SF’eren Pia Olsen Dyhr er blevet afsløret i at optræde i en Hewlett-Packard reklame, skriver Politikens netavis her til aften. Det er en pinlig sag, fordi SF tidligere har kritiseret Videnskabsministeren for at gøre præcis det samme. Pia Olsen Dyhr undskylder sig med, at hun troede, at hun medvirkede i “et indstik” og udtalte sig om grøn it - et område hun er ordstyrer for.
Det er naturligvis en god historie for pressen, fordi SF fremstår dobbelmoralske eller naive, men også fordi HP ved samme lejlighed ikke slipper godt fra deres snørklede svar på, hvorfor de kalder et annoncetillæg for en “informationsavis”, når der skal skaffes kendte ansigter til at medvirke på siderne.
Sagen er altså blevet pinlig også for it-virksomheden, men det kunne være undgået, hvis den ansvarlige havde fulgt nogle simple regler for rekruttering af endorsere.
5 regler for rekruttering af endorsere
Sørg for at briefe den rekrutterede grundigt og ærligt omkring situationen, mediet og hensigten med henvendelsen.
Hvis den rekrutterede stiller betingelser eller krav, så sørg for at de bliver kommunikeret videre til alle involverede parter uden undtagelse og uden mellemled, der ellers kan glemme detaljer eller misforstå ting.
Lav en skriftlig aftale om brugsretten til det producerede materiale - hvad enten det er tekst, billeder, film, lyd eller noget helt femte. Så er der klare linjer, også efterfølgende, og alle ved hvordan og hvor længe materialet kan (gen)anvendes.
Hvis du rekrutterer på vegne af en tredje part, så har du et ansvar for ikke at slippe den rekrutterede, før de ovenstående punkter er opfyldt.
Lad være med at tage ting for givet. Det mest naturlige i verden for dig kan risikere slet ikke at falde en anden person ind. Og hvis den person sidder med eksekveringsansvaret, så kan resultatet pludseligt godt blive negativt.
I disse dage oplever Iowa og nabostaterne en oversvømmelseskatastrofe, hvis lige ikke er set i mange år. Store dele af majshøsten er truet og titusinder er på flugt fra deres oversvømmede hjem.
Midt i al elendigheden har American Red Cross oprettet en katastrofeblog, hvor man i ord og billeder kan følge vandets rasen, hjælpeindsatsen og lokalsamfundenes kamp mod tiden. Som en ekstra smart ting har de lavet et rss feed for hvert katastrofeområde, så beboerne hurtigt får de seneste nyheder, alarmer, advarsler og informationer om nødhjælpsindsatsen.
NGO’er langt fremme i brugen af sociale medier
Desuden har Røde Kors oprettet en Twitter konto, som udsender links til audio klip fra Utterz med interviews fra katastrofeområdet i et omfang, som de traditionelle nyhedsmedier slet ikke kan følge med i. Situationen er endnu et ganske interessant eksempel på, at NGO’erne ofte er længere fremme i at indtænke brugen af sociale medier til at sprede ikke kun nyheder men også budskabet om brug for hjælp end mange store virksomheder er.
Tak til Kristian Levring Madsen for tippet om Jeremiah Owyangs blogpost om emnet.
For nogle uger siden skrev jeg et blogindlæg om Nadia Plesners kamp mod modegiganten Louis Vuitton, som senere blev til en artikel på K-forum. I går kunne man så læse på Politikens hjemmeside, at selv om kunstneren og T-shirtdesigneren Nadia Plesner ikke har indgået forlig med Louis Vuitton, og derfor stadig står over for et krav om en millionerstatning for krænkelse af varemærket, så har hun nu valgt at fjerne tegningen af tasken fra sine fremtidige T-shirts.
Nadia Plesner har, som hun selv siger, valgt at bruge sin tid og energi på at hjælpe Darfur frem for på et langt retsligt slagsmål mod Louis Vuitton. Om fjernelsen af håndtasken fra fremtidige T-shirts betyder, at LV dropper søgsmålet, er nok tvivlsomt - specielt efter at Nadia Plesner har afvist den aftale, de var ved at forhandle sig frem til. Men man må da håbe, at der når støvet har lagt sig stadig er nogle kroner tilbage til Darfur. Det var jo det, der var meningen.
Du har måske allerede set Tricia Walsh Smith’s video på YouTube, som hun lavede, da hendes rige mand forsøgte at smide hende ud af deres fælles lejlighed i New York uden at have grund til skilsmisse. Klippet og de efterfølgende indslag blev til en sørgelig føljeton på nettet, hvor menneskeskæbner blev trukket gennem sølet til hundredetusinder af seeres fornøjelse.
Sladder og grove afsløringer har tidligere været forbeholdt de kulørte blade og aviser og har derfor primært centreret sig omkring kendte personer. Men nu ser vi en ny tendens til, at personlige opgør og skandaleagtige afsløringer også folder sig ud på internettet. Forbrugere revser virksomheder, de har set sig sure på, og personer kan uden filter eller frygt for injurielovgivningen lade deres meninger om hinanden komme til udtryk - til andres skade og vores underholdning.
Mor kæmper mod tvangsfjernelse
Det seneste eksempel på en personlig kamp, der bliver ført videre på YouTube, er Marianne Truelsens kamp for at få hendes tvangsfjernede søn igen. Nyhedsmagasinet Danske Kommuner beskrev historien i dag, og Marianne Truelsen har også været på TV2 Øst for nyligt.
I videoklippet på YouTube anklager Marianne Truelsen flere navngivne kommunale ansatte og langer også hårdt ud efter sin søns plejefamilie, sin advokat og andre.
Klippet er blevet set lidt over 1100 gange i løbet af den sidste måned, og du kan følge kommentarerne, Marianne Truelsen har modtaget på sin video, her.
Internettet - kan det frie ord blive for frit?
Denne seneste historie er naturligvis tragisk og minder derfor ikke ret meget om fx Tricia Walsh Smith’s saftige afsløringer fra et forlist ægteskab, men de to eksempler har det til fælles, at de begge benytter, at ytringsfriheden på internettet i mange henseender måske er en kende for fri. Injurielovgivningen gælder i nogle tilfælde, hvis man fx driver et online forum, hvor folk kan skrive indlæg. Men hvad med videoklip? Hvad med podcasts?
Uanset hvad man kan anklages for at have gjort, er der en risiko for samfundet forbundet med at undlade at gøre det strafbart at rette personlige angreb via video på internettet. Det åbner for hetz og justitsmord og personlige tragedier. Som sagsbehandler bør man som et jobkrav kunne vide sig tryg over for at blive hængt ud på internettet på denne måde.
De fleste journalister kender til fænomenet med en indbakke, der bugner af mails fra alle og enhver, der ønsker at få to minutters offentlig taletid. Det tager tid at sortere de mest relevante fra, og til sidst bliver det bare en daglig rutine at delete alt, hvad der ikke umiddelbart har en fængende subject-linje. Desværre er PR-branchen stadig fyldt med folk, der tror, at det bare handler om at ramme flest mulige modtagere på diverse redaktioner, så kommer medieomtalen nok.
Redaktøren på Wired Magazine, Chris Anderson, er nu blevet så træt af henvendelser, der bare er sendt til ham personligt, fordi han er redaktør, at han er begyndt at sende PR-folk i spamfilteret første gang, de sender ham noget, som skulle have været sendt til en generel redaktionel e-mailadresse i stedet. Og der er ingen nåde. Den seneste måneds syndere har Chris netop offentliggjort på sin blog med en bemærkning om, at hvis en spammer høster de nu offentliggjorte e-mails, så vil det bare være poetisk retfærdighed.
Det er interessant at se, at flere af de virkeligt store PR-bureauer i USA, som burde vide bedre, er på Chris’ liste, så som Edelman, Webershandwick og, desværre i et tilfælde, GCI. Man kunne ellers godt tro, at den slags fejl var for amatører, men nej. Lad mig derfor opstille et par tommelfingerregler for god håndtering af presselister:
Presselister og -databaser er til brede udsendelser af nyheder, som pr. definition er alt andet end solohistorier. Derfor er det hverken gavnligt eller tilrådeligt at sende fast til redaktører personligt, da næsten alle medier har en fast redaktionsadresse, som kontinuerligt monitoreres af en stab af nyhedsvagter, redaktører, ajourhavende og redaktionssekretærer. Tro mig, de skal nok kigge på din nyhed hurtigt og vurdere, om det er noget for dem. Redaktørens personlige mail er til lige netop det - personlige mails.
Skriv kun direkte til navngivne journalister eller redaktører i disse tre situationer:
Hvis du forudgående har talt i telefon med vedkommende og aftalt, at du sender noget
Hvis du har haft kontakt til vedkommende, som har accepteret eller bedt om at komme på en bestemt presseliste for jævnligt at modtage nyheder om et givent emne/firma/produkt
Hvis du igennem noget tid har leveret nyheder og tips til vedkommende, så I har en fælles forståelse af, at du godt kan skrive uopfordret med historier
Hvis en redaktion skriver tilbage og frabeder sig flere pressemeddelelser, så kan det fx være fordi, de kun skriver lokalstof (hvis det er et distriktsblad), de får alt for mange henvendelser og prøver at begrænse byrden, eller fordi du ikke har sat dig nok ind i, hvordan de ønsker at modtage pressemateriale. Måske har du brugt et uhensigtsmæssigt filformat, for store vedhæftede filer eller bare vægtet stoffet forkert. Der er fx stor forskel på, hvordan radiostationer og avisredaktioner ønsker at modtage stoffet. Lad være med at sende sådan en redaktion mere - i hvert fald til du har snakket med redaktøren. Tro ikke, at “næste gang går det nok bedre, og de opdager nok ikke, at det er mig igen”. Det gør de, og du risikerer bare at ryge i deres spamfilter, sådan som dem, der forstyrrede Chris Anderson. Og det er hverken du eller dine kunder tjent med. Tal i stedet med den pågældende redaktør, undskyld hvis de har følt sig generede af dine udsendelser, og prøv at finde frem til, hvordan du bedst servicerer dem i fremtiden uden at spamme dem unødigt. Jeg taler af erfaring, når jeg siger, at 7 ud af 10 redaktører falder til ro og kommer frivilligt tilbage på presselisten, når de føler, at du tager dem alvorligt og respekterer deres travle hverdag. Og resten takker pænt nej men taler i hvert fald ikke dårligt om dig og dit firma bagefter.
Hvis du etablerer en fast udsendelsesliste - fx på vegne af en bestemt kunde eller et produkt - så gør det nemt at melde sig af listen igen. Det kan du fx gøre med en lille signatur og et link i bunden af dine udsendte nyheder.
Tænk dig om. Det handler ikke om at ramme flest mulige medier men at ramme de relevante medier. De fleste kunder forstår godt konceptet kvalitet over kvantitet, så der er ikke nogen grund til at gøre alle journalisternes hverdag mere hektisk ved at sende dem pressemeddelelser, som en stor del af dem ikke vil bruge, hvis du i forvejen ved, hvad det er for 10-20 medier der med al sandsynlighed vil interessere sig for historien.
Disse regler har ikke til hensigt at give dig berøringsangst med medierne. Rigtig mange journalister forstår heldigvis arbejdsværdien af de pressemeddelelser, de modtager, og sætter pris på dem. Men målret dine udsendelser mod relevante modtagere og tro ikke, at chefredaktøren er en genvej til omtale.
Mandag d. 5. maj gæstede forfatteren Andrew Keen DR2’s program “Den 11. Time”. Keen er bl.a. forfatter til bogen “The Cult of the Amateur - how today’s internet is killing our culture”. (Se hele udsendelsen, 28 minutter, her).
Andrew Keen er en meget kontroversiel person i Sillicon Valley, fordi han er en slags anti-revolutionær, der begræder internettets ødelæggende indflydelse på vores samfund - specielt den fordummende effekt på vores kultur, spredningen af talentløst content og forherligelsen af amatøren på bekostning af den professionelle mediemedarbejder - journalisten, redaktøren, forlæggeren, fotografen og musikklipperen.
Det er en spændende udsendelse, synes jeg, fordi Andrew Keen virker meget velformuleret og logisk argumenterende. Keen ser ud til at nyde sin status som “internettets fjende nr. 1″, fordi det gør ham til noget særligt i en verden, hvor den brede holdning går imod ham og hylder internettets fremskridt og muligheder med Web 2.0. Han er ikke bange for at indrømme, at han er en nostalgiker og partisk til fordel for “de traditionelle medier”, samt at hans bog er en bevidst provokation skrevet med det formål at skabe en debat. Og det må man sige, at han har haft held til.
Retorisk dygtig men ensidigt argumenterende
Jeg har set klippet fra Den 11. Time en håndfuld gange nu, fordi jeg bliver ved med at opdage nye nuancer i Keens retorik, hver gang jeg går det igennem. Jeg vil her prøve at opremse Keens hovedargumenter og påstande:
Ved at give alle personer midlerne til at udgive sig selv på internettet i form af tekst, videoer og musik ødelægger Web 2.0 vores kultur og vores medieøkonomi. Gratis brugerskabt indhold af generelt meget lav kvalitet bliver forherliget som “sandhed” og ødelægger levebetingelserne for de etablerede nyhedsmedier, pladeselskaber og filmproducenter, fordi mennesker ikke længere vil betale for kvalitet men er tilfredse med amatøragtige videoklip, løse rygter og talentløs musik.
Web 2.0’s stiftere er anti-autoritære ex-hippier med inspiration i marxisme og en religiøs holdning til informationsfrihed, som anser de professionelle mediefolk for at være elitære censorer, der ønsker at have monopol på meninger og indhold.
Hele grundlaget for at talent kan blive opdaget og finpudset forsvinder, fordi der ikke er ressourcer til at aflønne de professionelle fagfolk, der før har stået for den slags. Jo længere alverdens internetbrugere bare stjæler musik, tekst, billeder og film, som burde være beskyttet af rettigheder, desto mere udhuler vi vækstgrundlaget for de virkelige talenter, indtil der til sidst kun er amatørlavet indhold på alle kanaler.
Medier uden professionelle nyhedsformidlere, redaktører, fakta-tjekkere, researchere med en faglig uddannelse er utroværdige. Der skal være en “gatekeeper”, ellers spreder vi bare rygter og løgne.
Jo mere vi fodrer internettet med informationer om os selv, desto mere er vi på vej mod et Big Brother samfund, hvor det ikke er Staten men Google og andre Web 2.0 giganter, der pludselig ved alt om os og styrer vores liv.
Den reklamedrevne medieverden
Umiddelbart er det nemt at skyde Keen i skoene, at han er en forstokket, sur mand, der er bitter over hans egen manglende succes som web-entreprenør. Men jeg synes, at han trods alt har fat i nogle interessante pointer, selv om jeg ikke når frem til alle de samme konklusioner, som Keen gør.
I 2005 skrev jeg mit speciale om “Corporate Media and the Threat to Democracy”, hvori jeg redegjorde for problemerne for et demokratisk samfund i (næsten) udelukkende at have reklamefinansierede medier, der (udelukkende) tager hensyn til det købedygtige publikum og ikke til deres historiske rolle som demokratiets vagthund. Keens bekymringer om Web 2.0 mediernes usaglighed er berettigede, men han overser, at de traditionelle medier som aviser og tv også lider under en enorm ydre påvirkning i form af interessegrupper, professionelle PR-folk, lobbyister, annoncører og ikke mindst mediernes egen ejerkreds, som i en konglomerat-verden kan have alverdens interesser i at fremme forskellige dagsordener. Det er derfor en smule naivt at dyrke den nostalgiske opfattelse af de traditionelle medier som sandhedens vogtere, selv hvis Keen har ret i nogle af sine kritikpunkter af Web 2.0 omkring kildebrug og research.
Ødelægger vi vores egen kultur?
Det er et af de interessante spørgsmål, jeg har tænkt over efter at have set interviewet med Keen. For der er vist ikke tvivl om for mange af os, at YouTube, Facebook og MySpace rummer rigeligt med trivialiteter til, at vi kan spilde en god portion af vores arbejdsuge med at surfe rundt. Når Keen virker forarget over hundeprutter og eksploderende Cola-flasker på YouTube, fordi det er “fornedrende og banalt”, slår han mig som en af de mavesure smagsdommere, han så desperat prøver at holde i arbejde. Det har da også været med til at give ham mærkatet elitær, som han har taget til sig med stolthed.
Jeg har svært ved at tro på, at folk generelt ikke vil betale for kvalitet. Men internettets enorme udbredelse på rekordtid er bl.a. skabt på baggrund af, at fx nyhedsmedier har gjort nyheder gratis tilgængelige online. Det har været et led i deres strategi for at fastholde læsere og udvikle deres online profil som nyhedsmedier. Men i takt med at avisernes læsere gradvist rykker online, er jeg også sikker på, at mediehusene vil have held til at opbygge en forretningsmodel, der kan sikre en indtjening her. TV2 har tidligere indført betaling for Sputnik, og den norske mediekoncern Schibsted får nu over halvdelen af sin indtjening fra online tiltag, skriver Business.dk.
Derfor er jeg også sikker på, at kvalitet vil forblive et nødvendigt parameter i underholdning og nyhedsformidling - men at fx blogs og brugergenereret viden udfylder en vigtig rolle som et supplement til etablerede medier. At Keen på den ene side beskylder Web 2.0 brugerne for at stjæle content, som i mange tilfælde er blevet lagt online for at tiltrække brugere, og på den anden side også klandrer dem for at lave underlødigt amatørmateriale, må siges at være lidt paradoksalt.
Er Google den nye Big Brother?
Det er faktisk en af de mere interessante af Keens bekymringer, selv om den desværre får ham til at fremstå en smule som en småparanoid konspirationsteoretiker. Men Peter Hesseldahls klumme på Computerworld forleden om Googles bekymrende allestedsnærværelse opridser et par af de pointer, som Keen ikke når så godt igennem med. For hvad gør vi, når en computer i hænderne på et af verdens største firmaer igennem flere år har registreret alt, hvad vi har læst, søgt efter, besøgt og linket til på interenettet? For en måneds siden beskrev Politiken, hvordan EU har valgt at begrænse hvor længe Google og Yahoo må gemme søgeresultater i deres systemer. Samtidig stillede EU krav om, at hvordan søgemaskinerne opererer og fungerer skal fremgå tydeligere på hjemmesiderne. Google forsvarede sig dog med, at det var for at kunne give brugerne den bedst mulige service, at man gemte oplysningerne i så lang tid.
En interessant modpol i debatten
Trods kritikpunkterne mod Keens argumentation og hans ensidige valg af kilder, der støtter hans bogs budskaber, anerkender selv hans modstandere, at bogen udgør en interessant og nødvendig modpol i debatten, fordi den trods alt også rammer Web 2.0’s ømme hæl - copyright brud, rygtespredning og spredningen af en mediekultur, der forherliger platheder, vulgaritet og rå narcissisme. Selv har jeg tilmeldt mig på hans blog på The Great Seduction, så jeg over noget tid kan følge hans skriverier og danne mig dybere mening om hans synspunkter. Og den mulighed kan jeg takke Web 2.0 for.
Se mere til Andrew Keen og hans bog
Hvis du har tid og lyst, så se dette 59 minutter lange klip, hvor Andrew Keen debatterer sin bog ved et bogmøde hos Google. Det er virkeligt spændende, fordi han bliver mødt af nogle kritiske spørgsmål og får en god dialog med Googles ansatte.
Ved at lægge sag an mod et projekt, der skaffer penge til Darfur, har Louis Vuitton stukket hånden i en hvepserede.
Du har sikkert allerede læst om Louis Vuittons sagsanlæg mod designeren Nadia Plesner, som der har været skrevet en del om den sidste uges tid. Hvis ikke, så er historien kort, at den 26-årige danske designer Nadia Plesner har tegnet en håndtaske, der til forveksling ligner Louis Vuittons kendte design, i et billede på en række plakater og T-shirts, hvis salg genererer penge til nødhjælp i Darfur. Det bryder Louis Vuitton sig ikke om, og de har derfor lagt sag an mod Plesner, da hun ikke frivilligt vil stoppe sit velgørende foretagende.
Louis Vuitton kræver ifølge medierne 112.500 kroner i bøder om dagen, for hver dag Plesner gør følgende:
Fremviser brevene fra Louis Vuitton på det nævnte website
Anvender navnet “Louis Vuitton” på det nævnte website!!
Sagen har fået global medieomtale, og støtteerklæringer fra hele verden strømmer ind på Plesners hjemmeside. Bloggerne og internetaktivisterne er aktivt i gang med at svine Louis Vuitton til i diverse fora, og for et par dage siden sprang også mindst tre Facebook grupper frem til støtte for Nadia Plesner. På Google er der allerede over 61.000 hits på “LV+Darfur”, 39.000 hits på “Louis Vuitton+Darfur” og blandt de første 10 hits på “Louis Vuitton” dukker nyheden om den sagsøgte kunstner op to gange (i hvert fald i Danmark).
Hele sagen er begyndt at minde om et regulært PR-mareridt for Louis Vuitton. Det er specielt faldet de kritiske masser for brystet, at Louis Vuitton sagsøger et non-kommercielt projekt, der skal rejse penge til nødlidende i Afrika, og at summerne i sagsanlægget er så astronomiske. Før medieomtalen (og dermed salget af T-shirts) rigtig tog fart, havde Simple Living kun skaffet omkring 20.000 kroner til Darfur. Det beløb må forventes at være steget betydeligt de sidste par uger.
Uden at jeg skal kloge mig for meget på copyrights og jura, har jeg svært ved at se, at Louis Vuitton har en sag her. Eftersom tegningen kun minder om en Louis Vuitton taske, salget af T-shirtene ikke konkurrerer med Louis Vuittons eget salg af varer og der er tale om et non-profit foretagende, er der efter min overbevisning ikke meget at komme efter. Og kravet om at Plesner ikke må fremvise breve, Louis Vuitton selv har sendt hende, eller skrive deres firmanavn på hendes website, virker direkte i strid med loven om ytringsfrihed.
Men hvorfor har Louis Vuitton så reageret så voldsomt over for det lille filantropiske firma? En forklaring kan være præcedens i forhold til kommende retsopgør. Fjollet eller ej så er specielt store, internationale virksomheder nødt til at tage selv opfattede krænkelser af deres copyright alvorlige, da de ellers kan bruges senere af en modpart i retten (”dengang reagerede I ikke, hvorfor så nu?”).
Uanset bevæggrunden så virker håndteringen af sagen fra Louis Vuittons side klodset og ikke ordentligt gennemtænkt. De har formået at få pisket en stemning op i medierne og har ligefrem vakt internetaktivisterne op til kamp. Flere steder, som på bloggen detfalskested.dk og på Facebook, går opfordringer igen til at genere Louis Vuitton ved at fremprovokere negative søgeresultater igennem linkaktivisme, købe Simple Livings T-shirts og boykotte Louis Vuittons produkter.
Louis Vuitton kunne have undgået hele denne affære ved at tage bestik af situationen og i stedet for at bede Plesner om at droppe sit foretagende så støtte det. De kan ikke løbe fra, at de som virksomhed sælger varer, der ligger i den absolutte luksus-ende af skalaen. Det kan godt være, at Louis Vuitton ikke bryder sig om at se deres design anvendt som kulturikon sat sammen med et sultende barn, men hvis de i det mindste havde anerkendt, at det var det, det var - et kulturikon og symbol på vor tids rigdom - så kunne de have vendt historien til noget positivt.
Rockidoler og filmstjerner er konstant fremme og tale Afrikas sag, uden at de af den grund behøver at undskylde for, at de selv tjener styrtende med penge. Bono har endda været nomineret til en Nobel Pris for sin godhed, selv om han beskyldes for at gemme penge i et skattely. Hvis Louis Vuitton ikke kunne undlade helt at reagere - af hensyn til fremtidig jura - så kunne de have indgået en aftale med Simple Living om, at produktionen af T-shirts var med deres viden og accept på betingelse af, at projektet forblev non-profit og overskuddet fortsatte med at gå til Darfur.
Det er vanskeligt at se, at Louis Vuitton har ret mange muligheder lige p.t. Bloggere skal nok holde liv i historien om sagsanlægget, indtil det enten bliver droppet eller der indgås en form for forlig. Allerede nu står advokater i både Holland og Frankrig parate til at hjælpe Plesner med at håndtere sagen - gratis - og hvis en egentlig boykot af Louis Vuittons produkter begynder, kan sagen ende med at blive en langt større hovedpine for modehuset, end de er villige til at kæmpe med.
Under alle omstændigheder bliver det spændende at følge sagen videre frem.
Et par gange har jeg set sære ting på Facebook; venner som tilsyneladende pludseligt arbejder for suspekte distributører af alskens medicin og Viagra og spammer andres Walls med reklamer. Fænomenet kaldes phishing og går ud på at franarre dig kontooplysninger, passwords eller andre følsomme oplysninger.
I dag så jeg fx dette i min news feed på Facebook - et tydeligt tegn på at min veninde er hacket:
Hvis du er blevet hacket, skal du hurtigst muligt ind på Facebook, svare på dit kontrol-spørgsmål og så ændre dit password. Hvis du IKKE har et kontrol-spørgsmål, så er det en god ide at få lavet et. Ellers vil administratorerne ikke lukke dig ind, hvis du først er blevet anmeldt for spam!
Forleden kunne man i Dagbladet Børsen læse, hvordan analysefirmaet Myresearch nu har fået segmenteret os danskere i fem forskellige grupper ud fra vores digitale forbrugsvaner. Nyheden blev også omtalt hos Markedsføring.
De fem segmenter er “practical spectators” (40 %), “old schoolers” (5 %), “digital living” (11 %), “social seekers” (11 %) og “information lovers” (32 %).
Du kan læse mere om undersøgelsen bag segmenteringen og Myresearch’s “Digital Readyness Index (DRI)” her. Der står ganske vist i præsentationen, at den er fortrolig, men den ligger altså på Myresearch’s egen hjemmeside :-).
“Hackere angriber DIG på Facebook” står der på forsiden af Urban i dag. Det lyder jo alvorligt, og det er det på sin vis også, for artiklen på side fire fortæller om, hvordan hackere kigger med på vores Facebook profiler. Via de oplysninger, vi lægger frem, gætter de sig så til vores passwords til Netbank eller opstiller falske netbutikker, som vi afgiver vores kontooplysninger til, så vi mister alle vores penge. Bekymrende udvikling.
Men helt ærligt, Urban! Hvad blev der lige af afbalanceret journalistik? 123 tilfælde af hackede netbankkonti i Danmark på 18 måneder (og det er slet ikke dokumenteret, at Facebook spillede en rolle i nogle af tilfældene) retfærdiggør ikke fire centimeter høje bogstaver på forsiden af avisen! Hvor mange 10.000 danske brugere er det, Facebook har? Opvejet mod 7 hackerangreb om måneden? Tillad mig at tvivle på, at jeg bliver det næste offer.
Selvfølgelig skal journalister skrive om farerne ved at færdes på Internettet. Det er med til at skærpe udbydernes incitament til at øge deres sikkerhed, og forbrugernes viden om forskellige risici. Men jeg savner noget proportionalitet. Her er Urban gået de kulørte ugeblades vej og har (i dette eksempel) ofret journalistisk integritet for en forside, der er chockerende nok til at potentielle læsere snupper avisen med fra standen ved S-toget. Skam jer, Urban!
I disse dage oplever Iowa og nabostaterne en 
