FC Bayern München fremviser før kampen mod Real Madrid et billede af et af de mange forsvundne børn sammen med navnet på kampagnen: "Deutschland findet euch" ("Tyskland vil finde jer!")

Nogle gange er de simpleste ideer, der skaber de mest markante resultater. Organisationen “Initiative Vermisste Kinder” fik en af de bedre, da de allierede sig med det tyske tophold FC Bayern München for at sætte fokus på behovet for hjælp med at eftersøge de 100.000 børn, der årligt bliver meldt savnet i Tyskland.

Forud for venskabskampen mod Real Madrid den 13. august 2010 fremviste holdkaptajn Marc van Bommel et billede af Deborah, der havde været meldt savnet siden 1996. På billedet var trykt navnet og hjemmesiden for en kampagne, der skulle bringe børnene hjem igen.

Billedet gik jorden rundt.

I løbet af få øjeblikke var kampagnen på alles læber i Tyskland og tusindvis af mennesker strømmede ind på hjemmesiden og kampagnens tilhørende Facebookside.

Her var der lagt profiler og beskrivelser ind på de utallige børn, som organisationen gerne ville have offentlighedens hjælp til at finde og i løbet af blot en uge havde flere tusinde frivillige meldt sig til at hjælpe.

De satte plakater op, som de downloadede fra nettet, i de områder hvor børnene sidst var set. Plakaterne var forsynet med QR-koder, som ledte direkte ind på det enkelte barns online profil, hvor folk havde mulighed for at efterlade kommentarer og tips. Derudover blev der udviklet en mobil app, som gav de frivillige besked, når nye børn blev meldt savnet.

I dag har Facebooksiden https://www.facebook.com/deutschlandfindeteuch over 122.000 fans, og i modsætning til fans’ne på mange kommercielle fan-pages på Facebook, er disse fans faktisk utroligt aktive i det frivillige arbejde. Ved at holde fokus på at give de frivillige nyttige redskaber til at gøre en forskel har man på bare seks måneder formået at skabe et af de største netværk af frivillige i hele Tyskland!

Og de første børn er allerede sikkert hjemme igen.

Hvilke eksempler kender du på kampagner, der er nået langt med få, simple midler? Del dine erfaringer, tanker og kommentarer nedenfor!

Tallene stammer fra det ny Kelly Global Workforce Index fra april 2011 – en undersøgelse af 97.000 respondenter fra 30 lande over hele verden. De blev spurgt om deres holdninger til fire emner – heraf var sociale medier et af dem, og det er så dækket i denne delrapport.

Det er interessant at se at:

• Online jobopslag (26%) og mund-til-øre (22%) stadig er vejen til nyt job, mens sociale medier stadig er vejen til nyt arbejde for 1%.
• Ikke desto mindre anvender 24% de sociale medier i forbindelse med deres jobjagt, men det fremgår ikke om de promoverer dem selv eller aktiverer deres sociale online netværk
• Generation Y anvender langt mere Facebook (40%) end Linkedin (23%) mens det ret forventeligt er omvendt for Generation X (30% Facebook og 36% Linkedin).
• Hele 28% svarer, at de føler at det at være aktiv i sociale medier er afgørende for at fremme deres karriere!
• 30% er underlagt regler fra arbejdsgiveren, som dikterer hvad de må og ikke må gøre i sociale medier

Se hele del-undersøgelsen her:

Lad det være sagt med det samme: jeg er ikke ekspert i Facebooks regler for promotion og konkurrencer. Og jeg har ikke noget specielt imod 9PR, som stod bag påskeægkonkurrencen, der blev inspirationen til dette indlæg. Efter at jeg havde “syntes godt om” deres page, skrev jeg til pigerne i bureauet, om de var klar over, at deres konkurrence var hvis ikke i strid med så i hvert fald på kanten af Facebooks regler. Det opslag blev prompte fjernet uden svar.

Facebooks promotionregler siger, at “You will not condition entry to the promotion upon taking any other action on Facebook, for example, liking a status update or photo, commenting on a Wall, or uploading a photo”. I den forstand har 9PR ikke overtrådt reglerne direkte, for reelt er det en række magasiner, som er konkurrencens deltagere (nb! konkurrencen sluttede i dag kl. 12). Men for at magasinernes læsere kunne deltage og støtte med et “synes godt om” til et påskeæg-foto, var de nødt til at først at “synes godt om” 9PRs page på Facebook. Så på den måde fik 9PR en (må man formode) lang række nye ‘fans’.

9PR forsøger aktivt på deres wall og i deres fans nyhedsstrøm at få deltagere ind og stemme på æggene

Det er langt fra første gang, at jeg er stødt på opfordringer til at deltage i en Facebook-konkurrence. Som regel er det løfter om lodtrækning om krydstogtrejser eller fladskærme, der får gamle klassekammerater eller venner, jeg ikke har hørt fra i 10 år, til at “invitere” mig til at deltage. Rørende. Og når jeg undersøger konkurrencevilkårene, hænger det som regel sammen med, at hver deltager loves X antal lodder, for hver af deres venner, de opfordrer til at deltage i konkurrencen.

Facebook-spam er de nye kædebreve og pyramidespil – og dårlig PR

Det undrer mig, at seriøse firmaer (som jeg formoder 9PR er) tager den slags metoder i brug. Sociale mediers styrke er faciliteringen af nye relationer, men hvad er min første reaktion, når jeg skal hoppe igennem diverse ringe for at kunne deltage i en konkurrence? Irritation. I stedet for at skabe en relation til mig, bliver jeg rent ud sagt brugt af afsenderen. Mine venner ser i min status-update, at jeg nu er ‘fan’ af noget nyt, og det er jo gratis promotion på min bekostning. Jeg giver, og jeg får kun meget lidt eller slet intet retur.

Det er ikke ligefrem det bedste udgangspunkt for det nye bekendtskab, og jeg tror ikke på, at konkurrencer med indbyggede, tvungne “synes godt om” klausuler på nogen måde skaber hverken loyalitet eller interesse hos deltagerne. Tværtimod.

Så hvis du sidder og overvejer, om ikke I skulle lave en konkurrence, så en masse mennesker kan komme til at “synes godt om” jeres page og efterfølgende modtage alle jeres budskaber via Facebook, så spørg dig selv, hvordan du selv helst ville lære et nyt produkt eller firma at kende. Ved at blive presset til at spamme alle dine kontakter? Næppe.

Det kan være svært at eksperimentere med sociale medier, hvis man fx arbejder i en branche eller industri, der er underlagt skrappe lovkrav. Det kan fx være medicinalbranchen, fødevaresektoren eller den finansielle sektor. Det dilemma adresserer Glenn Engler fra bloggen Marketingprofs.com i blogposten: Drugs, Milk and Money: Three Ways to do Social Media in Regulated Industries.

I tirsdags var jeg konferencier ved et debatarrangement afholdt af Social Media Club Copenhagen hos HK Hovedstaden. Emnet var medarbejderpolitikker for ansattes brug af sociale medier, og en af de pointer der bl.a. blev slået fast var, at man skal holde sig fra at kommentere på – endsige kritisere – konkurrenterne eller deres produkter i sociale medier.

Faktisk anbefalede ekspertpanelet også, at man afholdt sig fra fx at anmelde produkter fra den virksomhed, man selv arbejder for (uanset om det var positivt eller negativt), fordi positive udtalelser ville være utroværdige (set i lyset af ansættelsesforholdet) og negative kommentarer kunne være en overtrædelse af loyalitetsforpligtelsen over for arbejdsgiveren.

Nu står Vizeum så med en dum sag. Selv om selvskabet beklager og siger, at kommentarerne blev skrevet af de ansatte på eget initiativ og som forurettede SAS-kunder, klinger det hult. Det var nemlig ikke bare en enkelt men flere ansatte, som havde skrevet de negative kommentarer – og det ligner en bevidst organiseret handling.

Uanset hvad der er op og ned i historien, giver det Vizeum ridser i lakken, at man overhoved kan få mistanken, at de lod sig bestille til at levere en sviner til SAS, fordi det skaber tvivl om uafhængigheden og ærligheden i alle de kommentarer fra brugere og kunder på nettet, som vi i stadig stigende grad bruger som grundlag, når vi træffer beslutninger om køb og investeringer. Vizeum bliver forbundet med manipulation, og det reagerer vi næsten altid stærkt negativt på.

En storm i et glas vand?

Thilde Vesterby stiller på sin blog spørgsmålet: “Er der virkelig en historie her?” og det synes jeg faktisk, at der er. Journalisten på Business.dk, der har historien fra Dagens Næringsliv i Norge, er godt klar over, at forbrugerne orienterer sig mod hinanden for at få et indtryk af flyselskaberne, der ligger i skarp konkurrence med hinanden. Og når konsulenter med association til Norwegian puster til negative historier om SAS, er det relevant at spørge, om det er bestilt af Norwegian. Og at gøre læserne opmærksomme på, at det kan ligge skjulte motiver bag, hvad de ellers måtte læse som almindelige kunde-kommentarer på nettet.

Jeg synes, at historien illustrerer, at man ikke alene bør holde sig fra at kommentere på konkurrenterne men også på kundernes konkurrenter. Det er en interessekonflikt, som i den grad risikerer at ramme dig lige tilbage i nakken for fuld kraft – som det er sket her for Vizeum.

Hvad mener du? Smid en kommentar nedenfor!

Foto: Norwegian

PR-branchen er blevet voldsomt påvirket – og udfordret – af de sociale mediers indtog i de sidste 3-4 år. Det er i stigende grad nødvendigt at være med på noderne og have forståelse for, hvordan forbrugernes anvendelse af Facebook, Twitter og YouTube påvirker kundernes forretning. Samtidig er der dog en række klassiske konsulent-dyder, som ikke går af mode lige foreløbigt.

Susan Young fra Ragan’s PR Daily har sammenfattet blogposten “20 things every PR pro should know how to do”, som er en glimrende “opskriftsamling af nye og gamle færdigheder, der vil være alle PR-medarbejdere til gavn. Indlæggets 20 punkter samler hver 2-4 links til andre spændende artikler under en simpel overskrift og en kort forklaring. Læs det og bliv klogere allerede i dag!

Mit livs værste (som i pinligste) pitch til dato var, da jeg skulle forsøge at få sexologen Joan Ørting til at forholde sig til et nyt kondom-mærke fra RFSU i håb om, at hun ville endorse det med en kommentar i pressematerialet. Jeg husker ikke længere navnet, men dette kondom var formet på en måde, så det skabte den helt rigtige “friktion”, og markedsføringsvinklen var, at det nærmest var at betragte som et sexlegetøj – noget der gjorde det bedre “både for ham og hende”.

Der sidder jeg så med Joan Ørting i røret og prøver at forklare hende, at vi gerne vil have, hvis hun vil sige noget i pressemeddelelsen om, at sådan et kondom vil kunne gøre det sjovt at bruge kondom – noget man kan nyde sammen som par eller noget i den dur.

Du bruger det vel selv?

Uheldigvis havde Joan jo ikke haft lejlighed til at prøve det (det var ikke lanceret i Danmark endnu), og jeg havde været dum nok til at spørge om hendes mening med det samme, fordi jeg var lidt presset af en deadline. Men søde Joan var nysgerrig, og hun er ikke typen, der er bonert, så hun begynder da som det mest naturlige i verden at spørge mig, hvad jeg syntes om kondomet? Om det virkelig virker? Om min kæreste kunne lide det? osv. osv.

Og der sidder jeg så – i et åbent kontorlandskab fuld af skraldgrinende kolleger – og prøver ildrød i ansigtet at forklare, at jeg faktisk ikke selv havde testet “mit” produkt endnu. Lad os bare slutte af med at sige, at “for ham og hende” blev en gængs joke på kontoret, og at jeg vandt prisen for mest katastrofale – men morsomme – opkald til årets julefrokost det år

Mor er den bedste i verden – men tør i…

Jeg ved ikke, om det er erkendelsen af, at Replens ville være for hårdt et produkt at sælge ind telefonisk og samtidig holde masken, men i hvert fald valgte selskabet at pitche den populære blog Mom-101 skriftligt med denne idé til den perfekte gave til din mor på Mors Dag.

Hvad var dit værste / bedste / sværeste / sjoveste pitch? Smid en kommentar i feltet nedenunder! Og hvis du grinede undervejs, kan du naturligvis dele denne blogpost eller give den et like

Tatarklubben er et forretningsnetværk med over 500 medlemmer fra marketings- og kommunikationsbranchen i Danmark. Da stifteren, Claus Mossbeck, tilbage i februar inviterede mig med, var jeg til at starte med en smule skeptisk, fordi Tatarklubbens premiumafdeling (hvis man ønsker andet end blot at tilhøre klubbens Linkedin-gruppe) krævede et kontingent.

Siden 2006 har jeg været med i og med til at drive flere såkaldte erfa-netværk (erfaringsudvekslingsgrupper), som bygger på gratis-princippet, og efter min mening var det i de gratis netværk, at folk møder op med den største villighed til også at dele ud af egne erfaringer og hjælpe andre. Derimod har jeg set flere eksempler på, at betalingsnetværk ofte går hen og bliver kedelige foredragsklubber, hvor kun dagens oplægsholder siger noget.

Karriereklubben: sparring, hjælp og headhuntere

Jeg valgte at se Tatarklubben an, fordi den bl.a. havde et spændende tilbud til jobsøgende, jeg ikke havde set magen til andre steder: Karriereklubben. Hvis du er premiummedlem af Tatarklubben og er jobsøgende, er der den første tirsdag i hver måned et gratis arrangement af 5 timers varighed. De er oftest struktureret således, at man mødes over frokost, hører nyt om hvordan deltagerne hver især tackler deres jobsøgning, og så følger der en workshop med eksterne eksperter – det kunne fx være om stressbelastningen ved at være arbejdsløs. Dagen rundes af med et besøg hos et headhunterbureau, hvor alle deltagerne får personlig sparring og hjælp til deres videre jobjagt. Og det er altså et nyt headhunterbureau hver måned!

De små detaljer, der får en afgørende betydning

Efter mit første møde i Karriereklubben var jeg hooked. Efter at være blevet konfronteret med det håbløse A-kasse og Jobcenter-system, var det simpelthen så forfriskende at møde ligesindede, ressourcestærke, handlekraftige og hjælpsomme mennesker i samme situation som en selv! Jeg gik opløftet og inspireret hjem fra mit første møde med blokken fuld af ideer til forbedringer til mit CV, optimering af min Linkedin-profil og hvordan jeg fremover skulle strukturere min jobjagt!

En af de vigtige detaljer var, at jeg ændrede min Linkedin-profils overskrift til “looking for new challenges”. Hvor jeg før havde skammet mig en smule over arbejdsløsheden, fandt jeg i Karriereklubben en ny ro og en positiv tilgang til, at nu måtte jeg få det bedste ud af det. Det satte gang i en hel bølge af positive forandringer, men det skulle senere vise sig, at denne ene lille detalje skulle blive afgørende!

En måned senere blev jeg nemlig kontaktet af NCC Construction, der var på udkig efter en ny medarbejder til at håndtere pressekontakten. De var faldet over min Linkedin-profil og havde bidt mærke i, at jeg havde signaleret, at jeg var klar til at prøve noget nyt. Det ledte til nogle spændende samtaler, og i går takkede jeg så ja til mit nye drømmejob hos NCC Construction, hvor jeg starter på fredag!

Tatarklubben er et anderledes netværk

Hvis jeg skal forsøge at beskrive, hvorfor Tatarklubben – for mig – er pengene værd, så har Karriereklubben jo i de seneste måneder været et fantastisk aktiv. Men klubbens øvrige aktiviteter og arrangementer har også overrasket mig positivt. Det er networking, hvor der også er god mad og drikke og derfor socializing på en afslappet måde.

Der er bedre tid til at lære hinanden at kende end til de noget kortere erfa-netværk møder, jeg selv er med til at arrangere. Og så har jeg også oplevet, at det er et netværk, hvor medlemmerne er ivrige efter at bruge hinanden – gøre forretninger med hinanden – og inddrager hinanden i udenoms aktiviteter. Jeg er fx netop blevet inviteret med i et advisory board, som tegner til at have et rigtig spændende potentiale på en masse områder og med mennesker, jeg ellers ikke ville træffe.

Hvis du tror, at Tatarklubben kunne være noget for dig, så tag en snak med Claus og hils gerne fra mig!

Disclaimer: Nu siger Markedsføringsloven ganske vist kun, at man skal oplyse, hvis der er givet modydelser for et blogindlæg, men jeg vil alligevel gerne understrege, hvis nogen skulle være i tvivl, at der ikke er givet nogen modydelser fra Tatarklubben eller Claus for dette indlæg. Det er en anbefaling, jeg har lyst til at give og kan stå inde for

Bunker af data - et skærmdump fra Radian6

Hvis du ikke selv har mod på at benytte den håndfuld gratis værktøjer, der findes, er det naturligt at gå til et af de mange firmaer, der har specialiseret sig i at overvåge samtaler og anden content, der bliver delt i sociale medier.

På bloggen SocialMedia.Biz har J.D. Lasica og Kim Bale samlet en imponerende liste, der i detaljer sammenligner de største aktører på det internationale marked: Top 20 social media monitoring vendors for business.

Ud over gennemgangen af Top 20 slutter blogposten også af med at nævne en lang række mindre aktører. Her var jeg glad for at se, at svenske Silverbakk, som vi har haft besøg af i mit erfa-netværk til en demonstration, ikke var gået ubemærket hen.

Sprog spiller en rolle for teknikken

Dengang, i 2009, var Silverbakk utroligt interessant, fordi det på det tidspunkt var et af de få, hvis ikke det eneste firma, som kunne monitorere content skrevet på dansk. (Radian6 og de andre globale spillere overvågede dengang kun på engelsk, spansk, kinesisk koreansk og få andre vidt udbredte sprog).

Det er muligt, at flere andre firmaer er kommet efter det og også tilbyder monitorering på de skandinaviske sprog i dag. Det har jeg ikke undersøgt nærmere.

Men hvis du arbejder for en international virksomhed, der opererer i flere lande og flere sprogområder, er jeg sikker på, at du vil finde Top 20 listen værdifuld, hvis du en dag står og mangler professionel assistance.

Kunne du bruge denne blogpost? Så giv den et ‘like’ og del den videre i dit netværk

Relaterede blogposts på Start snakkken!:

Komplet guide til de bedste gratis værktøjer til monitorering af sociale medier