Start snakken!

SF’eren Pia Olsen Dyhr er blevet afsløret i at optræde i en Hewlett-Packard reklame, skriver Politikens netavis her til aften. Det er en pinlig sag, fordi SF tidligere har kritiseret Videnskabsministeren for at gøre præcis det samme. Pia Olsen Dyhr undskylder sig med, at hun troede, at hun medvirkede i “et indstik” og udtalte sig om grøn it - et område hun er ordstyrer for.

Det er naturligvis en god historie for pressen, fordi SF fremstår dobbelmoralske eller naive, men også fordi HP ved samme lejlighed ikke slipper godt fra deres snørklede svar på, hvorfor de kalder et annoncetillæg for en “informationsavis”, når der skal skaffes kendte ansigter til at medvirke på siderne.

Sagen er altså blevet pinlig også for it-virksomheden, men det kunne være undgået, hvis den ansvarlige havde fulgt nogle simple regler for rekruttering af endorsere.

5 regler for rekruttering af endorsere

1. Sørg for at briefe den rekrutterede grundigt og ærligt omkring situationen, mediet og hensigten med henvendelsen.
2. Hvis den rekrutterede stiller betingelser eller krav, så sørg for at de bliver kommunikeret videre til alle involverede parter uden undtagelse og uden mellemled, der ellers kan glemme detaljer eller misforstå ting.
3. Lav en skriftlig aftale om brugsretten til det producerede materiale - hvad enten det er tekst, billeder, film, lyd eller noget helt femte. Så er der klare linjer, også efterfølgende, og alle ved hvordan og hvor længe materialet kan (gen)anvendes.
4. Hvis du rekrutterer på vegne af en tredje part, så har du et ansvar for ikke at slippe den rekrutterede, før de ovenstående punkter er opfyldt.
5. Lad være med at tage ting for givet. Det mest naturlige i verden for dig kan risikere slet ikke at falde en anden person ind. Og hvis den person sidder med eksekveringsansvaret, så kan resultatet pludseligt godt blive negativt.

 I de senere år har vi se mange eksempler på studerende, der har søgt alternative måder at få penge til deres uddannelser. Der var de to unge fyre, som gjorde sig til omvandrende reklamesøjler for en virksomhed, andre fik en sponsor og en fik vist tatoveret et logo i panden. Påhittene var mange og havde ofte karakter af mediestunts, som fik en kortvarig men intens opmærksomhed.

Brendan Baker, en 28-årig studerende, har valgt at bruge en blog til at skabe opmærksomhed om sin økonomiske udfordring. Brendan er blevet optaget på en MBA på Oxford, hvor han kan studere Social Entrepreneurship, men det koster 90.000$, som han ikke har. Derfor er han nu gået i gang med en viral kampagne for at skaffe pengene. Via sin blog med navnet “3 Bucks for Brendan” og en side på Facebook forsøger han at skaffe 3$ fra 30.000 personer på to måneder.

Indtil videre er støtten - i hvert fald på Facebook - ikke så stor, men der er rygter om, at Oprah har hørt om Brendan, så måske vil en masse amerikanere snart høre om hans historie. Den kendte blogger Jeff Jarvis har også omtalt Brendans projekt på Twitter tidligere i dag, hvilket har sendt historien rundt til tusinder af followers.

Du kan give Brendan Baker lidt støtte via PayPal eller andre overførselsmetoder, der er beskrevet på hans blog.

For nogle uger siden skrev jeg et blogindlæg om Nadia Plesners kamp mod modegiganten Louis Vuitton, som senere blev til en artikel på K-forum. I går kunne man så læse på Politikens hjemmeside, at selv om kunstneren og T-shirtdesigneren Nadia Plesner ikke har indgået forlig med Louis Vuitton, og derfor stadig står over for et krav om en millionerstatning for krænkelse af varemærket, så har hun nu valgt at fjerne tegningen af tasken fra sine fremtidige T-shirts.

Nadia Plesner har, som hun selv siger, valgt at bruge sin tid og energi på at hjælpe Darfur frem for på et langt retsligt slagsmål mod Louis Vuitton. Om fjernelsen af håndtasken fra fremtidige T-shirts betyder, at LV dropper søgsmålet, er nok tvivlsomt - specielt efter at Nadia Plesner har afvist den aftale, de var ved at forhandle sig frem til. Men man må da håbe, at der når støvet har lagt sig stadig er nogle kroner tilbage til Darfur. Det var jo det, der var meningen.

Steve Ballmer, CEO i Microsoft, deltog i går i en morgenmad seance med Washington Posts redaktører, hvor han talte om Microsofts fremtid og hans syn på digitale medier. Her proklamerede han frejdigt, at om 10 år vil der ikke være flere printmedier - alle nyheder vil være IP-baserede i stedet for leveret i fx aviser og magasiner. (Se klippet (nr. 3 “The Future of Advertising”) og flere klip fra dette møde her). Det var nok ikke lige det, Washington Post havde håbet på at høre, men Ballmer har et par gode pointer omkring udviklingen i forbrugernes efterspørgsel og medieforbrug. TechCrunch’s blogger Erick Schonfeld stiller sig dog tvivlende over for, at print vil uddø så hurtigt. I stedet ser han for sig, at print vil genopfinde sig selv med et nyt forretningsgrundlag.

Post Danmark fik utrolig hård start i blogosfæren

Næppe havde Post Danmark annonceret, at de ville starte en blog for at gå i dialog med forbrugerne, før eksperter stillede sig skeptiske og afventende over for det nye initiativ. Når man besøger bloggen her, fornemmer man, at det er en frygtindgydende omfattende opgave, kommunikationschef Lars Kaspersen har kastet sig ud i. Der er ganske vist en del lykønskninger fra folk i kommunikationsbranchen blandt kommentarerne, men der er også adskillige indlæg, som burde have været sendt til kundeservice i stedet. Og så er der den faglige kritik af bloggens form og opbygning.

Men det værste, synes jeg faktisk, er de mange skeletter, der vælter ud af skabet i form af indlæg fra tidligere medarbejdere. Selvfølgelig gør nettets anonymitet det nemt for enhver med et horn i siden på Post Danmark at skrive de mest horible ting, men hvis bare lidt af det, der står i kommentarerne, er sandt, må man spørge sig selv, om Post Danmark har begået PR-hari-kiri ved at åbne dette nye talerør? Se fx hvad Peter Andersen skriver:

“…var selv ansat i virksomheden [Post Danmark, red.] tilbage i 2006 men fik en brat afsked idet jeg stillede spørgsmålstegn ved at man smed adresseløse forsendelser ud i stedet for at omdele dem. Eller sagt på anden vis, Post Danmark tager sig godt betalet via sine erhvervskunder og i stedet for at omdele disse på alle distrikter ja så røg de i containeren. Jeg kan kun opfordre til at man skulle prøve at gå forbi et af distributionscentrene i landet og kigge ned i an af disse røde containere så vil man blive overrasket over mængden der blivger smidt ud. I min verden er det ikke sund og etisk foretning…”

AV!

Det bliver spændende at se, hvordan Post Danmarks blog vil udvikle sig i fremtiden, og om de formår rent faktisk at forbedre virksomhedens plettede image målbart. Men held og lykke herfra!

Ville du købe slik af denne mand?

Prisen for sjoveste citat i pressen går til Allan Pedersen, direktør i Euro-candy, der d. 27. maj fik ørerne i maskinen hos Politiken Tjek, fordi Fødevarekontrollens Rejsehold havde opdaget, at hans firma havde ompakket gammelt slik og givet det ny datomærkning.

Da Allan Pedersen skal forsvare sig i avisen udtaler han blandt andet om Euro-Candys sukkerkugler: “Jeg er 53 år, men selv om man gemte dem til jeg blev 90, ville jeg stadig ikke tøve med at spise dem. Det er rent sukker, og de har været varmet så meget op, at de ikke kan indeholde bakterier. Desuden er de fra Kina og sikkert smækfyldt med kemikalier. De kan overleve en atomkrig!”

Et lille tip til alle virksomheder, der er udsat for kritik: Når du skal forsvare dig, så tænk igennem om dit budskab åbner din flanke og gør dig sårbar et andet sted. Allan Pedersen tror måske, at han har fået lukket diskussionen om datomærkningen. Til gengæld har han i en tid med fedmedebat og sukkerhysteri åbnet for en lang række andre PR-problemer.

Det er altid en fornøjelse for mig at følge med i Brian Solis’ blog om PR 2.0, og i går opdagede jeg så, at han faktisk også gæsteblogger på TechCrunch. Han har netop skrevet indlægget “PR Secrets for Startups” - 12 gode råd om PR til iværksættere og nystartede virksomheder. Men megen af Brians visdom kan også anvendes på ældre virksomheder af alle med en interesse i public relations. Derfor får du her en kort gennemgang af Brians 12 råd. Jeg vil dog anbefale, at du læser hele hans blogpost, da der er mange flere detaljer at hente og god info om PR 2.0.

Hemmelighed #1: Forstå at din historie ikke er den eneste i byen

Bare fordi din historie er ny, betyder ikke at det er en nyhed. Journalister og bloggere har travlt, så jo mere du gør ud af din historie, desto større chancer har den.

Hemmelighed #2: Vælg den rette person eller det rigtige team til at lede din PR indsats

Tænk grundigt over, om du har virkelig selv har tid til at stå for PR. Hvis ikke så vær meget omhyggelig, når du skal vælge en konsulent eller et bureau til at hjælpe dig. De skal kunne forstå dit marked, have gode referencer og erfaring fra lignende projekter tidligere. Og så skal du møde hele teamet, der faktisk skal stå for at få dine budskaber ud.

Hemmelighed #3: Deltagelse er god markedsføring

Din deltagelse er vigtig i PR processen. Hvis du introducerer dig til bloggere og vigtige journalister og prøver at få en relation til dem, vil det gavne dig, når du senere skal have dine historier ud. Deltag i netværk i din branche, kommenter på andres blogs og deltag i debatten online. Personlige relationer er gode relationer.

Hemmelighed #4: Identificer målgrupper for hvert trin i din vækst

I takt med at din virksomhed vokser og forandrer sig, vil dit publikums sammensætning også ændre sig. Identificer for hvert trin i din vækst, hvem du gerne vil have i tale og til at høre om din virksomhed.

Hemmelighed #5: Ingen lanceringer om mandagen

Mandag er den dag, hvor der ligger den største bunke af historier, som journalisterne kan gå i gang med. Hvis din lancering skal have maksimal opmærksomhed, skal den ud senere på ugen. Men husk at give bloggere og journalister rigeligt med forberedelsestid! Du kan evt. bruge solohistorier og/eller klausuler.

Hemmelighed #6: Ingen to bloggere eller journalister er ens

Sørg for at du og dine PR-folk forstår, hvordan dine vigtigste kontakter blandt bloggere og journalister ønsker at få nye informationer præsenteret. Vær serviceminded over for den enkelte og tag hensyn til specielle behov og ønsker.

Hemmelighed #7: Mål succes - ikke trafik!

Sørg for at opstille realistiske, målbare succeskriterier i stedet for kun at kigge på trafiktal på nyheder eller hjemmesider. Der er mange parametre at måle succes på - ikke kun kvantitativt men også kvalitativt.

Hemmelighed #8: Tilpas din nyhed målrettet til hver interessent

Få styr på dine budskaber - de skal være kortfattede og præcise. Og så skal de versioneres til hver enkelt interessents behov. Gør deres research for dem og giv så mange understøttende oplysninger med som muligt, så de kan fokusere på historien og ikke alt det rundt om.

Hemmelighed #9: Find en talsmand

Det kan være svært - specielt for en iværksætter - at overlade talsmandsrollen til en anden. Det er jo ens hjerteblod, det drejer sig om. Derfor er det også ofte her, at utroligt mange virksomheder går galt i byen. Specielt som nystartet virksomhed får man få chancer til at gøre et godt indtryk, derfor kan det være altafgørende at finde en talsmand, der kan levere budskaberne klart og præcist.

Hemmelighed #10: Din virksomheds blog er mægtigere, end du tror

En blog bør hverken undervurderes eller overvurderes. Din virksomheds blog er med til at give dit brand personlighed. Det er et godt værktøj til at opbygge relationer. Men husk nu, at du ikke skal lancere dine egne historier på din egen blog først! Dine historier skal ud alle andre steder, så du kan linke til dem fra din blog (så der også linkes tilbage til dig!).

Hemmelighed #11: Vigtige bloggere inkluderer både A-listen og “Den Magiske Midte”

Din PR skal ikke kun henvende sig til de vigtigste Top 10 bloggere i din virksomheds branche. Du skal ud og have fat i alle de bloggere, der har 20-1000 andre blogs, som linker til dem. Det er “Den Magiske Midte” - den store masse af bloggere hvis kontakter virkelig får bredt din historie ud.

Hemmelighed #12: Følg med i samtalerne og tag del i dem

Glem ikke de sociale medier. Hvis de anvendes rigtigt, kan de potentielt nå ud til flere relevante og engagerede mennesker end en hvilken som helst velplaceret PR-historie i medierne. Og de sociale medier skaber relationer, der varer længere end interessen for nogen nyhedsartikel.

De fleste journalister kender til fænomenet med en indbakke, der bugner af mails fra alle og enhver, der ønsker at få to minutters offentlig taletid. Det tager tid at sortere de mest relevante fra, og til sidst bliver det bare en daglig rutine at delete alt, hvad der ikke umiddelbart har en fængende subject-linje. Desværre er PR-branchen stadig fyldt med folk, der tror, at det bare handler om at ramme flest mulige modtagere på diverse redaktioner, så kommer medieomtalen nok.

Redaktøren på Wired Magazine, Chris Anderson, er nu blevet så træt af henvendelser, der bare er sendt til ham personligt, fordi han er redaktør, at han er begyndt at sende PR-folk i spamfilteret første gang, de sender ham noget, som skulle have været sendt til en generel redaktionel e-mailadresse i stedet. Og der er ingen nåde. Den seneste måneds syndere har Chris netop offentliggjort på sin blog med en bemærkning om, at hvis en spammer høster de nu offentliggjorte e-mails, så vil det bare være poetisk retfærdighed.

Det er interessant at se, at flere af de virkeligt store PR-bureauer i USA, som burde vide bedre, er på Chris’ liste, så som Edelman, Webershandwick og, desværre i et tilfælde, GCI. Man kunne ellers godt tro, at den slags fejl var for amatører, men nej. Lad mig derfor opstille et par tommelfingerregler for god håndtering af presselister:

1. Presselister og -databaser er til brede udsendelser af nyheder, som pr. definition er alt andet end solohistorier. Derfor er det hverken gavnligt eller tilrådeligt at sende fast til redaktører personligt, da næsten alle medier har en fast redaktionsadresse, som kontinuerligt monitoreres af en stab af nyhedsvagter, redaktører, ajourhavende og redaktionssekretærer. Tro mig, de skal nok kigge på din nyhed hurtigt og vurdere, om det er noget for dem. Redaktørens personlige mail er til lige netop det - personlige mails.
2. Skriv kun direkte til navngivne journalister eller redaktører i disse tre situationer:
   1. Hvis du forudgående har talt i telefon med vedkommende og aftalt, at du sender noget
   2. Hvis du har haft kontakt til vedkommende, som har accepteret eller bedt om at komme på en bestemt presseliste for jævnligt at modtage nyheder om et givent emne/firma/produkt
   3. Hvis du igennem noget tid har leveret nyheder og tips til vedkommende, så I har en fælles forståelse af, at du godt kan skrive uopfordret med historier
3. Hvis en redaktion skriver tilbage og frabeder sig flere pressemeddelelser, så kan det fx være fordi, de kun skriver lokalstof (hvis det er et distriktsblad), de får alt for mange henvendelser og prøver at begrænse byrden, eller fordi du ikke har sat dig nok ind i, hvordan de ønsker at modtage pressemateriale. Måske har du brugt et uhensigtsmæssigt filformat, for store vedhæftede filer eller bare vægtet stoffet forkert. Der er fx stor forskel på, hvordan radiostationer og avisredaktioner ønsker at modtage stoffet. Lad være med at sende sådan en redaktion mere - i hvert fald til du har snakket med redaktøren. Tro ikke, at “næste gang går det nok bedre, og de opdager nok ikke, at det er mig igen”. Det gør de, og du risikerer bare at ryge i deres spamfilter, sådan som dem, der forstyrrede Chris Anderson. Og det er hverken du eller dine kunder tjent med. Tal i stedet med den pågældende redaktør, undskyld hvis de har følt sig generede af dine udsendelser, og prøv at finde frem til, hvordan du bedst servicerer dem i fremtiden uden at spamme dem unødigt. Jeg taler af erfaring, når jeg siger, at 7 ud af 10 redaktører falder til ro og kommer frivilligt tilbage på presselisten, når de føler, at du tager dem alvorligt og respekterer deres travle hverdag. Og resten takker pænt nej men taler i hvert fald ikke dårligt om dig og dit firma bagefter.
4. Hvis du etablerer en fast udsendelsesliste - fx på vegne af en bestemt kunde eller et produkt - så gør det nemt at melde sig af listen igen. Det kan du fx gøre med en lille signatur og et link i bunden af dine udsendte nyheder.
5. Tænk dig om. Det handler ikke om at ramme flest mulige medier men at ramme de relevante medier. De fleste kunder forstår godt konceptet kvalitet over kvantitet, så der er ikke nogen grund til at gøre alle journalisternes hverdag mere hektisk ved at sende dem pressemeddelelser, som en stor del af dem ikke vil bruge, hvis du i forvejen ved, hvad det er for 10-20 medier der med al sandsynlighed vil interessere sig for historien.

Disse regler har ikke til hensigt at give dig berøringsangst med medierne. Rigtig mange journalister forstår heldigvis arbejdsværdien af de pressemeddelelser, de modtager, og sætter pris på dem. Men målret dine udsendelser mod relevante modtagere og tro ikke, at chefredaktøren er en genvej til omtale.

Min gamle sambo fik mig i sin tid omvendt til økologi af praktiske årsager (vi delte køleskab), men sidenhen er jeg begyndt at interessere mig mere og mere for økologi, sundhed og madvarer, fordi det går op for mig, hvor omfattende problemerne med sprøjtemidler og unødige tilsætningsstoffer er. Men det er en anden snak. Egentlig ville jeg bare henlede din opmærksomhed på dette tiltag fra SuperBrugsen. De gentager i morgen sidste års PR-succes med at donere en dags overskud fra salg af økologi til omlægning af landbrug til økologisk drift. Sidste år fik SuperBrugsen massiv positiv omtale for initiativet - mon ikke det gentager sig i år?

STEM PÅ ØKOLOGI MED DIN INDKØBSVOGN
Hver gang man køber økologi, stemmer man for bedre natur, mere dyrevelfærd og sundere produkter. Men onsdag den 14. maj tæller stemmen ekstra meget. Denne dag giver SuperBrugsen nemlig hele sit overskud fra salget økologiske varer til Økologisk Landsforenings arbejde med at få danske landbrug lagt om til økologi og sikre økologiske råvarer fremover.Sidste år donerede SuperBrugsen også overskuddet fra én dags økologisalg, og det virkede: Forbrugerne bakkede op, og SuperBrugsens donation fik 21 landbrug og 2297 hektar lagt om til økologi (det svarer til 3350 fodboldbaner), til glæde for miljø, dyrevelfærd og for alle dem, der gerne ville se flere økologiske varer i butikkerne.

Pengene går ubeskåret til ”omlægningstjek”, hvor økologikonsulenter sammen med landmanden gennemgår gården fra A til Z. Niels Kristensen, mælkeproducent tæt på Lemvig, fik sidste år lavet et omlægningstjek:

”Jeg havde haft tanker om økologi som en mulighed engang i fremtiden, men det var ikke noget, der pressede sig på. Da tjekket var en gratis mulighed, havde vi ingenting at tabe, og det var uforpligtende. Det gjorde det meget nemmere at prøve. Vi fik en grundig gennemgang af gården, og konsulenterne var åbne både om fordelene og ulemperne ved økologi på vores gård. Vi fik også gode fifs til at tackle det og komme i gang. Så vi blev faktisk klædt godt på til at tage den store beslutning,” siger Niels Kristensen, der efterfølgende valgte at lægge driften om til økologi.SuperBrugsen spillede i 1993 en central rolle i det første gennembrud for økologi, da kæden satte priserne på økologisk mælk ned.

“Vi har været med til at drive økologien frem fra den spæde start. Nu vil vi gerne sikre økologiens videre udvikling, så vi også kan give vores kunder mulighed for at vælge lækre, danske, økologiske råvarer fremover. Vi er overbevidste om, at økologien bliver ved med at vokse. Derfor har vi brug for flere økologiske råvarer,” siger foodchef Mette Maix fra SuperBrugsen.Køb derfor økologi i SuperBrugsen den 14. maj og vær med til sikre danske, økologiske råvarer for fremtiden. For at få mere at vide om økologi, klik ind på www.okologi.dk.

Det er så dejligt forfriskende, når nogen finder på en underholdende og aktiverende ny måde at lave traditionel produkt-PR på. Forleden faldt jeg over denne tekst på hjemmesiden for FDB’s blad Samvirke:

Det ser måske løjerligt ud, men det er selvfølgelig en teaser for bogen, der udloddes som præmie. Og jeg synes faktisk, at det er rigtig smart fundet på, fordi det tager udgangspunkt i produktets natur. Konkurrencen belyser netop de ting, man har brug for at vide, for at blive en dygtig web-researcher, hvilket er de emner, som bogen altså dækker. Dermed bliver man gennem deltagelse i konkurrencen opmærksom på sine egne research-svagheder og inspireret til at læse bogen. Rasende smart fundet på!

Jeg elsker sådan nogle udfordringer, så jeg er så småt ved at researche mig frem til P. Antonakakis. Hvad jeg finder ud, poster jeg her på bloggen d. 16., og så kan du jo sammenligne med, hvad du selv fandt frem til.

God pinse!

Ved at lægge sag an mod et projekt, der skaffer penge til Darfur, har Louis Vuitton stukket hånden i en hvepserede.

Du har sikkert allerede læst om Louis Vuittons sagsanlæg mod designeren Nadia Plesner, som der har været skrevet en del om den sidste uges tid. Hvis ikke, så er historien kort, at den 26-årige danske designer Nadia Plesner har tegnet en håndtaske, der til forveksling ligner Louis Vuittons kendte design, i et billede på en række plakater og T-shirts, hvis salg genererer penge til nødhjælp i Darfur. Det bryder Louis Vuitton sig ikke om, og de har derfor lagt sag an mod Plesner, da hun ikke frivilligt vil stoppe sit velgørende foretagende.

Louis Vuitton kræver ifølge medierne 112.500 kroner i bøder om dagen, for hver dag Plesner gør følgende:

1. Sælger sine T-shirts og plakater på sit website http://www.nadiaplesner.com/
2. Fremviser brevene fra Louis Vuitton på det nævnte website
3. Anvender navnet “Louis Vuitton” på det nævnte website!!

Sagen har fået global medieomtale, og støtteerklæringer fra hele verden strømmer ind på Plesners hjemmeside. Bloggerne og internetaktivisterne er aktivt i gang med at svine Louis Vuitton til i diverse fora, og for et par dage siden sprang også mindst tre Facebook grupper frem til støtte for Nadia Plesner. På Google er der allerede over 61.000 hits på “LV+Darfur”, 39.000 hits på “Louis Vuitton+Darfur” og blandt de første 10 hits på “Louis Vuitton” dukker nyheden om den sagsøgte kunstner op to gange (i hvert fald i Danmark).

Hele sagen er begyndt at minde om et regulært PR-mareridt for Louis Vuitton. Det er specielt faldet de kritiske masser for brystet, at Louis Vuitton sagsøger et non-kommercielt projekt, der skal rejse penge til nødlidende i Afrika, og at summerne i sagsanlægget er så astronomiske. Før medieomtalen (og dermed salget af T-shirts) rigtig tog fart, havde Simple Living kun skaffet omkring 20.000 kroner til Darfur. Det beløb må forventes at være steget betydeligt de sidste par uger.

Uden at jeg skal kloge mig for meget på copyrights og jura, har jeg svært ved at se, at Louis Vuitton har en sag her. Eftersom tegningen kun minder om en Louis Vuitton taske, salget af T-shirtene ikke konkurrerer med Louis Vuittons eget salg af varer og der er tale om et non-profit foretagende, er der efter min overbevisning ikke meget at komme efter. Og kravet om at Plesner ikke må fremvise breve, Louis Vuitton selv har sendt hende, eller skrive deres firmanavn på hendes website, virker direkte i strid med loven om ytringsfrihed.

Men hvorfor har Louis Vuitton så reageret så voldsomt over for det lille filantropiske firma? En forklaring kan være præcedens i forhold til kommende retsopgør. Fjollet eller ej så er specielt store, internationale virksomheder nødt til at tage selv opfattede krænkelser af deres copyright alvorlige, da de ellers kan bruges senere af en modpart i retten (”dengang reagerede I ikke, hvorfor så nu?”).

Uanset bevæggrunden så virker håndteringen af sagen fra Louis Vuittons side klodset og ikke ordentligt gennemtænkt. De har formået at få pisket en stemning op i medierne og har ligefrem vakt internetaktivisterne op til kamp. Flere steder, som på bloggen detfalskested.dk og på Facebook, går opfordringer igen til at genere Louis Vuitton ved at fremprovokere negative søgeresultater igennem linkaktivisme, købe Simple Livings T-shirts og boykotte Louis Vuittons produkter.

Louis Vuitton kunne have undgået hele denne affære ved at tage bestik af situationen og i stedet for at bede Plesner om at droppe sit foretagende så støtte det. De kan ikke løbe fra, at de som virksomhed sælger varer, der ligger i den absolutte luksus-ende af skalaen. Det kan godt være, at Louis Vuitton ikke bryder sig om at se deres design anvendt som kulturikon sat sammen med et sultende barn, men hvis de i det mindste havde anerkendt, at det var det, det var - et kulturikon og symbol på vor tids rigdom - så kunne de have vendt historien til noget positivt.

Rockidoler og filmstjerner er konstant fremme og tale Afrikas sag, uden at de af den grund behøver at undskylde for, at de selv tjener styrtende med penge. Bono har endda været nomineret til en Nobel Pris for sin godhed, selv om han beskyldes for at gemme penge i et skattely. Hvis Louis Vuitton ikke kunne undlade helt at reagere - af hensyn til fremtidig jura - så kunne de have indgået en aftale med Simple Living om, at produktionen af T-shirts var med deres viden og accept på betingelse af, at projektet forblev non-profit og overskuddet fortsatte med at gå til Darfur.

Det er vanskeligt at se, at Louis Vuitton har ret mange muligheder lige p.t. Bloggere skal nok holde liv i historien om sagsanlægget, indtil det enten bliver droppet eller der indgås en form for forlig. Allerede nu står advokater i både Holland og Frankrig parate til at hjælpe Plesner med at håndtere sagen - gratis - og hvis en egentlig boykot af Louis Vuittons produkter begynder, kan sagen ende med at blive en langt større hovedpine for modehuset, end de er villige til at kæmpe med.

Under alle omstændigheder bliver det spændende at følge sagen videre frem.

Nykredit går galt i byen med Facebook side og jeg giver gode råd.

En ’sponsored story’ med overskriften “Tænk nyt - Bliv fan af Nykredit” dukkede op i min news feed på Facebook i dag.

Det lød umiddelbart ikke så tillokkende, men der stod også noget om en konkurrence, så jeg klikkede alligevel nysgerrigt videre og kom hertil.

Det, jeg fandt, var Nykredits page på Facebook kaldet “Job i Nykredit”. Ved første øjekast ser jeg både videoer med medarbejdere, en stor konkurrence om at lave en ny “Tænk Nyt” reklamefilm, invitationer til virksomhedspræsentationsevents, fotoalbums og et diskussionsforum. Og så tænkte jeg: “Fedt! Endelig en dansk virksomhed, der rykker på Facebook og tilsyneladende gør et ordentligt stykke arbejde ud af det!”

Men så begynder advarselslamperne at blinke. Der er kun 142 medlemmer - ‘fans’ som Facebook så åndssvagt har valgt at døbe dem - på siden. Til trods for at konkurrencen om at lave en ny reklamefilm har kørt siden februar, er der kun ét bidrag - lavet af nogle knægte, der øjensynligt har haft det skægt, men som næppe vinder en reklamepris foreløbigt.

Videoerne med medarbejdere fra Nykredit ligner et forsøg på at tegne en alsidig virksomhed med diversitet i de ansatte og mange karrieremuligheder, men de savner noget originalitet. Og så er der det, som virker mest underligt på mig: i diskussionsforummet stiller Nykredit de besøgende spørgsmålet: “Hvad er det vigtigste for dig, når du søger job?” med underspørgsmålene “Hvad brænder du for?” og “Hvordan fanger Nykredit bedst din interesse?” Det er der ikke en eneste, der har svaret på.

Siden har været oppe og køre siden februar 2008, men har altså kun 142 medlemmer, 1 bidrag i konkurrencen og ingen kommentarer i forummet. Ikke så imponerende. Når jeg læser velkomstnoten står der:

Det lyder jo godt, men siden er kun opdateret to gange - 4. marts da der kom et event i kalenderen og 3. april, da bidraget i filmkonkurrencen landede på deres Super Wall.

Men hvor er det så, at Nykredit er gået galt i byen? Der er flere ting, men først og fremmest har de tilsyneladende manglet en klar strategi med tilstedeværelsen på Facebook.

1. ”What’s in it for me?”

Det første spørgsmål, Nykredit burde have spurgt sig selv, er: “hvad får de besøgende med sig?” Det er en flot side, og videoerne og virksomhedspræsentationsevents er måske interessante, hvis man kunne tænke sig at arbejde for Nykredit. Men der er intet, der belønner dem, som kommer tilbage jævnligt - ingen nyheder eller opdateringer. Og helt ærligt: hvor meget interessant nyt kan en rekrutteringsafdeling skabe?

Forummets spørgsmål er et eksempel på, at man ikke tænker i modtagere men prøver at få noget nyttigt (for Nykredit) ud af gruppen. Og det er sådan set legitimt nok - men det er stillet op på en måde, så Nykredit beder om min mening - og min dyrebare tid - og ikke giver noget igen. Den går ikke i et socialt medie, og det viser de manglende svar også.

Man bør også stille spørgsmålstegn ved valget af en page på Facebook - frem for en group eller måske noget helt andet på et andet socialt medie. Styrken ved en page er bl.a., at medlemskab automatisk fremhæver page’ns navn og ikon på hver enkelt medlems profil - så andre kan se det. Men et af de centrale elementer i Facebook er ekshibitionisme: jeg vælger at være med i en gruppe eller fan af noget, fordi det er med til at skabe den signalværdi, jeg ønsker. Derfor vil jeg gerne være fan af iPod, Hugo Boss eller Dyrenes Beskyttelse, men hvor er det fede i at være fan af “Job i Nykredit”? Så havde “Nykredit” trods alt været (en smule) bedre.

2. En video er ikke dialog

Kernen i de sociale medier er, at de ansporer dialog. Men at lægge en video på et socialt medie som Facebook er ikke at gå i dialog med de jobsøgende. Det er stadig at tale til dem - bare på en ny platform. Jeg lavede en rask søgning og fandt desværre kun en af de fire medarbejdere fra videoerne med en profil på Facebook. Hvis Nykredit virkelig ville i dialog, så havde det været oplagt, at der i slutningen af hver video havde stået: “Vil du vide mere? Så skriv til [navn] her på Facebook!” efterfulgt af et link. Når nu medarbejderne stiller op til en video, kunne man godt forestille sig, at de kunne få løn for at tage skridtet videre og blive rigtige ambassadører for Nykredit i kød og blod?

3. Viral spredning bygger på underholdning

Jeg kan naturligvis ikke vide, om siden er en stor succes og har haft tusinder af besøgende. Men brugen af en ’sponsored story’ (som jeg må antage koster penge?) og den ringe aktivitet på siden tyder på, at Nykredit ikke har fået spredt ordet ordentligt. Og det er egentlig synd, for specielt ideen med konkurrencen om at lave sin egen “Tænk Nyt” video er både sjov, involverende og har nogle præmier, der sikkert kunne få folk op af stolene - hvis de havde hørt om den!

Men der er ikke noget på siden, der ansporer eller faciliterer den virale spredning. Der er ikke et konkurrenceopslag på Super Wall’en, man kan forwarde til vennerne. Der er ikke noget spas, som kan give mig positiv opmærksomhed blandt venner og kolleger ved, at jeg sender det videre. Der er ikke noget, som gør, at når man ser vennerne blive medlemmer (fans), så tænker man: “Det må jeg lige tjekke ud!”

4. De har ikke TÆNKT NYT

Mest af alt savner jeg, at Nykredit tager deres eget “Tænk Nyt” slogan alvorligt med siden og viser mig noget, jeg slet ikke har set før! Det er måske en svær udfordring for en rekrutteringsafdeling, men det er trods alt deres eget slogan og burde derfor, kunne man synes, gennemsyre alt, hvad de laver i Nykredit.

Nykredits “Tænk Nyt” portal er et rigtig godt eksempel på nytænkning og involvering af kunderne. Det bygger på samme koncept som DELL’s “Idea Storm”, der er et forum, hvor almindelige mennesker kommer med ideer til produkter og services, som DELL bygger videre på. Den form for nytænkning savner man på Facebook siden.

Hvis Nykredit gerne vil i dialog med flere potentielle medarbejdere og have nogle flere bidrag til deres reklamefilmskonkurrence, kan de fx overveje følgende:

Nå ud til jeres medarbejderes netværk

Der er over 500 Nykredit medarbejdere med profiler på Facebook - start der. Igennem den interne kommunikation i virksomheden kan man opfordre medarbejderne til at medvirke. Det vil også helt automatisk fungere som et kvalitetsfilter, for ting der ikke er sjove, interessante og godt lavet, gider man ikke give videre.

Prøv ikke at nå alt på en gang

Det er svært at samle en god konkurrence, noget saglig information om Nykredit som arbejdsplads og så et cool fan-koncept under samme hat. Prøv at tænke de forskellige mål igennem og så lægge strategien (en gang til). For hvert budskab Nykredit vil formidle, skal der gerne være én klar kommunikationsindsats. Det kan fx være, at konkurrencen er bedre tjent med at køre sit eget liv på sin egen side (eller på MySpace?), hvor den kan fungere som et element i Nykredits branding aktiviteter.

Gør det sjovt

En medarbejdervideo, der fortæller hvor fede muligheder der er i Nykredit, forventer jeg at finde på Nykredits egen hjemmeside under HR. Det er ren markedsføring af den slags, man selv kan opsøge, hvis man mangler informationer. Hvis Nykredit skal bruge et socialt medie til at vise mig, at de er en fed virksomhed at arbejde i, vil jeg se noget, som er virkeligt. Hvorfor lader man ikke afdelingerne dyste om at lave den fedeste (sjove) video omkring, hvad det vil sige at være en del af Nykredits team? Det ville sætte ansigter på virksomheden på en helt anden måde og garanteret også være sjovt for medarbejderne - hvilket igen er med til at brande Nykredit.

Brug hvad I allerede har

Der er allerede over 140 medlemmer, som I kan gå i gang med at tale med. Hvorfor ikke spørge dem, hvorfor de er blevet medlemmer, hvad de gerne vil have mere af på siden og hvad de evt. ville være interesserede i ift en ansættelse i Nykredit?

Gå i dialog

Dette er faktisk det vigtigste af alt. Hvis Nykredit skal have udbytte af at være på Facebook og ikke bare have et statisk, virtuelt visitkort liggende, så skal de i gang med at tale med folk. Nykredit bruger i forvejen blogs og RSS-feeds. Den slags kan integreres på Facebook fx via FriendFeed, der fås som application. Hvis Nykredit havde en personprofil, man kunne “være venner med”, kunne man i FriedFeed se, når Nykredit blogger, uploader Flickr billeder, lægger videoer på YouTube, bruger del.icio.us til at bogmærke spændende emner på Internettet og mange andre ting, der ansporer interaktion med Nykredit, fordi man får pirret sin nysgerrighed.

Facebook giver også muligheder for at bruge polls, så man kan lave meningsmålinger (der er nemmere at forholde sig til end et spørgsmål i et diskussionsforum og giver øjeblikkelig belønning i form af en svarstatistik). Som en branding gimmick kunne man lave en “Hvilken slags Nykredit medarbejder er du?”-quiz, for selv om mange Facebook brugere efterhånden siger nej pr. automatik til nye, hjernedøde tidsrøvere, så er quizzer på grund af konkurrenceelementet stadig populære som korte afbræk i hverdagen.

Men man skal have bestemt sig for, hvad det er man vil opnå - hvad man vil i dialog om - for der er ikke nogen tvivl om, at det koster lidt ekstra ressourcer at være i dialog.

Så Tænk Nyt Nykredit! - og skab værdi for Facebook brugerne. Så kommer de også til jer.