og hvis en egentlig boykot af Louis Vuittons produkter begynder, kan sagen ende med at blive en langt større hovedpine for modehuset, end de er villige til at kæmpe med.

Under alle omstændigheder bliver det spændende at følge sagen videre frem.

Det var egentlig meningen, at jeg skulle uploade nogle flere YouTube cases til min ordbog over sociale/digitale medier i denne weekend, men det dejlige vejr har forsinket processen en dag eller to. I stedet vil jeg igen slutte søndag aften af med et lille tilbageblik på et par af de nyheder, jeg ikke nåede at kommentere i ugens løb.

Er der liv efter Facebook?

Det var overskriften på en artikel på 24timer.dk onsdag d. 23. april. Kort fortalt er Facebooks medlemstal faldet fem procent i Storbritanien, og 24timer spørger derfor it-forsker Mads Thimmer, Innovation Lab, om det samme vil ske herhjemme? Jeg får mig som regel et godt grin over artikler og debatindlæg, der udråber Facebook til at være “so last year” og på vej til at dø. Og denne artikel var igen undtagelse.

Med al respekt for Mads Thimmer, så synes jeg, at han har overset et par ting. Fx når han skærer de sociale netværk over en kam og siger, at det mest statusgivende (og dermed værdifulde) i dem har været at have masser af venner. Det er måske i nogen grad sandt om MySpace, men en grov generalisering om Facebook, der på få år har udviklet sig til en af verdens bedste adressebøger med et hav af nyttige tjenester.

Når Mads Thimmer derfor forudser, at brugerne af sociale netværk vil vandre over til mindre, personbårne, fagspecifikke sociale netværk - så som K-forum - så synes jeg, at han overser både hvor dygtigt Facebook med rasende hast udvikler sig, og måske også at netop Facebook har bredden og dybden til faktisk at favne de fagspecifikke mindre netværk.

Indrømmet, jeg har et lidt ambivalent forhold til K-forum, men jeg synes faktisk, at det sociale netværk der - K-profilerne - havde stået sig stærkere ved at integrere sig i et populært netværk som Facebook end ved at lave deres eget uafhængige setup. Som det er nu, er man tvunget til at have en separat K-profil, som ikke kan “kommunikere” med noget andet socialt medie andet end gennem linkhenvisninger.

Hvis K-forum havde åbnet for, at brugernes Facebook profiler, YouTube favourites, LinkedIN CV’er og WordPress/Blogger.com blogs kunne interagere med K-forum som omdrejningspunkt og kommunikation som fokus, så havde de efter min mening stået stærkere og sandsynligvis også fået flere faste brugere, end det er tilfældet i dag. Men den mening ved jeg også, at det langt fra er alle K-profiler, der deler :-).

Kig ind til vennerne i 3D

Har du nogensinde set en fed sofa hos en god ven eller veninde og tænkt på, om den ikke også ville se godt ud i din stue? Takket være ny teknologi fra firmaet 3Djam kan det snart lade sig gøre online. Firmaet er finalist i Computerworlds Edison konkurrence, og deres idé går ud på at skabe “verdens førende online community for boligindretning i 3D”.

Med et revolutionerende og brugervenligt tegneprogram kommer vi alle til at kunne tegne vores egen bolig i 3D på lyntid, hvorefter vi kan fylde vores hjem op med lækre møbler fra hele verden - helt gratis! Møbel-skabelonerne er nemlig stillet til rådighed af møbelproducenterne. 3Djam vil naturligvis linke videre til fx blogs om boligindretning og sites som eBay, hvor man kan købe møblerne. I fremtidsvisionen kommer vi også til at kunne gå på besøg i hinandens 3D-boliger via Internettet. 3Djam ambitiøse mål er at skabe en virksomhed med væksttal i størrelsesordenen med Skype og YouTube inden for fem år.

Umiddelbart kan jeg rigtig godt lide ideen. Jeg har ikke prøvet, hvor let tegneprogrammet er at bruge, men introduktionsvideoen er overbevisende lavet, og jeg kan sagtens forestille mig, at muligheden for at kombinere møbelskabeloner fra forskellige producenter vil falde i brugernes smag. I dag har flere bolighuse som fx IKEA og Bo Concept digitale tegneprogrammer, hvormed man kan fylde stuen op med deres møbler. Men hvis 3Djam kan blande det hele og samtidig give entusiaster mulighed for selv at designe møbelskabeloner og sælge dem videre, ja så kan der jo opstå en helt ny form for virtuel økonomi (og sikkert også en masse ny ballade om ophavsret :-)).

Et par gange har jeg set sære ting på Facebook; venner som tilsyneladende pludseligt arbejder for suspekte distributører af alskens medicin og Viagra og spammer andres Walls med reklamer. Fænomenet kaldes phishing og går ud på at franarre dig kontooplysninger, passwords eller andre følsomme oplysninger.

I dag så jeg fx dette i min news feed på Facebook - et tydeligt tegn på at min veninde er hacket:

Hvis du er blevet hacket, skal du hurtigst muligt ind på Facebook, svare på dit kontrol-spørgsmål og så ændre dit password. Hvis du IKKE har et kontrol-spørgsmål, så er det en god ide at få lavet et. Ellers vil administratorerne ikke lukke dig ind, hvis du først er blevet anmeldt for spam!

Se hele forklaringen, og hvad du stiller op, her på Facebooks egen blog.

Nykredit går galt i byen med Facebook side og jeg giver gode råd.

En ’sponsored story’ med overskriften “Tænk nyt - Bliv fan af Nykredit” dukkede op i min news feed på Facebook i dag.

Det lød umiddelbart ikke så tillokkende, men der stod også noget om en konkurrence, så jeg klikkede alligevel nysgerrigt videre og kom hertil.

Det, jeg fandt, var Nykredits page på Facebook kaldet “Job i Nykredit”. Ved første øjekast ser jeg både videoer med medarbejdere, en stor konkurrence om at lave en ny “Tænk Nyt” reklamefilm, invitationer til virksomhedspræsentationsevents, fotoalbums og et diskussionsforum. Og så tænkte jeg: “Fedt! Endelig en dansk virksomhed, der rykker på Facebook og tilsyneladende gør et ordentligt stykke arbejde ud af det!”

Men så begynder advarselslamperne at blinke. Der er kun 142 medlemmer - ‘fans’ som Facebook så åndssvagt har valgt at døbe dem - på siden. Til trods for at konkurrencen om at lave en ny reklamefilm har kørt siden februar, er der kun ét bidrag - lavet af nogle knægte, der øjensynligt har haft det skægt, men som næppe vinder en reklamepris foreløbigt.

Videoerne med medarbejdere fra Nykredit ligner et forsøg på at tegne en alsidig virksomhed med diversitet i de ansatte og mange karrieremuligheder, men de savner noget originalitet. Og så er der det, som virker mest underligt på mig: i diskussionsforummet stiller Nykredit de besøgende spørgsmålet: “Hvad er det vigtigste for dig, når du søger job?” med underspørgsmålene “Hvad brænder du for?” og “Hvordan fanger Nykredit bedst din interesse?” Det er der ikke en eneste, der har svaret på.

Siden har været oppe og køre siden februar 2008, men har altså kun 142 medlemmer, 1 bidrag i konkurrencen og ingen kommentarer i forummet. Ikke så imponerende. Når jeg læser velkomstnoten står der:

Det lyder jo godt, men siden er kun opdateret to gange - 4. marts da der kom et event i kalenderen og 3. april, da bidraget i filmkonkurrencen landede på deres Super Wall.

Men hvor er det så, at Nykredit er gået galt i byen? Der er flere ting, men først og fremmest har de tilsyneladende manglet en klar strategi med tilstedeværelsen på Facebook.

1. ”What’s in it for me?”

Det første spørgsmål, Nykredit burde have spurgt sig selv, er: “hvad får de besøgende med sig?” Det er en flot side, og videoerne og virksomhedspræsentationsevents er måske interessante, hvis man kunne tænke sig at arbejde for Nykredit. Men der er intet, der belønner dem, som kommer tilbage jævnligt - ingen nyheder eller opdateringer. Og helt ærligt: hvor meget interessant nyt kan en rekrutteringsafdeling skabe?

Forummets spørgsmål er et eksempel på, at man ikke tænker i modtagere men prøver at få noget nyttigt (for Nykredit) ud af gruppen. Og det er sådan set legitimt nok - men det er stillet op på en måde, så Nykredit beder om min mening - og min dyrebare tid - og ikke giver noget igen. Den går ikke i et socialt medie, og det viser de manglende svar også.

Man bør også stille spørgsmålstegn ved valget af en page på Facebook - frem for en group eller måske noget helt andet på et andet socialt medie. Styrken ved en page er bl.a., at medlemskab automatisk fremhæver page’ns navn og ikon på hver enkelt medlems profil - så andre kan se det. Men et af de centrale elementer i Facebook er ekshibitionisme: jeg vælger at være med i en gruppe eller fan af noget, fordi det er med til at skabe den signalværdi, jeg ønsker. Derfor vil jeg gerne være fan af iPod, Hugo Boss eller Dyrenes Beskyttelse, men hvor er det fede i at være fan af “Job i Nykredit”? Så havde “Nykredit” trods alt været (en smule) bedre.

2. En video er ikke dialog

Kernen i de sociale medier er, at de ansporer dialog. Men at lægge en video på et socialt medie som Facebook er ikke at gå i dialog med de jobsøgende. Det er stadig at tale til dem - bare på en ny platform. Jeg lavede en rask søgning og fandt desværre kun en af de fire medarbejdere fra videoerne med en profil på Facebook. Hvis Nykredit virkelig ville i dialog, så havde det været oplagt, at der i slutningen af hver video havde stået: “Vil du vide mere? Så skriv til [navn] her på Facebook!” efterfulgt af et link. Når nu medarbejderne stiller op til en video, kunne man godt forestille sig, at de kunne få løn for at tage skridtet videre og blive rigtige ambassadører for Nykredit i kød og blod?

3. Viral spredning bygger på underholdning

Jeg kan naturligvis ikke vide, om siden er en stor succes og har haft tusinder af besøgende. Men brugen af en ’sponsored story’ (som jeg må antage koster penge?) og den ringe aktivitet på siden tyder på, at Nykredit ikke har fået spredt ordet ordentligt. Og det er egentlig synd, for specielt ideen med konkurrencen om at lave sin egen “Tænk Nyt” video er både sjov, involverende og har nogle præmier, der sikkert kunne få folk op af stolene - hvis de havde hørt om den!

Men der er ikke noget på siden, der ansporer eller faciliterer den virale spredning. Der er ikke et konkurrenceopslag på Super Wall’en, man kan forwarde til vennerne. Der er ikke noget spas, som kan give mig positiv opmærksomhed blandt venner og kolleger ved, at jeg sender det videre. Der er ikke noget, som gør, at når man ser vennerne blive medlemmer (fans), så tænker man: “Det må jeg lige tjekke ud!”

4. De har ikke TÆNKT NYT

Mest af alt savner jeg, at Nykredit tager deres eget “Tænk Nyt” slogan alvorligt med siden og viser mig noget, jeg slet ikke har set før! Det er måske en svær udfordring for en rekrutteringsafdeling, men det er trods alt deres eget slogan og burde derfor, kunne man synes, gennemsyre alt, hvad de laver i Nykredit.

Nykredits “Tænk Nyt” portal er et rigtig godt eksempel på nytænkning og involvering af kunderne. Det bygger på samme koncept som DELL’s “Idea Storm”, der er et forum, hvor almindelige mennesker kommer med ideer til produkter og services, som DELL bygger videre på. Den form for nytænkning savner man på Facebook siden.

Hvis Nykredit gerne vil i dialog med flere potentielle medarbejdere og have nogle flere bidrag til deres reklamefilmskonkurrence, kan de fx overveje følgende:

Nå ud til jeres medarbejderes netværk

Der er over 500 Nykredit medarbejdere med profiler på Facebook - start der. Igennem den interne kommunikation i virksomheden kan man opfordre medarbejderne til at medvirke. Det vil også helt automatisk fungere som et kvalitetsfilter, for ting der ikke er sjove, interessante og godt lavet, gider man ikke give videre.

Prøv ikke at nå alt på en gang

Det er svært at samle en god konkurrence, noget saglig information om Nykredit som arbejdsplads og så et cool fan-koncept under samme hat. Prøv at tænke de forskellige mål igennem og så lægge strategien (en gang til). For hvert budskab Nykredit vil formidle, skal der gerne være én klar kommunikationsindsats. Det kan fx være, at konkurrencen er bedre tjent med at køre sit eget liv på sin egen side (eller på MySpace?), hvor den kan fungere som et element i Nykredits branding aktiviteter.

Gør det sjovt

En medarbejdervideo, der fortæller hvor fede muligheder der er i Nykredit, forventer jeg at finde på Nykredits egen hjemmeside under HR. Det er ren markedsføring af den slags, man selv kan opsøge, hvis man mangler informationer. Hvis Nykredit skal bruge et socialt medie til at vise mig, at de er en fed virksomhed at arbejde i, vil jeg se noget, som er virkeligt. Hvorfor lader man ikke afdelingerne dyste om at lave den fedeste (sjove) video omkring, hvad det vil sige at være en del af Nykredits team? Det ville sætte ansigter på virksomheden på en helt anden måde og garanteret også være sjovt for medarbejderne - hvilket igen er med til at brande Nykredit.

Brug hvad I allerede har

Der er allerede over 140 medlemmer, som I kan gå i gang med at tale med. Hvorfor ikke spørge dem, hvorfor de er blevet medlemmer, hvad de gerne vil have mere af på siden og hvad de evt. ville være interesserede i ift en ansættelse i Nykredit?

Gå i dialog

Dette er faktisk det vigtigste af alt. Hvis Nykredit skal have udbytte af at være på Facebook og ikke bare have et statisk, virtuelt visitkort liggende, så skal de i gang med at tale med folk. Nykredit bruger i forvejen blogs og RSS-feeds. Den slags kan integreres på Facebook fx via FriendFeed, der fås som application. Hvis Nykredit havde en personprofil, man kunne “være venner med”, kunne man i FriedFeed se, når Nykredit blogger, uploader Flickr billeder, lægger videoer på YouTube, bruger del.icio.us til at bogmærke spændende emner på Internettet og mange andre ting, der ansporer interaktion med Nykredit, fordi man får pirret sin nysgerrighed.

Facebook giver også muligheder for at bruge polls, så man kan lave meningsmålinger (der er nemmere at forholde sig til end et spørgsmål i et diskussionsforum og giver øjeblikkelig belønning i form af en svarstatistik). Som en branding gimmick kunne man lave en “Hvilken slags Nykredit medarbejder er du?”-quiz, for selv om mange Facebook brugere efterhånden siger nej pr. automatik til nye, hjernedøde tidsrøvere, så er quizzer på grund af konkurrenceelementet stadig populære som korte afbræk i hverdagen.

Men man skal have bestemt sig for, hvad det er man vil opnå - hvad man vil i dialog om - for der er ikke nogen tvivl om, at det koster lidt ekstra ressourcer at være i dialog.

Så Tænk Nyt Nykredit! - og skab værdi for Facebook brugerne. Så kommer de også til jer.

“Hackere angriber DIG på Facebook” står der på forsiden af Urban i dag. Det lyder jo alvorligt, og det er det på sin vis også, for artiklen på side fire fortæller om, hvordan hackere kigger med på vores Facebook profiler.  Via de oplysninger, vi lægger frem, gætter de sig så til vores passwords til Netbank eller opstiller falske netbutikker, som vi afgiver vores kontooplysninger til, så vi mister alle vores penge. Bekymrende udvikling.

Men helt ærligt, Urban! Hvad blev der lige af afbalanceret journalistik? 123 tilfælde af hackede netbankkonti i Danmark på 18 måneder (og det er slet ikke dokumenteret, at Facebook spillede en rolle i nogle af tilfældene) retfærdiggør ikke fire centimeter høje bogstaver på forsiden af avisen! Hvor mange 10.000 danske brugere er det, Facebook har? Opvejet mod 7 hackerangreb om måneden? Tillad mig at tvivle på, at jeg bliver det næste offer.

Selvfølgelig skal journalister skrive om farerne ved at færdes på Internettet. Det er med til at skærpe udbydernes incitament til at øge deres sikkerhed, og forbrugernes viden om forskellige risici. Men jeg savner noget proportionalitet. Her er Urban gået de kulørte ugeblades vej og har (i dette eksempel) ofret journalistisk integritet for en forside, der er chockerende nok til at potentielle læsere snupper avisen med fra standen ved S-toget. Skam jer, Urban!

I forgårs startede Politiken op på Facebook med deres egen page. Som en interessant feature har Politiken installeret en RSS feeder på deres fanside, så nyheder fra Politikens webavis nu kan læses på Facebook.

Hvis man i forvejen har oprettet Politiken i sine RSS feeds på fx Netvibes.com, er der måske ikke så meget vundet, men jeg synes, at det er endnu et interessant skridt i udviklingen på Facebook, der går mod at samle flere og flere brugbare tjenester på et sted til glæde for den store masse af brugere.

Desuden er det et smart move fra Politikens side at oprette sig som page frem for group, idet medlemmernes fan-status er langt mere synlig på deres profiler end et medlemskab af en gruppe, som drukner i mængden af blå links. Det giver både fans og Politiken bedre signalværdi og mere opmærksomhed.

Det bliver spændende at se, hvor mange Facebook brugere Politiken så kan samle.