SF’eren Pia Olsen Dyhr er blevet afsløret i at optræde i en Hewlett-Packard reklame, skriver Politikens netavis her til aften. Det er en pinlig sag, fordi SF tidligere har kritiseret Videnskabsministeren for at gøre præcis det samme. Pia Olsen Dyhr undskylder sig med, at hun troede, at hun medvirkede i “et indstik” og udtalte sig om grøn it - et område hun er ordstyrer for.
Det er naturligvis en god historie for pressen, fordi SF fremstår dobbelmoralske eller naive, men også fordi HP ved samme lejlighed ikke slipper godt fra deres snørklede svar på, hvorfor de kalder et annoncetillæg for en “informationsavis”, når der skal skaffes kendte ansigter til at medvirke på siderne.
Sagen er altså blevet pinlig også for it-virksomheden, men det kunne være undgået, hvis den ansvarlige havde fulgt nogle simple regler for rekruttering af endorsere.
5 regler for rekruttering af endorsere
Sørg for at briefe den rekrutterede grundigt og ærligt omkring situationen, mediet og hensigten med henvendelsen.
Hvis den rekrutterede stiller betingelser eller krav, så sørg for at de bliver kommunikeret videre til alle involverede parter uden undtagelse og uden mellemled, der ellers kan glemme detaljer eller misforstå ting.
Lav en skriftlig aftale om brugsretten til det producerede materiale - hvad enten det er tekst, billeder, film, lyd eller noget helt femte. Så er der klare linjer, også efterfølgende, og alle ved hvordan og hvor længe materialet kan (gen)anvendes.
Hvis du rekrutterer på vegne af en tredje part, så har du et ansvar for ikke at slippe den rekrutterede, før de ovenstående punkter er opfyldt.
Lad være med at tage ting for givet. Det mest naturlige i verden for dig kan risikere slet ikke at falde en anden person ind. Og hvis den person sidder med eksekveringsansvaret, så kan resultatet pludseligt godt blive negativt.
I de senere år har vi se mange eksempler på studerende, der har søgt alternative måder at få penge til deres uddannelser. Der var de to unge fyre, som gjorde sig til omvandrende reklamesøjler for en virksomhed, andre fik en sponsor og en fik vist tatoveret et logo i panden. Påhittene var mange og havde ofte karakter af mediestunts, som fik en kortvarig men intens opmærksomhed.
Brendan Baker, en 28-årig studerende, har valgt at bruge en blog til at skabe opmærksomhed om sin økonomiske udfordring. Brendan er blevet optaget på en MBA på Oxford, hvor han kan studere Social Entrepreneurship, men det koster 90.000$, som han ikke har. Derfor er han nu gået i gang med en viral kampagne for at skaffe pengene. Via sin blog med navnet “3 Bucks for Brendan” og en side på Facebook forsøger han at skaffe 3$ fra 30.000 personer på to måneder.
Indtil videre er støtten - i hvert fald på Facebook - ikke så stor, men der er rygter om, at Oprah har hørt om Brendan, så måske vil en masse amerikanere snart høre om hans historie. Den kendte blogger Jeff Jarvis har også omtalt Brendans projekt på Twitter tidligere i dag, hvilket har sendt historien rundt til tusinder af followers.
Du kan give Brendan Baker lidt støtte via PayPal eller andre overførselsmetoder, der er beskrevet på hans blog.
I disse dage oplever Iowa og nabostaterne en oversvømmelseskatastrofe, hvis lige ikke er set i mange år. Store dele af majshøsten er truet og titusinder er på flugt fra deres oversvømmede hjem.
Midt i al elendigheden har American Red Cross oprettet en katastrofeblog, hvor man i ord og billeder kan følge vandets rasen, hjælpeindsatsen og lokalsamfundenes kamp mod tiden. Som en ekstra smart ting har de lavet et rss feed for hvert katastrofeområde, så beboerne hurtigt får de seneste nyheder, alarmer, advarsler og informationer om nødhjælpsindsatsen.
NGO’er langt fremme i brugen af sociale medier
Desuden har Røde Kors oprettet en Twitter konto, som udsender links til audio klip fra Utterz med interviews fra katastrofeområdet i et omfang, som de traditionelle nyhedsmedier slet ikke kan følge med i. Situationen er endnu et ganske interessant eksempel på, at NGO’erne ofte er længere fremme i at indtænke brugen af sociale medier til at sprede ikke kun nyheder men også budskabet om brug for hjælp end mange store virksomheder er.
Tak til Kristian Levring Madsen for tippet om Jeremiah Owyangs blogpost om emnet.
Inden for de sidste 24 timer er jeg blevet gjort opmærksom på to gode blogposts om, hvordan man øger sit besøgstal på ens blog. Jeg kan desværre ikke nå at omskrive dem til en lang dansk post i aften, men i det mindste kan jeg da dele dem med jer.
Det kunne være spændende at høre, om I er enige i betragtningerne i de to blogposts, synes der er noget der mangler, eller har helt andre erfaringer med at opbygge en læserskare?
Brian Solis’ nye e-bog om sociale medier indeholdt et link til denne lille underholdende film om, hvordan en forbruger slår op med sin reklamemand, fordi de ikke længere har det indbyrdes forhold, hun ønsker. Ret underholdende og en tankevækkende måde at illustrere overgangen fra massekommunikation til dialog på.
For nogle uger siden skrev jeg et blogindlæg om Nadia Plesners kamp mod modegiganten Louis Vuitton, som senere blev til en artikel på K-forum. I går kunne man så læse på Politikens hjemmeside, at selv om kunstneren og T-shirtdesigneren Nadia Plesner ikke har indgået forlig med Louis Vuitton, og derfor stadig står over for et krav om en millionerstatning for krænkelse af varemærket, så har hun nu valgt at fjerne tegningen af tasken fra sine fremtidige T-shirts.
Nadia Plesner har, som hun selv siger, valgt at bruge sin tid og energi på at hjælpe Darfur frem for på et langt retsligt slagsmål mod Louis Vuitton. Om fjernelsen af håndtasken fra fremtidige T-shirts betyder, at LV dropper søgsmålet, er nok tvivlsomt - specielt efter at Nadia Plesner har afvist den aftale, de var ved at forhandle sig frem til. Men man må da håbe, at der når støvet har lagt sig stadig er nogle kroner tilbage til Darfur. Det var jo det, der var meningen.
Du har måske allerede set Tricia Walsh Smith’s video på YouTube, som hun lavede, da hendes rige mand forsøgte at smide hende ud af deres fælles lejlighed i New York uden at have grund til skilsmisse. Klippet og de efterfølgende indslag blev til en sørgelig føljeton på nettet, hvor menneskeskæbner blev trukket gennem sølet til hundredetusinder af seeres fornøjelse.
Sladder og grove afsløringer har tidligere været forbeholdt de kulørte blade og aviser og har derfor primært centreret sig omkring kendte personer. Men nu ser vi en ny tendens til, at personlige opgør og skandaleagtige afsløringer også folder sig ud på internettet. Forbrugere revser virksomheder, de har set sig sure på, og personer kan uden filter eller frygt for injurielovgivningen lade deres meninger om hinanden komme til udtryk - til andres skade og vores underholdning.
Mor kæmper mod tvangsfjernelse
Det seneste eksempel på en personlig kamp, der bliver ført videre på YouTube, er Marianne Truelsens kamp for at få hendes tvangsfjernede søn igen. Nyhedsmagasinet Danske Kommuner beskrev historien i dag, og Marianne Truelsen har også været på TV2 Øst for nyligt.
I videoklippet på YouTube anklager Marianne Truelsen flere navngivne kommunale ansatte og langer også hårdt ud efter sin søns plejefamilie, sin advokat og andre.
Klippet er blevet set lidt over 1100 gange i løbet af den sidste måned, og du kan følge kommentarerne, Marianne Truelsen har modtaget på sin video, her.
Internettet - kan det frie ord blive for frit?
Denne seneste historie er naturligvis tragisk og minder derfor ikke ret meget om fx Tricia Walsh Smith’s saftige afsløringer fra et forlist ægteskab, men de to eksempler har det til fælles, at de begge benytter, at ytringsfriheden på internettet i mange henseender måske er en kende for fri. Injurielovgivningen gælder i nogle tilfælde, hvis man fx driver et online forum, hvor folk kan skrive indlæg. Men hvad med videoklip? Hvad med podcasts?
Uanset hvad man kan anklages for at have gjort, er der en risiko for samfundet forbundet med at undlade at gøre det strafbart at rette personlige angreb via video på internettet. Det åbner for hetz og justitsmord og personlige tragedier. Som sagsbehandler bør man som et jobkrav kunne vide sig tryg over for at blive hængt ud på internettet på denne måde.
Det er altid en fornøjelse for mig at følge med i Brian Solis’ blog om PR 2.0, og i går opdagede jeg så, at han faktisk også gæsteblogger på TechCrunch. Han har netop skrevet indlægget “PR Secrets for Startups” - 12 gode råd om PR til iværksættere og nystartede virksomheder. Men megen af Brians visdom kan også anvendes på ældre virksomheder af alle med en interesse i public relations. Derfor får du her en kort gennemgang af Brians 12 råd. Jeg vil dog anbefale, at du læser hele hans blogpost, da der er mange flere detaljer at hente og god info om PR 2.0.
Hemmelighed #1: Forstå at din historie ikke er den eneste i byen
Bare fordi din historie er ny, betyder ikke at det er en nyhed. Journalister og bloggere har travlt, så jo mere du gør ud af din historie, desto større chancer har den.
Hemmelighed #2: Vælg den rette person eller det rigtige team til at lede din PR indsats
Tænk grundigt over, om du har virkelig selv har tid til at stå for PR. Hvis ikke så vær meget omhyggelig, når du skal vælge en konsulent eller et bureau til at hjælpe dig. De skal kunne forstå dit marked, have gode referencer og erfaring fra lignende projekter tidligere. Og så skal du møde hele teamet, der faktisk skal stå for at få dine budskaber ud.
Hemmelighed #3: Deltagelse er god markedsføring
Din deltagelse er vigtig i PR processen. Hvis du introducerer dig til bloggere og vigtige journalister og prøver at få en relation til dem, vil det gavne dig, når du senere skal have dine historier ud. Deltag i netværk i din branche, kommenter på andres blogs og deltag i debatten online. Personlige relationer er gode relationer.
Hemmelighed #4: Identificer målgrupper for hvert trin i din vækst
I takt med at din virksomhed vokser og forandrer sig, vil dit publikums sammensætning også ændre sig. Identificer for hvert trin i din vækst, hvem du gerne vil have i tale og til at høre om din virksomhed.
Hemmelighed #5: Ingen lanceringer om mandagen
Mandag er den dag, hvor der ligger den største bunke af historier, som journalisterne kan gå i gang med. Hvis din lancering skal have maksimal opmærksomhed, skal den ud senere på ugen. Men husk at give bloggere og journalister rigeligt med forberedelsestid! Du kan evt. bruge solohistorier og/eller klausuler.
Hemmelighed #6: Ingen to bloggere eller journalister er ens
Sørg for at du og dine PR-folk forstår, hvordan dine vigtigste kontakter blandt bloggere og journalister ønsker at få nye informationer præsenteret. Vær serviceminded over for den enkelte og tag hensyn til specielle behov og ønsker.
Hemmelighed #7: Mål succes - ikke trafik!
Sørg for at opstille realistiske, målbare succeskriterier i stedet for kun at kigge på trafiktal på nyheder eller hjemmesider. Der er mange parametre at måle succes på - ikke kun kvantitativt men også kvalitativt.
Hemmelighed #8: Tilpas din nyhed målrettet til hver interessent
Få styr på dine budskaber - de skal være kortfattede og præcise. Og så skal de versioneres til hver enkelt interessents behov. Gør deres research for dem og giv så mange understøttende oplysninger med som muligt, så de kan fokusere på historien og ikke alt det rundt om.
Hemmelighed #9: Find en talsmand
Det kan være svært - specielt for en iværksætter - at overlade talsmandsrollen til en anden. Det er jo ens hjerteblod, det drejer sig om. Derfor er det også ofte her, at utroligt mange virksomheder går galt i byen. Specielt som nystartet virksomhed får man få chancer til at gøre et godt indtryk, derfor kan det være altafgørende at finde en talsmand, der kan levere budskaberne klart og præcist.
Hemmelighed #10: Din virksomheds blog er mægtigere, end du tror
En blog bør hverken undervurderes eller overvurderes. Din virksomheds blog er med til at give dit brand personlighed. Det er et godt værktøj til at opbygge relationer. Men husk nu, at du ikke skal lancere dine egne historier på din egen blog først! Dine historier skal ud alle andre steder, så du kan linke til dem fra din blog (så der også linkes tilbage til dig!).
Hemmelighed #11: Vigtige bloggere inkluderer både A-listen og “Den Magiske Midte”
Din PR skal ikke kun henvende sig til de vigtigste Top 10 bloggere i din virksomheds branche. Du skal ud og have fat i alle de bloggere, der har 20-1000 andre blogs, som linker til dem. Det er “Den Magiske Midte” - den store masse af bloggere hvis kontakter virkelig får bredt din historie ud.
Hemmelighed #12: Følg med i samtalerne og tag del i dem
Glem ikke de sociale medier. Hvis de anvendes rigtigt, kan de potentielt nå ud til flere relevante og engagerede mennesker end en hvilken som helst velplaceret PR-historie i medierne. Og de sociale medier skaber relationer, der varer længere end interessen for nogen nyhedsartikel.
Mandag d. 5. maj gæstede forfatteren Andrew Keen DR2’s program “Den 11. Time”. Keen er bl.a. forfatter til bogen “The Cult of the Amateur - how today’s internet is killing our culture”. (Se hele udsendelsen, 28 minutter, her).
Andrew Keen er en meget kontroversiel person i Sillicon Valley, fordi han er en slags anti-revolutionær, der begræder internettets ødelæggende indflydelse på vores samfund - specielt den fordummende effekt på vores kultur, spredningen af talentløst content og forherligelsen af amatøren på bekostning af den professionelle mediemedarbejder - journalisten, redaktøren, forlæggeren, fotografen og musikklipperen.
Det er en spændende udsendelse, synes jeg, fordi Andrew Keen virker meget velformuleret og logisk argumenterende. Keen ser ud til at nyde sin status som “internettets fjende nr. 1″, fordi det gør ham til noget særligt i en verden, hvor den brede holdning går imod ham og hylder internettets fremskridt og muligheder med Web 2.0. Han er ikke bange for at indrømme, at han er en nostalgiker og partisk til fordel for “de traditionelle medier”, samt at hans bog er en bevidst provokation skrevet med det formål at skabe en debat. Og det må man sige, at han har haft held til.
Retorisk dygtig men ensidigt argumenterende
Jeg har set klippet fra Den 11. Time en håndfuld gange nu, fordi jeg bliver ved med at opdage nye nuancer i Keens retorik, hver gang jeg går det igennem. Jeg vil her prøve at opremse Keens hovedargumenter og påstande:
Ved at give alle personer midlerne til at udgive sig selv på internettet i form af tekst, videoer og musik ødelægger Web 2.0 vores kultur og vores medieøkonomi. Gratis brugerskabt indhold af generelt meget lav kvalitet bliver forherliget som “sandhed” og ødelægger levebetingelserne for de etablerede nyhedsmedier, pladeselskaber og filmproducenter, fordi mennesker ikke længere vil betale for kvalitet men er tilfredse med amatøragtige videoklip, løse rygter og talentløs musik.
Web 2.0’s stiftere er anti-autoritære ex-hippier med inspiration i marxisme og en religiøs holdning til informationsfrihed, som anser de professionelle mediefolk for at være elitære censorer, der ønsker at have monopol på meninger og indhold.
Hele grundlaget for at talent kan blive opdaget og finpudset forsvinder, fordi der ikke er ressourcer til at aflønne de professionelle fagfolk, der før har stået for den slags. Jo længere alverdens internetbrugere bare stjæler musik, tekst, billeder og film, som burde være beskyttet af rettigheder, desto mere udhuler vi vækstgrundlaget for de virkelige talenter, indtil der til sidst kun er amatørlavet indhold på alle kanaler.
Medier uden professionelle nyhedsformidlere, redaktører, fakta-tjekkere, researchere med en faglig uddannelse er utroværdige. Der skal være en “gatekeeper”, ellers spreder vi bare rygter og løgne.
Jo mere vi fodrer internettet med informationer om os selv, desto mere er vi på vej mod et Big Brother samfund, hvor det ikke er Staten men Google og andre Web 2.0 giganter, der pludselig ved alt om os og styrer vores liv.
Den reklamedrevne medieverden
Umiddelbart er det nemt at skyde Keen i skoene, at han er en forstokket, sur mand, der er bitter over hans egen manglende succes som web-entreprenør. Men jeg synes, at han trods alt har fat i nogle interessante pointer, selv om jeg ikke når frem til alle de samme konklusioner, som Keen gør.
I 2005 skrev jeg mit speciale om “Corporate Media and the Threat to Democracy”, hvori jeg redegjorde for problemerne for et demokratisk samfund i (næsten) udelukkende at have reklamefinansierede medier, der (udelukkende) tager hensyn til det købedygtige publikum og ikke til deres historiske rolle som demokratiets vagthund. Keens bekymringer om Web 2.0 mediernes usaglighed er berettigede, men han overser, at de traditionelle medier som aviser og tv også lider under en enorm ydre påvirkning i form af interessegrupper, professionelle PR-folk, lobbyister, annoncører og ikke mindst mediernes egen ejerkreds, som i en konglomerat-verden kan have alverdens interesser i at fremme forskellige dagsordener. Det er derfor en smule naivt at dyrke den nostalgiske opfattelse af de traditionelle medier som sandhedens vogtere, selv hvis Keen har ret i nogle af sine kritikpunkter af Web 2.0 omkring kildebrug og research.
Ødelægger vi vores egen kultur?
Det er et af de interessante spørgsmål, jeg har tænkt over efter at have set interviewet med Keen. For der er vist ikke tvivl om for mange af os, at YouTube, Facebook og MySpace rummer rigeligt med trivialiteter til, at vi kan spilde en god portion af vores arbejdsuge med at surfe rundt. Når Keen virker forarget over hundeprutter og eksploderende Cola-flasker på YouTube, fordi det er “fornedrende og banalt”, slår han mig som en af de mavesure smagsdommere, han så desperat prøver at holde i arbejde. Det har da også været med til at give ham mærkatet elitær, som han har taget til sig med stolthed.
Jeg har svært ved at tro på, at folk generelt ikke vil betale for kvalitet. Men internettets enorme udbredelse på rekordtid er bl.a. skabt på baggrund af, at fx nyhedsmedier har gjort nyheder gratis tilgængelige online. Det har været et led i deres strategi for at fastholde læsere og udvikle deres online profil som nyhedsmedier. Men i takt med at avisernes læsere gradvist rykker online, er jeg også sikker på, at mediehusene vil have held til at opbygge en forretningsmodel, der kan sikre en indtjening her. TV2 har tidligere indført betaling for Sputnik, og den norske mediekoncern Schibsted får nu over halvdelen af sin indtjening fra online tiltag, skriver Business.dk.
Derfor er jeg også sikker på, at kvalitet vil forblive et nødvendigt parameter i underholdning og nyhedsformidling - men at fx blogs og brugergenereret viden udfylder en vigtig rolle som et supplement til etablerede medier. At Keen på den ene side beskylder Web 2.0 brugerne for at stjæle content, som i mange tilfælde er blevet lagt online for at tiltrække brugere, og på den anden side også klandrer dem for at lave underlødigt amatørmateriale, må siges at være lidt paradoksalt.
Er Google den nye Big Brother?
Det er faktisk en af de mere interessante af Keens bekymringer, selv om den desværre får ham til at fremstå en smule som en småparanoid konspirationsteoretiker. Men Peter Hesseldahls klumme på Computerworld forleden om Googles bekymrende allestedsnærværelse opridser et par af de pointer, som Keen ikke når så godt igennem med. For hvad gør vi, når en computer i hænderne på et af verdens største firmaer igennem flere år har registreret alt, hvad vi har læst, søgt efter, besøgt og linket til på interenettet? For en måneds siden beskrev Politiken, hvordan EU har valgt at begrænse hvor længe Google og Yahoo må gemme søgeresultater i deres systemer. Samtidig stillede EU krav om, at hvordan søgemaskinerne opererer og fungerer skal fremgå tydeligere på hjemmesiderne. Google forsvarede sig dog med, at det var for at kunne give brugerne den bedst mulige service, at man gemte oplysningerne i så lang tid.
En interessant modpol i debatten
Trods kritikpunkterne mod Keens argumentation og hans ensidige valg af kilder, der støtter hans bogs budskaber, anerkender selv hans modstandere, at bogen udgør en interessant og nødvendig modpol i debatten, fordi den trods alt også rammer Web 2.0’s ømme hæl - copyright brud, rygtespredning og spredningen af en mediekultur, der forherliger platheder, vulgaritet og rå narcissisme. Selv har jeg tilmeldt mig på hans blog på The Great Seduction, så jeg over noget tid kan følge hans skriverier og danne mig dybere mening om hans synspunkter. Og den mulighed kan jeg takke Web 2.0 for.
Se mere til Andrew Keen og hans bog
Hvis du har tid og lyst, så se dette 59 minutter lange klip, hvor Andrew Keen debatterer sin bog ved et bogmøde hos Google. Det er virkeligt spændende, fordi han bliver mødt af nogle kritiske spørgsmål og får en god dialog med Googles ansatte.
Hans Henriks kommentar til min seneste blogpost om Twitter fik mig til at tænke over, hvordan de sociale medier præger vores valg af kommunikationskanaler i arbejdet og privatlivet.
Sidste efterår afsagde NOKIAs forskningschef, Terjo Ojanperäs, en dyster dom over e-mails som værende på vej til at uddø som redskab til intern kommunikation. Som alternativer nævner han, at NOKIAs medarbejdere anvender blogs og Facebook-profiler til at kommunikere med hinanden. Artiklen kalder også e-mails for en “tidsrøver”.
Når man samtidig kigger på Weminds interne mikroblog, som Hans Henrik fortalte mig om, og man ser på mange virksomheders brug af fx wikis som alternativ til et intranet til at styre projektplaner og videndele, så er det nemt at tro, at e-mailen vil gå dinosaurernes vej.
Men det er for tidligt at afskrive e-mailen endnu, primært af den grund, at det stadig er den digitale kommunikationsform, der har flest handlemuligheder og håndteringsmuligheder. Jeg blev meget inspireret af at læse Michael Arringtons blogpost på TechCrunch sidste uge om Facebook Messagings mange mangler, og jeg synes, at Michael har nogle rigtig gode pointer.
Kort fortalt, så beklager Michael sig over, at messages på Facebook ikke kan arkiveres, sorteres eller håndteres og derfor anvendes som et supplement eller alternativ til e-mails. Der er problemer med load tiden, når man modtager mange arbejdsrelaterede messages, de kan ikke forwardes, tagges eller lægges i bestemte mapper til senere brug.
Jeg har det på samme måde med eksempelvis Twitter, selv om en URL fra en Twitter besked trods alt kan bogmærkes, så jeg kan vende tilbage til den senere, så bliver det før eller senere et mareridt at skulle besøge Twitterportalen flere gange om dagen for at arkivere mine favoritbeskeder, som jeg vil gemme af den ene eller anden årsag.
Hvad så med wikis? Jeg må indrømme, at jeg ikke selv har den store erfaring med opbygning af wikis som interne kommunikationskanaler, og jeg kan sagtens se nytten af wikis i forbindelse med projektstyring, men en wiki kan efter min mening stadig ikke tilbyde e-mailens fleksibilitet eller muligheder for privat/diskret dialog. Det er jo ikke altid alting, man ønsker at alle ens kolleger skal læse.
I de senere år har vi se mange eksempler på studerende, der har søgt alternative måder at få penge til deres uddannelser. Der var de to unge fyre, som gjorde sig til omvandrende reklamesøjler for en virksomhed, andre fik en sponsor og en fik vist tatoveret et logo i panden. Påhittene var mange og havde ofte karakter af mediestunts, som fik en kortvarig men intens opmærksomhed.
I disse dage oplever Iowa og nabostaterne en 
Inden for de sidste 24 timer er jeg blevet gjort opmærksom på to gode blogposts om, hvordan man øger sit besøgstal på ens blog. Jeg kan desværre ikke nå at omskrive dem til en lang dansk post i aften, men i det mindste kan jeg da dele dem med jer.
