Start snakken!

De fleste journalister kender til fænomenet med en indbakke, der bugner af mails fra alle og enhver, der ønsker at få to minutters offentlig taletid. Det tager tid at sortere de mest relevante fra, og til sidst bliver det bare en daglig rutine at delete alt, hvad der ikke umiddelbart har en fængende subject-linje. Desværre er PR-branchen stadig fyldt med folk, der tror, at det bare handler om at ramme flest mulige modtagere på diverse redaktioner, så kommer medieomtalen nok.

Redaktøren på Wired Magazine, Chris Anderson, er nu blevet så træt af henvendelser, der bare er sendt til ham personligt, fordi han er redaktør, at han er begyndt at sende PR-folk i spamfilteret første gang, de sender ham noget, som skulle have været sendt til en generel redaktionel e-mailadresse i stedet. Og der er ingen nåde. Den seneste måneds syndere har Chris netop offentliggjort på sin blog med en bemærkning om, at hvis en spammer høster de nu offentliggjorte e-mails, så vil det bare være poetisk retfærdighed.

Det er interessant at se, at flere af de virkeligt store PR-bureauer i USA, som burde vide bedre, er på Chris’ liste, så som Edelman, Webershandwick og, desværre i et tilfælde, GCI. Man kunne ellers godt tro, at den slags fejl var for amatører, men nej. Lad mig derfor opstille et par tommelfingerregler for god håndtering af presselister:

1. Presselister og -databaser er til brede udsendelser af nyheder, som pr. definition er alt andet end solohistorier. Derfor er det hverken gavnligt eller tilrådeligt at sende fast til redaktører personligt, da næsten alle medier har en fast redaktionsadresse, som kontinuerligt monitoreres af en stab af nyhedsvagter, redaktører, ajourhavende og redaktionssekretærer. Tro mig, de skal nok kigge på din nyhed hurtigt og vurdere, om det er noget for dem. Redaktørens personlige mail er til lige netop det - personlige mails.
2. Skriv kun direkte til navngivne journalister eller redaktører i disse tre situationer:
   1. Hvis du forudgående har talt i telefon med vedkommende og aftalt, at du sender noget
   2. Hvis du har haft kontakt til vedkommende, som har accepteret eller bedt om at komme på en bestemt presseliste for jævnligt at modtage nyheder om et givent emne/firma/produkt
   3. Hvis du igennem noget tid har leveret nyheder og tips til vedkommende, så I har en fælles forståelse af, at du godt kan skrive uopfordret med historier
3. Hvis en redaktion skriver tilbage og frabeder sig flere pressemeddelelser, så kan det fx være fordi, de kun skriver lokalstof (hvis det er et distriktsblad), de får alt for mange henvendelser og prøver at begrænse byrden, eller fordi du ikke har sat dig nok ind i, hvordan de ønsker at modtage pressemateriale. Måske har du brugt et uhensigtsmæssigt filformat, for store vedhæftede filer eller bare vægtet stoffet forkert. Der er fx stor forskel på, hvordan radiostationer og avisredaktioner ønsker at modtage stoffet. Lad være med at sende sådan en redaktion mere - i hvert fald til du har snakket med redaktøren. Tro ikke, at “næste gang går det nok bedre, og de opdager nok ikke, at det er mig igen”. Det gør de, og du risikerer bare at ryge i deres spamfilter, sådan som dem, der forstyrrede Chris Anderson. Og det er hverken du eller dine kunder tjent med. Tal i stedet med den pågældende redaktør, undskyld hvis de har følt sig generede af dine udsendelser, og prøv at finde frem til, hvordan du bedst servicerer dem i fremtiden uden at spamme dem unødigt. Jeg taler af erfaring, når jeg siger, at 7 ud af 10 redaktører falder til ro og kommer frivilligt tilbage på presselisten, når de føler, at du tager dem alvorligt og respekterer deres travle hverdag. Og resten takker pænt nej men taler i hvert fald ikke dårligt om dig og dit firma bagefter.
4. Hvis du etablerer en fast udsendelsesliste - fx på vegne af en bestemt kunde eller et produkt - så gør det nemt at melde sig af listen igen. Det kan du fx gøre med en lille signatur og et link i bunden af dine udsendte nyheder.
5. Tænk dig om. Det handler ikke om at ramme flest mulige medier men at ramme de relevante medier. De fleste kunder forstår godt konceptet kvalitet over kvantitet, så der er ikke nogen grund til at gøre alle journalisternes hverdag mere hektisk ved at sende dem pressemeddelelser, som en stor del af dem ikke vil bruge, hvis du i forvejen ved, hvad det er for 10-20 medier der med al sandsynlighed vil interessere sig for historien.

Disse regler har ikke til hensigt at give dig berøringsangst med medierne. Rigtig mange journalister forstår heldigvis arbejdsværdien af de pressemeddelelser, de modtager, og sætter pris på dem. Men målret dine udsendelser mod relevante modtagere og tro ikke, at chefredaktøren er en genvej til omtale.

Min gamle sambo fik mig i sin tid omvendt til økologi af praktiske årsager (vi delte køleskab), men sidenhen er jeg begyndt at interessere mig mere og mere for økologi, sundhed og madvarer, fordi det går op for mig, hvor omfattende problemerne med sprøjtemidler og unødige tilsætningsstoffer er. Men det er en anden snak. Egentlig ville jeg bare henlede din opmærksomhed på dette tiltag fra SuperBrugsen. De gentager i morgen sidste års PR-succes med at donere en dags overskud fra salg af økologi til omlægning af landbrug til økologisk drift. Sidste år fik SuperBrugsen massiv positiv omtale for initiativet - mon ikke det gentager sig i år?

STEM PÅ ØKOLOGI MED DIN INDKØBSVOGN
Hver gang man køber økologi, stemmer man for bedre natur, mere dyrevelfærd og sundere produkter. Men onsdag den 14. maj tæller stemmen ekstra meget. Denne dag giver SuperBrugsen nemlig hele sit overskud fra salget økologiske varer til Økologisk Landsforenings arbejde med at få danske landbrug lagt om til økologi og sikre økologiske råvarer fremover.Sidste år donerede SuperBrugsen også overskuddet fra én dags økologisalg, og det virkede: Forbrugerne bakkede op, og SuperBrugsens donation fik 21 landbrug og 2297 hektar lagt om til økologi (det svarer til 3350 fodboldbaner), til glæde for miljø, dyrevelfærd og for alle dem, der gerne ville se flere økologiske varer i butikkerne.

Pengene går ubeskåret til ”omlægningstjek”, hvor økologikonsulenter sammen med landmanden gennemgår gården fra A til Z. Niels Kristensen, mælkeproducent tæt på Lemvig, fik sidste år lavet et omlægningstjek:

”Jeg havde haft tanker om økologi som en mulighed engang i fremtiden, men det var ikke noget, der pressede sig på. Da tjekket var en gratis mulighed, havde vi ingenting at tabe, og det var uforpligtende. Det gjorde det meget nemmere at prøve. Vi fik en grundig gennemgang af gården, og konsulenterne var åbne både om fordelene og ulemperne ved økologi på vores gård. Vi fik også gode fifs til at tackle det og komme i gang. Så vi blev faktisk klædt godt på til at tage den store beslutning,” siger Niels Kristensen, der efterfølgende valgte at lægge driften om til økologi.SuperBrugsen spillede i 1993 en central rolle i det første gennembrud for økologi, da kæden satte priserne på økologisk mælk ned.

“Vi har været med til at drive økologien frem fra den spæde start. Nu vil vi gerne sikre økologiens videre udvikling, så vi også kan give vores kunder mulighed for at vælge lækre, danske, økologiske råvarer fremover. Vi er overbevidste om, at økologien bliver ved med at vokse. Derfor har vi brug for flere økologiske råvarer,” siger foodchef Mette Maix fra SuperBrugsen.Køb derfor økologi i SuperBrugsen den 14. maj og vær med til sikre danske, økologiske råvarer for fremtiden. For at få mere at vide om økologi, klik ind på www.okologi.dk.

Mandag d. 5. maj gæstede forfatteren Andrew Keen DR2’s program “Den 11. Time”. Keen er bl.a. forfatter til bogen “The Cult of the Amateur - how today’s internet is killing our culture”. (Se hele udsendelsen, 28 minutter, her).

Andrew Keen er en meget kontroversiel person i Sillicon Valley, fordi han er en slags anti-revolutionær, der begræder internettets ødelæggende indflydelse på vores samfund - specielt den fordummende effekt på vores kultur, spredningen af talentløst content og forherligelsen af amatøren på bekostning af den professionelle mediemedarbejder - journalisten, redaktøren, forlæggeren, fotografen og musikklipperen.

Det er en spændende udsendelse, synes jeg, fordi Andrew Keen virker meget velformuleret og logisk argumenterende. Keen ser ud til at nyde sin status som “internettets fjende nr. 1″, fordi det gør ham til noget særligt i en verden, hvor den brede holdning går imod ham og hylder internettets fremskridt og muligheder med Web 2.0. Han er ikke bange for at indrømme, at han er en nostalgiker og partisk til fordel for “de traditionelle medier”, samt at hans bog er en bevidst provokation skrevet med det formål at skabe en debat. Og det må man sige, at han har haft held til.

Retorisk dygtig men ensidigt argumenterende

Jeg har set klippet fra Den 11. Time en håndfuld gange nu, fordi jeg bliver ved med at opdage nye nuancer i Keens retorik, hver gang jeg går det igennem. Jeg vil her prøve at opremse Keens hovedargumenter og påstande:

1. Ved at give alle personer midlerne til at udgive sig selv på internettet i form af tekst, videoer og musik ødelægger Web 2.0 vores kultur og vores medieøkonomi. Gratis brugerskabt indhold af generelt meget lav kvalitet bliver forherliget som “sandhed” og ødelægger levebetingelserne for de etablerede nyhedsmedier, pladeselskaber og filmproducenter, fordi mennesker ikke længere vil betale for kvalitet men er tilfredse med amatøragtige videoklip, løse rygter og talentløs musik.
2. Web 2.0’s stiftere er anti-autoritære ex-hippier med inspiration i marxisme og en religiøs holdning til informationsfrihed, som anser de professionelle mediefolk for at være elitære censorer, der ønsker at have monopol på meninger og indhold.
3. Hele grundlaget for at talent kan blive opdaget og finpudset forsvinder, fordi der ikke er ressourcer til at aflønne de professionelle fagfolk, der før har stået for den slags. Jo længere alverdens internetbrugere bare stjæler musik, tekst, billeder og film, som burde være beskyttet af rettigheder, desto mere udhuler vi vækstgrundlaget for de virkelige talenter, indtil der til sidst kun er amatørlavet indhold på alle kanaler.
4. Medier uden professionelle nyhedsformidlere, redaktører, fakta-tjekkere, researchere med en faglig uddannelse er utroværdige. Der skal være en “gatekeeper”, ellers spreder vi bare rygter og løgne.
5. Jo mere vi fodrer internettet med informationer om os selv, desto mere er vi på vej mod et Big Brother samfund, hvor det ikke er Staten men Google og andre Web 2.0 giganter, der pludselig ved alt om os og styrer vores liv.

Den reklamedrevne medieverden

Umiddelbart er det nemt at skyde Keen i skoene, at han er en forstokket, sur mand, der er bitter over hans egen manglende succes som web-entreprenør. Men jeg synes, at han trods alt har fat i nogle interessante pointer, selv om jeg ikke når frem til alle de samme konklusioner, som Keen gør.

I 2005 skrev jeg mit speciale om “Corporate Media and the Threat to Democracy”, hvori jeg redegjorde for problemerne for et demokratisk samfund i (næsten) udelukkende at have reklamefinansierede medier, der (udelukkende) tager hensyn til det købedygtige publikum og ikke til deres historiske rolle som demokratiets vagthund. Keens bekymringer om Web 2.0 mediernes usaglighed er berettigede, men han overser, at de traditionelle medier som aviser og tv også lider under en enorm ydre påvirkning i form af interessegrupper, professionelle PR-folk, lobbyister, annoncører og ikke mindst mediernes egen ejerkreds, som i en konglomerat-verden kan have alverdens interesser i at fremme forskellige dagsordener. Det er derfor en smule naivt at dyrke den nostalgiske opfattelse af de traditionelle medier som sandhedens vogtere, selv hvis Keen har ret i nogle af sine kritikpunkter af Web 2.0 omkring kildebrug og research.

Ødelægger vi vores egen kultur?

Det er et af de interessante spørgsmål, jeg har tænkt over efter at have set interviewet med Keen. For der er vist ikke tvivl om for mange af os, at YouTube, Facebook og MySpace rummer rigeligt med trivialiteter til, at vi kan spilde en god portion af vores arbejdsuge med at surfe rundt. Når Keen virker forarget over hundeprutter og eksploderende Cola-flasker på YouTube, fordi det er “fornedrende og banalt”, slår han mig som en af de mavesure smagsdommere, han så desperat prøver at holde i arbejde. Det har da også været med til at give ham mærkatet elitær, som han har taget til sig med stolthed.

Jeg har svært ved at tro på, at folk generelt ikke vil betale for kvalitet. Men internettets enorme udbredelse på rekordtid er bl.a. skabt på baggrund af, at fx nyhedsmedier har gjort nyheder gratis tilgængelige online. Det har været et led i deres strategi for at fastholde læsere og udvikle deres online profil som nyhedsmedier. Men i takt med at avisernes læsere gradvist rykker online, er jeg også sikker på, at mediehusene vil have held til at opbygge en forretningsmodel, der kan sikre en indtjening her. TV2 har tidligere indført betaling for Sputnik, og den norske mediekoncern Schibsted får nu over halvdelen af sin indtjening fra online tiltag, skriver Business.dk.

Derfor er jeg også sikker på, at kvalitet vil forblive et nødvendigt parameter i underholdning og nyhedsformidling - men at fx blogs og brugergenereret viden udfylder en vigtig rolle som et supplement til etablerede medier. At Keen på den ene side beskylder Web 2.0 brugerne for at stjæle content, som i mange tilfælde er blevet lagt online for at tiltrække brugere, og på den anden side også klandrer dem for at lave underlødigt amatørmateriale, må siges at være lidt paradoksalt.

Er Google den nye Big Brother?

Det er faktisk en af de mere interessante af Keens bekymringer, selv om den desværre får ham til at fremstå en smule som en småparanoid konspirationsteoretiker. Men Peter Hesseldahls klumme på Computerworld forleden om Googles bekymrende allestedsnærværelse opridser et par af de pointer, som Keen ikke når så godt igennem med. For hvad gør vi, når en computer i hænderne på et af verdens største firmaer igennem flere år har registreret alt, hvad vi har læst, søgt efter, besøgt og linket til på interenettet? For en måneds siden beskrev Politiken, hvordan EU har valgt at begrænse hvor længe Google og Yahoo må gemme søgeresultater i deres systemer. Samtidig stillede EU krav om, at hvordan søgemaskinerne opererer og fungerer skal fremgå tydeligere på hjemmesiderne. Google forsvarede sig dog med, at det var for at kunne give brugerne den bedst mulige service, at man gemte oplysningerne i så lang tid.

En interessant modpol i debatten

Trods kritikpunkterne mod Keens argumentation og hans ensidige valg af kilder, der støtter hans bogs budskaber, anerkender selv hans modstandere, at bogen udgør en interessant og nødvendig modpol i debatten, fordi den trods alt også rammer Web 2.0’s ømme hæl - copyright brud, rygtespredning og spredningen af en mediekultur, der forherliger platheder, vulgaritet og rå narcissisme. Selv har jeg tilmeldt mig på hans blog på The Great Seduction, så jeg over noget tid kan følge hans skriverier og danne mig dybere mening om hans synspunkter. Og den mulighed kan jeg takke Web 2.0 for.

Se mere til Andrew Keen og hans bog

Hvis du har tid og lyst, så se dette 59 minutter lange klip, hvor Andrew Keen debatterer sin bog ved et bogmøde hos Google. Det er virkeligt spændende, fordi han bliver mødt af nogle kritiske spørgsmål og får en god dialog med Googles ansatte.

Jeg kan også anbefale disse virkeligt gode anmeldelser af Keens bog fra Journalisten.dk og Luftskibet.information.dk.

Hans Henriks kommentar til min seneste blogpost om Twitter fik mig til at tænke over, hvordan de sociale medier præger vores valg af kommunikationskanaler i arbejdet og privatlivet.

Sidste efterår afsagde NOKIAs forskningschef, Terjo Ojanperäs, en dyster dom over e-mails som værende på vej til at uddø som redskab til intern kommunikation. Som alternativer nævner han, at NOKIAs medarbejdere anvender blogs og Facebook-profiler til at kommunikere med hinanden. Artiklen kalder også e-mails for en “tidsrøver”.

Når man samtidig kigger på Weminds interne mikroblog, som Hans Henrik fortalte mig om, og man ser på mange virksomheders brug af fx wikis som alternativ til et intranet til at styre projektplaner og videndele, så er det nemt at tro, at e-mailen vil gå dinosaurernes vej.

Men det er for tidligt at afskrive e-mailen endnu, primært af den grund, at det stadig er den digitale kommunikationsform, der har flest handlemuligheder og håndteringsmuligheder. Jeg blev meget inspireret af at læse Michael Arringtons blogpost på TechCrunch sidste uge om Facebook Messagings mange mangler, og jeg synes, at Michael har nogle rigtig gode pointer.

Kort fortalt, så beklager Michael sig over, at messages på Facebook ikke kan arkiveres, sorteres eller håndteres og derfor anvendes som et supplement eller alternativ til e-mails. Der er problemer med load tiden, når man modtager mange arbejdsrelaterede messages, de kan ikke forwardes, tagges eller lægges i bestemte mapper til senere brug.

Jeg har det på samme måde med eksempelvis Twitter, selv om en URL fra en Twitter besked trods alt kan bogmærkes, så jeg kan vende tilbage til den senere, så bliver det før eller senere et mareridt at skulle besøge Twitterportalen flere gange om dagen for at arkivere mine favoritbeskeder, som jeg vil gemme af den ene eller anden årsag.

Hvad så med wikis? Jeg må indrømme, at jeg ikke selv har den store erfaring med opbygning af wikis som interne kommunikationskanaler, og jeg kan sagtens se nytten af wikis i forbindelse med projektstyring, men en wiki kan efter min mening stadig ikke tilbyde e-mailens fleksibilitet eller muligheder for privat/diskret dialog. Det er jo ikke altid alting, man ønsker at alle ens kolleger skal læse.

Det er så dejligt forfriskende, når nogen finder på en underholdende og aktiverende ny måde at lave traditionel produkt-PR på. Forleden faldt jeg over denne tekst på hjemmesiden for FDB’s blad Samvirke:

Det ser måske løjerligt ud, men det er selvfølgelig en teaser for bogen, der udloddes som præmie. Og jeg synes faktisk, at det er rigtig smart fundet på, fordi det tager udgangspunkt i produktets natur. Konkurrencen belyser netop de ting, man har brug for at vide, for at blive en dygtig web-researcher, hvilket er de emner, som bogen altså dækker. Dermed bliver man gennem deltagelse i konkurrencen opmærksom på sine egne research-svagheder og inspireret til at læse bogen. Rasende smart fundet på!

Jeg elsker sådan nogle udfordringer, så jeg er så småt ved at researche mig frem til P. Antonakakis. Hvad jeg finder ud, poster jeg her på bloggen d. 16., og så kan du jo sammenligne med, hvad du selv fandt frem til.

God pinse!

Så har jeg fået oprettet mig på Twitter! Det var ikke så intuitivt, som jeg kunne have ønsket mig. Sitet bærer stadig præg af, at det er en gratis tjeneste uden særlige indtægter, synes jeg. Men det lykkedes da i sidste ende.

Jeg har fundet nogle personer, hvis Twitter feed jeg gerne vil følge. Det drejer sig i første omgang om nogle danske, norske og amerikanske kolleger, men jeg har også tilføjet den kendte blogger Jeff Jarvis og New York Times bare for skæg.

Inden for fire timer lærer jeg, hvorfor Twitter kan slås fra i bestemte tidspunkter af døgnet, og hvorfor man for hver feed, man følger, kan vælge om man vil modtage på devices - dvs. min mobil - eller ej. Jeg har fået 14 beskeder! Tre fra kolleger, syv fra NY Times og fire fra Jeff Jarvis, der gerne ville fortælle, at han ventede på et fly i Portland og senere at “den flinke pilot lod dem Twitte løs i flyet, men at sidemanden var forkølet”, så Jeff kunne se frem til flere timer med bakterier, snøften og hosten. Stakkels Jeff.

Jeg kan ikke lade være med at føle, at ud over at være et godt sociale medie til at holde kontakten på, så er Twitter ideelt for virksomheder til oplysning og kundeservice. Her er bare et par af de ting, jeg kunne forestille mig, at vi inden for nogle år vil se Twitter blive brugt flittigt til:

Buslinjer og togforbindelser - det bliver et Twitter feed for hver S-togslinje og hver busrute. Når der er forsinkelser, modtager de faste pendlere straks besked om hvor og hvor længe. Trafikradio kunne lave det samme med en række feeds for forskellige motorvejsstrækninger.

Ugens økologiske tilbud - den her idé har jeg faktisk allerede prøvet at sælge ind til en kunde, men det var sidste efterår og tiden var vist ikke moden til det. Men jeg tror stadig på tanken. Folk gider ikke modtage en masse reklamer - og slet ikke i papir ind af døren. Men hvad med tilbud på bleer til børnefamilier, økologi til de sundhedsbevidste eller vin til entusiasterne? Der kan sagtens laves Twitter feeds inden for en lang række produktkategorier, som folk gerne vil have at vide, når der er gode tilbud på.

Pre-sale på modetøj - hvis du er flittig kunde hos et bestemt tøjmærke, får du særlige Twitterinvitationer til lukkede arrangementer med førudsalg af attraktive varer.

Deltagerinput til konferencer - dette bruges allerede i USA, hvor paneleksperter fx modtager spørgsmål på Twitter fra lyttere og seere til videotransmitterede debatter og lignende.

Nyheder - når New York Times gør det, er det kun et spørgsmål om tid før nyhedsmedier over hele verden gør det. I takt med at nyheder rykker online og mobilen bliver et mere udbredt medie at browse i, vil vi se mange flere breaking news udsendt på Twitter eller lignende tjenester med links, der fører direkte ind på mediernes hjemmesider eller mobilsider.

Patientgrupper - alt lige fra “husk din medicin” til “læs om ny forskning i din sygdom” kan kommunikeres fra både medicinalbranchen som serviceoplysninger og sundhedssektoren som led i deciderede behandlinger.

Underholdningsbranchen - alt fra bands til ugens biograffilm vil blive sendt ud til interesserede brugergrupper, der gerne vil være orienteret om udbuddet af tilbud.

Hvis du skulle have lyst til at følge mine Twitter beskeder, kalder jeg mig “startsnakken” på www.twitter.com!

Tidligere i dag besøgte jeg for første gang Morten Saxnæs’ blog The Constant Beta Blog, som jeg kan anbefale at man kigger nærmere på. Der var adskillige gode indlæg om Web 2.0, journalistik og sociale medier og tjenester.

På Mortens blog fandt jeg dette videoklip med Clay Shirky fra hans keynote tale til Web 2.0 expo for nyligt. Clay Shirky er professor ved New York University, forfatter til “Here comes everybody” og ekspert i de sociale og økonomiske følger af en internet-præget kultur. Den tale, han giver her, varer 17 minutter, og jeg synes, at den er utroligt fascinerende.

Han starter med at fortælle, at det tog en hel generations gin-drikkeri i 1800-tallet at omstille sig til den industrielle revolutions muligheder og omvæltninger i samfundet. Fra den situation trækker Clay en parrallel til det 20. århundredes tv-kiggeri, der bedøvede os som samfund i 50 år, så vi slap for at tage stilling til, hvad vi pludselig skulle stille op med al vores fritid, da vi fik en femdages arbejdsuge.

Prøv at se klippet. Når Clay sammenligner tiden, vi bruger på tv-reklamer, med tiden det tager at udvikle Wikipedia og andre kollektive vidensprojekter til gavn for samfundet, falder du ned af stolen!

Common Craft laver en række gode videointroduktioner til sociale medier, podcasts, billeddeling og mange andre spændende ting. Dette er deres video om Twitter tjenesten, der giver en god grundlæggende indsigt i fænomenet og teknikken.

Det virker lidt som om, at Twitter den sidste uge har presset sig på, for at det skulle blive dens tur i Ordbogen over sociale/digitale medier.

For nogle dage siden skrev Søren Storm Hansen på dSeneste på nettet et super spændende indlæg om, hvordan almindelige menneskers brug af bl.a. Twitter slår nyhedsmedierne på både hastighed og aktualitet i en række situationer. Virkeligt tankevækkende for os, der følger medieudviklingen med professionel interesse.

I fredags skrev Kim Elmose på Politiken så en spændende artikel om Twitter og Jaiku, der forklarer, hvordan de sociale netværk også rykker på mobilerne og ikke kun findes på computeren.

Og her til aften læste jeg så Tara Hunts fede opskrift til, hvordan virksomheder kan få en masse ud af Twitter - super inspirerende!

Mine norske kolleger i GCI Communique har været på Twittervognen længe og været på nakken af mig for ikke at følge med så nu må der gøres noget ved sagen. Derfor er denne uges ord: Twitter.

Jeg vil se på Twitter og de relaterede tjenester og services Twitlinks og Tweetmeme, og vil prøve at oprettet en aktiv Twitter konto, så I kan følge, hvordan det går.

Følg med - her på bloggen og i ordbogen, hvor opslag dukker op, når eksperimenterne er færdige!

Selv om jeg ikke har fået skrevet så mange indlæg, har den forgangne uge på Start snakken! for mig været både spændende og begivenhedsrig. Bloggen rundede et skarpt hjørne i mere end en forstand, da den i torsdags både fejrede sin 1 måneds fødselsdag og sit besøg nummer 1000. Da jeg startede første april havde jeg ikke nogen anelse om, at det ville komme til at gå så stærkt! Men jeg vil gerne sige tak til jer, der læser bloggen og følger med i mine skriverier.

Start snakken! havde også en anderledes uge på en anden måde, idet K-forum kontaktede mig i onsdags på baggrund af mit blogindlæg om Darfur og Louis Vuitton. De var interesserede i, at blogposten blev udvidet til en artikel til K-forum, og det blev den så. Og senere kom den via link også på Business.dk. Nu er det ikke første gang, jeg får udgivet en artikel, men det var da en rar anerkendelse af bloggens eksistens og kvalitet, syntes jeg.

Start snakken! ‘Full circle’ via USA

Men min største glæde kom her til aften, da jeg læste det nyeste indlæg på en af mine favorit-blogs - dSeneste på nettet - som handlede om brand-jacking. Jeg havde nemlig en rigtig sjov oplevelse ved at sidde og følge kildelinks baglæns. Søren er så venlig at henvise til min K-forum artikel i sin blogpost, men når man følger hans anden kilde - Jeremiah Owyangs blog om brands der får på puklen i de sociale medier - så ser man at Jeremiah takker Søren for tippet om Louis Vuitton og Darfur, der var med til at influere Jeremiahs blogpost om emnet.

Så selv om Søren selvfølgelig har fulgt med i medierne og læst en masse om Darfur og Louis Vuitton andre steder ud over min K-forum artikel, så kunne jeg ikke undlade at smile over, at min artikel har været med til at inspirere Søren, som så inspirerede Jeremiah, som igen inspirerede Søren til at skrive en ny spændende blogpost, som jeg så sad og nød her til aften.

Internettet fyldte 15 år

Det var også Internettets fødselsdag forleden. Dets skaber, Sir Tim Berners-Lee, fortalte i et par interessante interviews med BBC (og her) om udviklingen de sidste 15 år, og hvor han tror, at Internettet er på vej hen. Det er ret interessant. En af de ting, som Berners-Lee glæder sig mest over, er fremkomsten af blogs og Wikis, fordi de ligger meget tættere på hans oprindelige grundtanke om et Internet, hvor alle kunne skrive og alle kunne læse, end de komplicerede editors, webprogrammører ellers har brugt i årevis. På den måde er nettet nu på vej tilbage mod dens åbne grundtanke.